Vi har længe haft en mistanke om, at samspillet mellem bierne og blomsterne er i krise. Medieoverskrifter som ’Insekterne dør ud’, ’Naturen går tilbage’ og ’Honningbierne sulter’ har gennem de seneste år understreget, hvad både forskere og lægmænd har på fornemmelsen:
At de blomsterbesøgende insekter er gået tilbage over de sidste 50-100 år.
For eksempel når bedstemor fortæller, at der var flere sommerfugle ’i gamle dage’. Eller flere summende blomsterenge.
Hidtil baseret på mavefornemmelser
Særligt er det bekymrende, at antallet af nytteinsekter, som f.eks. bestøvere, går tilbage. Bestøvere sørger for befrugtning af blomster og er derfor vigtige for frøsætning – og dermed overlevelse – af mange vilde blomster, haveplanter og afgrøder.
Men bekymringerne har hidtil mest været baseret på mavefornemmelser. Der findes overraskende få egentlige beviser på en historisk nedgang af bestøvere.
Udsagn om tilbagegang er ofte baseret på rødlister, dvs. eksperters vurderinger af arternes forekomst og bestandsstørrelser. Naturvidenskabelige samlinger og museumsdatabaser er den primære kilde til egentlige undersøgelser af historiske tendenser i forekomsten af forskellige arter.
Tal fra museer
Dette gælder f.eks. en banebrydende undersøgelse fra 2006 om historisk tilbagegang af bestøvere, som blev offentliggjort i tidsskriftet Science.
Her viste et hollandsk/engelsk forskerhold, baseret på museumsdatabaser, at antallet af forskellige bi-arter optalt i 10x10 km kvadrater i Holland og England generelt var meget lavere efter 1980 i forhold til tidligere. Samme undersøgelse viste i øvrigt også en tilbagegang af planter, som tiltrækker bier som bestøvere.
Men museumssamlinger indeholder ikke altid et repræsentativt udsnit af insektfaunaen på et givet tidspunkt.
Afhængigt af indsamlerens interesser kan nogle insektgrupper eller landsdele være over- eller underrepræsenterede i samlingen. Nogle samlere går bevidst efter sjældne snarere end almindelige arter, mens andre går efter at samle alle arter fra alle områder, sjældne som almindelige.
Museumsmateriale kan derfor være gode vidnesbyrd hvad angår arternes forekomst (tilstedeværelse eller ikke), historisk og geografisk. Men det er mindre godt til at vurdere historiske ændringer i bestandsstørrelser, dvs. antal bier pr. kvadratmeter (såkaldte tætheder).
Heldigt fund fra 1936
Præcis hvilke arter, og hvor meget de enkelte arter er gået tilbage i antal over en årrække, var derimod stort set ukendt indtil for nyligt. For et par år siden faldt jeg og mine kollegaer på Aarhus Universitet (Christian Damgaard og Vibeke Simonsen) dog over en gammel afhandling fra 1936 om bestøvning af rødkløver.
Rødkløver blev før industrialiseringen i 1950’erne brugt til jordforbedring samt som kvægfoder og var meget udbredt som afgrøde i Nordeuropa.
Rødkløver har blomsterhoveder, som består af et stort antal lange, smalle blomster, som kun langtungede insekter – i praksis humlebier – kan suge nektar fra og dermed bestøve.
I modsætning til de vildtlevende humlebier, har honningbier, som udsættes i stader, kortere tunger, og er derfor ikke helt så effektive som bestøvere. Rødkløver er afhængig af bestøvning for at sætte frø.
I datidens Danmark var der derfor stor interesse for bestøvningen af rødkløver i produktionsøjemed (frøproduktion). I februar 1930 blev der derfor udskrevet en prisopgave om ’Humlebiernes betydning for rødkløverens bestøvning, og de forskellige humlebiarters optræden og bopladser inden for typiske områder i danske landskaber’.
Historiske undersøgelser gentages
Prisvinderen O.S. Skovgaard fortsatte i de følgende år sine detaljerede undersøgelser af humlebier i rødkløvermarker.
Da indsamlingsmetoder og resultater var meget detaljeret beskrevet i hans afhandling, har vi været i stand til at gentage undersøgelsen i dag på stort set de samme lokaliteter.
Sammenligningen af de historiske data og nutidige observationer har givet os en enestående mulighed for direkte at måle den historiske tilbagegang, ikke kun i artstal, men også i tæthed af humlebier (dvs. antal per kvadratmeter) i danske rødkløvermarker.
Langtungede arter er i tilbagegang
Det viste sig, at flere arter var helt forsvundet fra rødkløvermarkerne, men også at det særligt er nogle humlebiarter, som er gået stærkt tilbage, mens andre klarer sig ganske godt i et moderne opdyrket landskab.
Det er især de humlebiarter, som har forholdsvis lange tunger, og som derfor er de bedste bestøvere af rødkløver, som er blevet sjældne i dag. De korttungede arters bestande er derimod næsten upåvirkede historisk set.
Da humlebier, ud over at være iøjnefaldende, karismatiske insekter, også er en af de vigtigste naturlige bestøvere af både afgrøder og vilde planter i Nordeuropa, kan disse bestandsændringer også få betydning for frøsætningen hos vores vilde flora og i landbrugsproduktion.
Vi har således vist, at der faktisk ER sket den formodede tilbagegang i både artstal og antal, i hvert fald for de langtungede humlebiarter, men ikke for korttungede arter. Hvorfor nogle arter klarer sig dårligt, mens andre klarer sig godt i det moderne landskab, er et spørgsmål, som har stor interesse.
Specialisering eller vinterhi
Er der for eksempel særlige karaktertræk af arter, som er særligt sårbare henholdsvis robuste? En udbredt hypotese er, at specialisering i forhold til fødevalg gør en art sårbar, da ’kræsne’ arter kan miste deres fødegrundlag, hvis deres yndlingsblomster forsvinder.
Arter, som har et bredt fødeudvalg, vil derimod kunne udnytte tilbageværende blomster. Ulempen ved at være specialiseret gælder sandsynligvis også andre økologiske aspekter, for eksempel specifikke krav til redesteder eller overvintringssteder.
En anden hypotese går på, at humlebiarter, hvis dronninger kommer sent frem fra vinterhi, er hårdest ramt af tilbagegang. Sene humlebiarter er afhængige af tilstedeværelsen af sommerblomster – en ressource, som er blevet sjældnere i agerlandet.
Endelig kender vi meget lidt til forskelle mellem humlebiarters følsomhed overfor sprøjtegifte eller sygdomme (som kan blive ført med domesticerede bier) eller tolerance over for klimaændringer.
\ Kilder
\ Landskabet set med humlebi-øjne
Forskerne er generelt enige om, at det er landbrugsintensiveringen og landskabsændringer siden landbrugets industrialisering i 1950’erne, som er hovedansvarlig for tilbagegangen af humlebier. Men hvilke landskabselementer er vigtige set fra humlebiernes perspektiv?
I et biologispeciale fra 2009 undersøgte Dennis Boll betydningen af oplandets sammensætning for tætheden af humlebier (bier/kvadratmeter) på en rødkløvermark.
For i alt 17 rødkløvermarker i Jylland og på Fyn inddelte han markernes omgivelser i forskellige typer, for eksempel kornmarker, blomstrende afgrøder, skov, ferskvand, hegn mv. For de forskellige arter af humlebier var der lidt forskel på hvilke landskabstyper, som havde den største påvirkning på antallet af bier.
Blomsterrige arealer positiv faktor
Generelt var tilstedeværelsen af blomsterrige arealer, som enge og haver, en vigtig positiv faktor. Men også skov spillede en rolle for nogle arter. Skove kan have betydning som fødesøgningssted, redested, eller som overvintringssted.
Cirklerne viser omgivelser af to rødkløvermarker indenfor en radius af 500 meter, som er fødesøgningsafstanden for langt de fleste humlebiarter.
Cirklen til højre viser et landskabsmæssigt meget broget område med mange større og mindre arealer med blomster, samt mulige redesteder til humlebier.
Cirklen til venstre viser et område, som er domineret af kornmarker, som ikke er egnede som fødesøgnings- og redesteder. Der viste sig at være en langt højere tæthed af humlebier og flere arter i området til højre.
\ Humlebiernes økologi
Humlebier hører til de sociale bier. Hvert år grundlægges nye kolonier af overvintrende dronninger. Dronningerne kommer frem i foråret eller forsommeren, finder et egnet redested og grundlægger en koloni.
Når de første arbejderbier klækkes, overtager de efterhånden alt det ’huslige’ arbejde i kolonien, herunder indsamling af føde og opfostring af larverne, mens dronningen koncentrerer sig om æglægningen.
Hen mod slutningen af koloniens liv produceres nye hanner og dronninger. De nye dronninger parrer sig, provianterer og finder så et egnet sted, hvor de kan overvintre til næste forår. Den gamle koloni går herefter til grunde.
Humlebiernes færden er stadig uafdækket
På trods af at humlebier er meget iøjnefaldende, ved man langt fra alt om deres færden. Humlebier har brug for blomster til indsamling af føde, redesteder til at opbygge kolonien, parringssteder samt overvintringssteder for dronningerne.
I Danmark findes der i alt 29 arter af humlebier, og de har forskellige økologiske krav – f.eks. hvad angår fødevalg og valg af redested. Nogle arter foretrækker for eksempel blomster med lange kronrør (det gælder de såkaldt ’langtungede’ humlebier), andre er mindre kræsne.
Nogle har underjordiske reder, mens andre bygger reder over jorden, for eksempel i tuer af græs eller mos eller i forladte fuglereder.
Vi ved kun lidt om, hvor humlebier parrer sig og overvintrer. Forhåbentlig bliver vi snart klogere på humlebiernes brug af landskabet, da en forskergruppe ledet af Melanie Hagen (Aarhus Universitet) for nyligt er begyndt at følge humlebidronninger med mikroskopiske radiosendere.
