Nye DNA-studier afslører, at hunde allerede for op mod 15.800 år siden var tæt knyttet til mennesker og hurtigt spredte sig over store afstande.
Hunden stammer fra ulven og blev formentlig tæmmet af mennesket mod slutningen af sidste istid.
Men hvordan, hvorfor og præcis hvornår det skete, ved forskerne stadig ikke.
Der mangler nemlig et missing link - eller en missing ulv - der forbinder hunden med den grå ulv, Canis lupus, som hunden genetisk er tættest beslægtet med.
I to nye studier kommer to forskerhold et stort skridt nærmere at løse spørgsmålene om hundens oprindelse, og de gør os betydeligt klogere på hundens historie.
»Det er to ret vilde og store studier,« siger DNA-forsker Mikkel Sinding, der har læst studierne for Videnskab.dk.
I det ene studie analyseres DNA fra over 216 forskellige hunde og ulve fra oldtiden, spredt ud over det europæiske kontinent fra 14.000 til 8.000 år siden.
Datamængden er så stor, at Mikkel Sinding gætter på, at det »må have været dyrt«.
I det andet studie finder forskerne med genetisk sikkerhed den ældste hund, som videnskaben kender til.
15.800 år gamle er knoglerne fra hunden. Det er flere tusind år ældre end den tidligere genetisk sikre ældste hund i verden.
Dens genetik trækker tråde til mange europæiske hunde i dag - for eksempel schæferhunden.
»Her finder de påskeægget. Forskere har jagtet den første hund i årevis,« siger Mikkel Sinding, der er adjungeret lektor på Københavns Universitet og seniorforsker på Grønlands Naturinstitut.
Den første hund kan hjælpe forskerne med at forstå, hvad der skete omkring sidste istid, da hunden vandt menneskets hjerte og med mennesket spredte sig ud over hele kloden.
»Hundebølge« ramte Mellemøsten og Europa
De to studier komplementerer hinanden godt, mener Mikkel Sinding.
Fra den ældste hund i Tyrkiet trækkes der DNA-tråde til de over 200 andre hunde fra oldtiden i det andet studie.
Det fortæller ham, at hunden var meget udbredt allerede i oldtiden.
Et konkret eksempel på det finder man i studiet med den ældste hund. Her indgår også en hund fra Storbritannien, der er 14.300 år gammel og dermed den anden ældste hund, vi kender til.
Trods store afstande - 3.000 kilometer - er de to hunde mere genetisk forbundet end alle de andre hunde i studierne.
»Selvom mennesker i hele Europa og Tyrkiet i denne periode var flere kulturelt og genetisk forskellige grupper, ser det ud til, at hunde var en integreret del af disse samfund,« siger Ian Barnes, der er medforfatter og forsker ved Natural History Museum.
Forskerne peger på, at stenalderhundene genetisk er betydeligt tættere beslægtede end menneskegrupperne var - fra Mellemøsten til det nordvestlige Europa - på den tid.
Det tyder på, at hunden har spillet en central rolle for jæger-samler-samfund, mener forskerne.
Mikkel Sinding er helt enig:
»Der kommer en hundebølge, hvor de spreder sig på ingen tid. Så hurtigt, at de stadig er i familie med hinanden.«
Genomanalyse mudrer ulve-spørgsmål
Hunden er en tæmmet ulv. Det mener forskerne sig helt sikre på.
Ligheden mellem hunde og ulve er også til at få øje på. Men der er en stor forskel på hundens og ulvens DNA, fortæller Mikkel Sinding.
Så stor, at det er svært helt at se, hvornår der har været en ulv, som genetisk er gået i en hunderetning.
»Med de prøver vi har i dag, bliver hunde og moderne ulve skilt ad genetisk for 30.000 år siden, så den vilde ulveforfader skal findes inden for den tidsramme, « siger Mikkel Sinding.
Det betyder ikke, at der skal findes et sæt hundeknogler et sted, der er 30.000 år gammelt.
Det betyder, at en ulvepopulation gik i en ny genetisk retning på det tidspunkt, der førte til den første hund, fortæller Mikkel Sinding.
I de to nye studier har de gennem genomanalyser kunnet skelne mellem hunde og ulve mere tydeligt end tidligere. Og det store datasæt gør det nemmere for andre forskere at gøre det samme i jagten på den genetiske hunde-ulve-forbindelse, fortæller Mikkel Sinding.
»De får ryddet op i de tidligere publicerede data, der ikke var så stærke alene.«
\ Sådan undersøgte forskerne de ældgamle dyreknogler
I de to nye studier har to store forskerhold undersøgt nogle af de ældste knogler fra hundelignende dyr, vi har. Det gør de med DNA-analyser, fordi skeletterne ligner ulve til forveksling.
I det ene studie fokuserer et forskerhold på de tidligst genetisk dokumenterede hunde i Tyrkiet, Storbritannien og Balkan.
Her indgår den 15.800 år gamle hund fra Pınarbaşı i Tyrkiet og hunden fra Gough’s Cave i Storbritannien fra 14.300.
De sammenlignede hundenes arvemasse med store datasæt af gamle og moderne hunde og ulve. På den måde kunne de vise, at knoglerne genetisk hører til hundelinjen og ikke ulvelinjen.
Det andet studie er bredere og undersøger 216 canid-fund, især fra mesolitisk Europa. Her udviklede forskerne en særlig genomisk capture-metode, som gør det muligt at hente langt mere information ud af meget dårligt bevaret DNA.
Metoden gjorde det muligt at skelne hunde fra ulve i 141 af de 216 prøver. Med den metode kunne forskerne blandt andet identificere en 14.200 år gammel hund fra Kesslerloch i Schweiz som en genetisk bekræftet hund og samtidig undersøge, hvordan tidlige europæiske hunde hænger sammen med senere hunde i Europa og resten af verden.
Samlet flytter studierne den tidligst sikre genetiske dokumentation for hunde længere tilbage end tidligere og viser, at hunde allerede i slutningen af istiden var en særskilt genetisk linje med forbindelser til senere hunde.
Overraskende er det dog, at den ældgamle hund i Tyrkiet er tættere beslægtet med mange europæiske hunde, vi har i dag, end med de ulve, der var for 16.000 år siden.
Sporet til en genetisk ulve-forfader til hunden er derfor ikke blevet meget varmere i de nye studier.
Det får Mikkel Sinding til at gisne om, at der måske findes en ulve-population, vi ikke kender til. En isoleret ulv, der opholdt sig på et mindre område og var afstødt fra andre ulve, som kan knække koden.
Hvorfor er hunden overalt?
Mikkel Sinding sammenligner hundens rolle for mennesket med, da mennesket lærte at lave ild.
Så stor en omvæltning kan det have været for et jæger-samler-samfund.
Trods hundens vigtige rolle har han og kollegerne svært ved helt at finde ud af, hvorfor hunden pludselig blev så populær og spredte sig hurtigt i Europa og senere til alle verdenshjørner.
Nogle af forskerne fra studierne koder det sammen med hundens vigtige funktion som alarmsystem, hunden havde og har. Særligt her omkring sidste istid, hvor vilde rovdyr gik omkring.
Den forklaring er bare ikke god nok, ifølge Mikkel Sinding.
»Under sidste istid var det helt sikkert godt at have en vagthund. Men mennesket har levet i så lang tid inden med samme fare,« siger DNA-forskeren.
Det giver ikke mening, at der skulle være et større behov for et alarmsystem under sidste istid end tidligere.
Ifølge Mikkel Sinding kan svaret måske findes i en kombination af alarmsystem, jagtfunktion og en unik samfundsrolle.
»Hunden fra Tyrkiet ser ud til at have fået en slags begravelse. Det tyder på, at det har været et vigtigt individ,« siger han.
Mange jæger-samler samfund har mytologiske fortællinger om hunde.
Og så spiller det formentlig også en stor rolle, at hunden - som mange af os ved - er familievenlig og svær at modstå. Men spørgsmålet er stadig åbent.
