»Jeg trives bedst i åbne landskaber,« synger sangeren Ulf Lundell. Det gælder også nutidens heste, som både anatomisk og fysiologisk er tilpasset et liv på græsklædte sletter.
Men overraskende nok foretrak hestenes forfædre ikke slettelandskab. Tænderne afslører, at hestens tidligste forfædre i Nordamerika for 55 millioner år siden spiste frugt og bær. Senere, i eocen – og oligocen-epoken for 34 til 23 millioner år siden, levede hestenes forfædre af buske og blade.
Først for 18 millioner år siden, i miocen-tiden, dukkede de første græsspisende hesteforfædre op, i underfamilien Equinea. Det er fra den underfamilie, nutidens heste stammer.
God adgang til mad
Der fandtes store græssletter i Nordamerika for flere millioner år siden, før underfamilien Equinea dukkede op. Men hestens forfædre klarede sig faktisk uden græs.
»Det virker som om, hestens forfædre havde tilstrækkelig adgang til mad, og ikke havde behov for at vove sig ud på de åbne slettelandskaber for at spise,« siger Matthew C. Mihlbachler, forsker og førsteforfatter på et nyt studie af hestens udvikling.
Men der må have været perioder, hvor det evolutionære pres for at spise græs, var højt. Og det var efter sådan en periode, at underfamilien Equinea dukkede op.
Standardiserede mål for tandslitage
Det er hesteforfædrenes tænder, som afslører deres diæt - og dermed også deres levested, som den var for millioner af år siden i Nordamerika.
Tændernes højde og skarphed er et mål for slitagen, som de udsættes for i løbet af et dyrs liv.
Denne slitage kaldes for meso-slitage, og indikerer, hvad slags mad dyrene spiste, og hvilket miljø, de levede i.
For at kunne måle meso-slitagen for hestenes forfædre nøjagtigt, lavede forskerne et standardiseret mål for meso-slitage. Det gik fra høje og skarpe tænder til lave og tykke tænder.
Ved hjælp af det standardiserede mål undersøgte forskerne alle fossiler af hestenes forfædre i Det Amerikanske Museum for Naturhistories samling; næsten 6.500 fossiler.
For at have flere eksempler fra hver tidsperiode, analyserede de også fossiler fra Yales Peabody Museum.
Ikke jævn forandring over tid
At spise græs slider mere på tænderne end blade og frugt. Det samme gør sand og småsten, som gerne følger med i græsset, når dyret bider.
Dermed har græsspisende dyr brug for højere og skarpere tænder, der ikke bliver slidt bort af maden.
Tidligere undersøgelser indikerer, at hestens forfædre generelt gik fra at have lave og tykke tænder til at have høje og skarpe tænder, som nutidens heste også har.
Men den nye undersøgelse viser, at forandringen af tandstruktur og diæt hos hestenes forfædre ikke er foregået jævnt fordelt over tid.
Evolutionært pres for at have i åbent landskab
»Til og med da den globale temperatur faldt og græssletterne begyndte at sprede sig på det amerikanske kontinent, begav hestenes forfædre sig ikke ud i det åbne landskab for at finde mad,« siger Matthew Mihlbachler.
Først da der opstod et kraftigt evolutionært pres for at søge mad ude på sletterne, begav hestenes forfædre sig derud.
Og først derefter fik hestenes forfædre høje og skarpe tænder, så de kunne spise græs, ligesom de tilpassede sig livet i et åbent landskab på andre måder.
© forskning.no. Oversat af Line Fedders
