For nylig meddelte Norges Kulturhistoriske Museum, at de havde fundet verdens ældste runesten under en udgravning i 2021.
Den omkring 1.800-2.000 år gamle sten er fra jernalderen og kaldes Svingerud-stenen.
\ Jernalderen (500 f.v.t. til år 793)
Jernalderen er den sidste af Danmarks tre oldtidsperioder. De to foregående er sten- og bronzealderen.
Jernalderen varer fra cirka 500 f.v.t., og til vikingetiden buldrer gennem Skandinavien omkring år 793.
Jernalderen er kilde til flere af de uvurderlige historiske artefakter, der har formet vores selvforståelse.
Både Guldhornene, Tollundmanden og
Grauballemanden er fra jernalderen.
Stenen er fundet ved en udgravning af flere gravpladser ved Svingerudveien ved Tyrifjorden i Norge. Det er også her navnet kommer fra.
Arkæologerne var ikke klar over, hvad de havde fundet, før stenen senere blev undersøgt. Svingerud-stenen er på størrelse med en stor bog med sirligt risede runer stenen.
»Det er overraskende med så mange ristninger på så gammel en sten, og der er overfladiske ristninger på Svingerud-stenen,« siger Kristel Zilmer, professor i skriftlig kultur og ikonografi ved Kulturhistorisk Museum (KHM), til forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om fundet, og hvad der står på stenen, i artiklen »Enestående« arkæologisk fund er muligvis verdens ældste runer.
Runesten fra vikingetiden er mest kendte
Runesten fra vikingetiden er nok de mest kendte, og så plejer man at forestille sig monumentale sten med dybere, udhuggede runer, fortæller Kristel Zilmer.
Men i Svingerud-stenen har en eller anden ridset overfladiske, små striber. Nogle af tegnene kan minde om skriblerier, mens andre danner mere tydelige ord.
Arbejdet med at tolke ristningerne er stadig i gang, men den klareste inskription kan læses som ‘idiberug’.
Det kan fortolkes som et navn som Idibergu eller Idibera, ifølge Kristel Zilmer, men der er flere alternative fortolkningsmuligheder, ifølge KHM’s hjemmeside.
Selve runestenen er nu udstillet på Kulturhistorisk Museum og kan ses frem til 26. februar 2023. Til dato er det den ældste runesten, som forskere kender til. Men hvordan kan man slå det fast?
Ligbrænding og dating
På billedet herunder kan du se, hvordan runestenen blev fundet. Den stikker ud af de arkæologiske lag, der blev afdækket i løbet af udgravningen.
I disse lag ligger hele svaret på, hvorfor det er lykkedes arkæologerne at lave en præcis datering, der også gælder for runestenen. For der har ikke været nogen direkte test af selve stenen.
Forskerne har brug for noget, der engang var levende, for at kunne bruge den mest almindelige og præcise dateringsteknik i brug: Kulstof 14-datering, som er en metode til aldersbestemmelse af alt levende – eller alt, der engang var levende.
»Da dette billede blev taget, anede vi ikke noget om runestenen,« siger Steinar Solheim til forskning.no.
Han er arkæolog ved KHM og projektleder for de udgravninger, der er forbundet med den planlagte udvidelse af jernbanenettet i Norge.
Under en af gravhøjene dukkede resterne af en ældre grav op, der stammer fra tiden, før skikken med gravhøje efterhånden igen blev almindelig.
Der er tale om en såkaldt fladmarksgrav, ifølge Steinar Solheim. Det er ret almindeligt og typisk for gravfund fra denne tid.
En afdød person blev kremeret på et bål, og resterne af både liget og bålet blev lagt i en grube eller en beholder, forklarer Steinar Solheim, som tilføjer:
»Det kan være, at liget er brændt samme sted.«
Stenen, der blev fundet sammen med resterne af ligbålet, viste sig at være noget helt særligt. Det var nemlig Svingerud-stenen.
Både kullet og de brændte menneskeknogler blev brugt til at datere fundet. Arkæologerne har vurderet, at forbindelsen mellem runestenen og resterne fra ligbålet er så sikker, at kulstof 14-dateringen gælder begge dele.
Steinar Solheim fortæller, at de tolker fundet i retning af, at stenen formentlig er lagt ned sammen med den afdøde person. Det kan være, at personen i graven er den samme person, der er nævnt på stenen, men det er i foreløbig kun spekulation.
Men hvordan er selve dateringen af stenen foregået?
Radioaktivt kulstof gør kulstof 14-datering mulig
Tanken bag kulstof-14-datering er, at alt levende på Jorden absorberer kulstof, mens det er i live. Det gælder både dig, mig, træer, fisk, svampe og alt muligt andet.
Dette kulstof bliver en del af den levende organisme, for eksempel træstammen eller menneskeknogler.
Der produceres altid lidt radioaktivt kulstof i atmosfæren, blandt andet på grund af reaktioner mellem kvælstof (N) og kosmisk stråling øverst i atmosfæren. Så en lille smule af det kulstof, som alt levende optager, er radioaktivt kulstof.
Det er med til at opbygge celler, kroppe, hud og hår. Så længe det levende stadig er i live, udveksles kulstof med miljøet. Noget kommer ind, mens noget går ud, fordi organismen hele tiden fornyer sig.
Men når for eksempel træet eller personen dør, ophører denne udveksling. Da en lille del af kulstoffet er radioaktivt, forsvinder noget af kulstoffet hvert år. Det kaldes halveringstiden og er en af de radioaktive stoffers egenskaber.
Halveringstiden er det fænomen, der gør kulstof 14-datering mulig. Det er muligt at måle, hvor meget kulstof der er gået tabt, siden den levende organisme døde, og så estimere, hvor lang tid der er gået, siden organismen var i live.
Det er en kompliceret proces, og for at kunne lave en præcis datering skal forskerne vide, hvordan mængden af radioaktivt kulstof har ændret sig fra år til år.
Nogle år kan der være langt mere radioaktivt kulstof end normalt i atmosfæren, for eksempel på grund af mere kosmisk stråling fra en særlig aktiv periode for Solen.
Derfor er der brug for såkaldte kalibreringskurver, hvor kulstofresultaterne kan sammenlignes med store mængder indsamlet information om forholdene i atmosfæren gennem titusinder af år. Disse oplysninger opbevares blandt andet i træer.
Det er et møjsommeligt arbejde, som du kan læse mere om i denne artikel , hvor Videnskab.dk dykker dybt ned i, hvordan kulstof 14-dateringen fungerer: Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet?
Svingerud-stenen er fra romersk jernalder – og dermed den ældst kendte
På gravstedet, hvor Svingerud-stenen blev fundet, har forskerne kulstof 14-dateret brændte menneskeknogler og trækulsrester fra birk og fyr.
Resultaterne fra kulstof 14-dateringen vil snart blive præsenteret i en videnskabelig artikel om Svingerud-sten-fundet, siger arkæolog Steinar Solheim.
»Vi har lige nu fem C-14-dateringer, og vi har mulighed for at tage endnu flere.«
Forskerne mener, at de har opnået gode resultater, og de har fundet frem til den generelle dateringsramme for de forskellige prøver. Det placerer Svingerud-stenen mellem år 1 og år 250 efter vor tidsregning. Denne periode kaldes i Danmark for romersk jernalder. En periode, der begynder med år 1 og fortsætter hen imod år 375-400 e.v.t.
Det gør Svingerud-stenen til den ældste kendte runesten. Da forbindelsen mellem stenen og de daterede rester er så tydelig, betyder det, at forskerne kan få et klarere billede af, hvornår man begyndte at lave runesten.
Kun få andre pålidelige fund af runesten
Runeforsker Kristel Zilmer fortæller, at dateringen af resterne af ligbålet fundet sammen med Svingerud-stenen er så speciel, at den kan ændre tidslinjen for runesten i Norge.
»Vi har haft få pålidelige holdepunkter, og der har været lidt at komme efter i forhold til arkæologisk daterbare materialer,« siger hun til forskning.no.
Et eksempel er en anden kendt, tidlig norsk runesten. Den hedder Einangsstenen og står i Vestre Slidre i amtet Innlandet i det centrale Syd-Norge. Stenen er graveret med runer fra det ældste, kendte runealfabet, kaldet det ældre futhark-alfabet. Det er samme type runer, som er på Svingerud-stenen.
Einang-stenen er dateret til at være fra anden halvdel af det 3. århundrede efter vor tidsregning, altså den sene romerske periode.
Denne datering blev foretaget i løbet af 1900-tallet i forbindelse med arkæologiske undersøgelser, fortæller Kristel Zilmer. Stenen og stedet blev første gang undersøgt i 1870’erne, og flere undersøgelser af gravpladsen blev foretaget i 1900-tallet.
Dateringen er baseret på stenens kobling til gravpladsen og fund af gravgods fra nærliggende gravhøje, fortæller Kristel Zilmer. Det er for eksempel genstande fra gravene, som kan bruges til at vurdere, hvilken tidsperiode noget kommer fra.
En nyligt opdaget vikingegrav ved Holmen i Oslo er for eksempel blevet dateret til omkring 800-900, ud fra en type ringspænde der blev fundet i graven, som du kan læse mere om på forskning.no.
Andre sten kan måske være ældre end antaget
Men den mere præcise, moderne datering af Svingerud-stenen giver nye muligheder.
»I lyset af Svingerud-stenen kan vi begynde at spekulere på, om andre sten kan være ældre, end vi tidligere troede,« siger Kristel Zilmer til forskning.no.
Hvornår folk begyndte at hugge runer i sten, er i øjeblikket et ubesvaret spørgsmål. De ældste kendte rune-indskrivninger til dato stammer fra en kam fundet i Vimose på Fyn, som er dateret til omkring 160 efter vores tidsregning, ifølge Store Norske Leksikon.
Kristel Zilmer peger også på, at der vil komme flere resultater om denne runesten i fremtiden.
Forskerne arbejder blandt andet med 3D-modeller af stenen, videnskabelige artikler samt forskellige læsninger og fortolkninger af indskrifterne.
Forskellige hypoteser
Ud over en mulig hovedindskrift, der kan indeholde navne, er der flere andre inskriptioner på stenen.
De kan forklares på flere forskellige måder, men en hypotese er, at de mere simple tegninger kan være tidlige forsøg på runetegning, eller en efterligning af runerne, som en mere kyndig person har skrevet. Flere kan minde om skriblerier, mener Kristel Zilmer.
»Det kan være en mindesten, hvor en mere runekyndig person har udført navneindskriften. Så kan der være flere andre hænder, som måske har forsøgt at efterligne nogle tegn eller skabe deres egne versioner af disse runeformer.«
»Der kan have været flere, der tilføjede deres egne spor, inden stenen blev lagt ned sammen med graven.«
Kristel Zilmer understreger, at det måske ikke er muligt at bevise præcist, hvad de forskellige inskriptioner betyder, men at der er flere mulige forklaringer.
Du kan læse mere om, hvad inskriptionerne måske betyder på KHM’s hjemmeside.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
