Mennesker har sandsynligvis delt hjem med hunde, lige siden de første bofaste samfund opstod.
Man kan derfor hævde, at der ikke findes et egentligt 'menneskesamfund' uden også at medregne dyr som en del af det.
Den lange fælles historie mellem mennesker og hunde er endda blevet beskrevet som en form for samudvikling.
Et nyt studie, som mine kolleger i Cambridge og jeg har offentliggjort, viser nu, at golden retrievere og mennesker tilsyneladende deler et genetisk grundlag for i hvert fald visse former for adfærd.
Hunde udviser en række tilpasninger, som gør dem i stand til at leve sammen med og samarbejde med mennesker.
Tidlige mennesker kan endda have udvalgt hundenes forfædre ud fra deres evne til at spise en kost, der mindede mere om menneskers end om ulves.
På det psykologiske plan findes der mange tilpasninger, som fremmer kommunikationen mellem de to arter, for eksempel evnen til at følge menneskets gestussprog som at pege - en evne, der overgår, hvad vores nærmeste slægtninge, chimpanser, formår.
Hunde og mennesker har en stor gensidig forståelse
Hunde ser også ud til at være usædvanligt dygtige til at reagere hensigtsmæssigt på menneskelige følelser.
Og relationen er gensidig. Mennesker lader til at have en tilsvarende intuitiv forståelse af hundes vokaliseringer.
I dag favner vores forhold også det tempo og den travlhed, som ofte kendetegner et moderne liv. Derfor er det ikke overraskende, at stressrelaterede problemer er meget udbredte hos hunde – især i lande som for eksempel USA.
Det har fået forskere til at spørge, i hvor høj grad vi også deler mentale sundhedsproblemer.
For nylig er det flere gange blevet hævdet, at hunde potentielt kan udvise et autismelignende syndrom. I marts 2025 blev en lignende genetisk markør identificeret, som er knyttet til nogle af de sociale vanskeligheder, der forbindes med autisme.
Vores studie har løftet denne genetiske undersøgelse til et nyt niveau.
Mit team og jeg analyserede den genetiske kode og adfærd hos 1.300 golden retrievere, for at finde gener der er forbundet med deres adfærdstræk.
Herefter identificerede vi de tilsvarende gener hos mennesker - gener, der stammer fra den samme evolutionære forfader.
Forskerne kortlagde også, hvordan disse gener hænger sammen med en række menneskelige forhold som intelligens, mental sundhed og følelsesmæssige processer.
Jeg har specialiseret mig i at studere håndteringen af ledsagedyrs følelsesliv ved University of Lincoln og samarbejdede derfor med holdet om at undersøge det psykobiologiske grundlag for disse træk.
Vi identificerede 12 gener, hvor der så ud til at være en sammenhæng mellem hunde og mennesker relateret til vores psykologiske funktioner.
Nogle af disse gener var tæt forbundne i forhold til de følelsesmæssige reaktioner, de udløste, for eksempel reaktioner knyttet til ikke-social angst. I andre tilfælde var forbindelsen dog mindre indlysende.
Vi formulerede hypoteser, som kan forklare disse sammenhænge, og på denne måde fandt vi logiske forklaringer, der understøtter de ligheder, vi så i de genetiske koblinger hos mennesker og golden retrievere.
For eksempel var hundegenet ADD2 forbundet med frygt for fremmede, mens det hos mennesker er relateret til depression.
Et centralt kendetegn ved depression hos mennesker er social tilbagetrækning, og derfor har vi mistanke om, at der kan være en fælles genetisk sammenhæng, som hos hunde (der generelt er hypersociale) kommer til udtryk som angst over for fremmede.
Andre mulige sammenhænge knyttede sig til menneskelige tilstande, der involverer komplekse kognitive processer, som for eksempel selvrefleksion, som man normalt ikke mener forekommer hos hunde.
Men da vi undersøgte de menneskelige sammenhænge nærmere, kunne vi alligevel identificere mulige forklaringer på selv en del af disse forbindelser.
For eksempel viste, hvor let en hund var at træne sig ofte at være forbundet med gener hos mennesker, der ikke kun hænger sammen med intelligens, men også med sensitivitet over for at tage fejl.
Stærkt fundament for fremtidige studier
Så vidt vi ved, kan hunde ikke forestille sig sig selv og deres situationer på abstrakte måder, som mennesker kan, men deres sensitivitet over for ubehagelige oplevelser kan i høj grad variere.
Det kan derfor udgøre grundlaget for et fælles genetisk udspring mellem de to arter.
Resultaterne giver et stærkt fundament for fremtidige studier inden for komparativ og evolutionær psykiatri.
Som Eleanor Raffan, dyrlæge og lektor i fysiologi, der stod i spidsen for Cambridge-delen af forskningen, udtrykker det:
»Resultaterne er virkelig opsigtsvækkende. De leverer solid dokumentation for, at mennesker og golden retrievere deler fælles genetisk udspring for deres adfærd. De gener, vi har identificeret, påvirker ofte følelsestilstande og adfærd.«
Forskel på, hvordan vi oplever følelser
Der er naturligvis forskel på, hvordan mennesker og hunde oplever deres følelser.
En stor del af menneskers følelsesliv er tæt knyttet til komplekse tankeprocesser. Det mindsker dog ikke betydningen af beslægtede tilstande, som kan afspejle psykisk mistrivsel eller lidelse.
Enoch Alex, førsteforfatter på studiet og ph.d.-studerende ved Institut for Fysiologi, Udvikling og Neurovidenskab, sammenfatter det således:
»Resultaterne viser, at genetik i høj grad styrer adfærd og gør nogle hunde mere tilbøjelige til at opleve verden som stressende. Hvis deres livserfaringer forstærker dette, kan de komme til at opføre sig på måder, vi tolker som dårlig adfærd, selvom de i virkeligheden er i mistrivsel.«
Selvom det kan være fristende af og til at afskrive akademisk forskning i hunde som en smule useriøs, peger dette nye arbejde på en vigtig ny rolle for hunde i vores fælles samfund: som naturlige modeller for psykiske lidelser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
