Det vigtigste for at overleve i naturen er at skaffe føde. Der findes et utal af rovdyr og byttedyr, og hver især har de enten specialiseret sig i at fange bytte, eller i at undgå at blive spist.

Eksemplerne er mange, og vi er sikkert flere, der følger spændte med i naturudsendelserne, når geparden sætter i løb, eller bjerggeden flygter op af en nærmest lodret klippevæg.

Forholdet mellem byttedyr og rovdyr har stor interesse for evolutionsforskere, da det ofte afslører store tilpasninger hos både jægeren og den jagede.

Men hvis man ikke er et stort filmhold med et produktionsbudget som BBC, så er det både svært og dyrt at studere dyrs jagtmetoder i naturen.

Nye teknologiske fremskridt har dog gjort højhastighedskameraer både bedre og mindre, og det kommer forskerne til gode.

»Det gør forskerne i stand til at forstå dyrene meget bedre. I naturen er der ofte en meget større variation i, hvordan dyrene opfører sig, i forhold til i fangenskab,« siger Tobias Wang, der er zoolog på Aarhus Universitet, hvor han forsker i krybdyr, men ikke var med i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.

LÆS OGSÅ: Hvilken slange er den farligste i verden?

Klapperslangen er hurtigere i naturen end i laboratoriet

Et af de meget specialiserede forhold mellem rovdyr og byttedyr finder man hos klapperslangen og kængururotten. 

Men selvom de er oplagte at studere, har man faktisk ikke vidst særlig meget om, hvordan klapperslangen angriber sit bytte.

Det skyldes blandt andet, at klapperslangen ikke bider ligeså hurtigt i laboratoriet, som den gør i naturen.

»I fangenskab er dyrene oftest ikke ligeså trænede, som i naturen, og der er også problemer med indavl og overvægt. Det kan også skyldes, at slangen i fangenskab ikke er ligeså motiveret efter at fange sit bytte, og at forskerne derfor har provokeret den med for eksempel en pind, og det kan have resulteret i en forsvarsreaktion, fremfor et angreb som i naturen,« forklarer Tobias Wang.

Med nye, infrarøde højhastighedskameraer er det til gengæld lykkedes et forskerhold at fange en klapperslangen angreb på en kængururotte, hvilket kan ses i videoen øverst i artiklen.

Her slipper kængururotten væk med livet i behold, men forskerne ved endnu ikke meget om, hvad der lige præcis skal til for, at den ene klarer sig bedre end den anden.

LÆS OGSÅ: 'Spøgelseslange' fundet på Madagaskar

Den californiske kængururotte - dipodomys californicus - har en meget fleksibel sene i underbenet, som gør den i stand til at springe højt og hurtigt for at undvige klapperslangens bid. (Foto: Wikimedia Commons.)

Sådan undviger rotten slangebiddet

For slangen er der to udfald: spisetid - eller sulten i seng. For rotten er det liv eller død.

Der er altså meget på spil, og slangens succes afhænger blandt andet af, hvor nøjagtigt dens sigte er, når den skal bedømme afstand og timing til rotten. Og det lykkes ikke altid lige godt, som du også kan se i videoen.

»Resultaterne er ret interessante, da angrebene er meget hurtige og meget forskellige. Slangerne ser ud til at ramme meget forbi deres mål, og det er enten, fordi de simpelthen har svært ved sigte, eller også er det kængururotten, der er god til at undvige,« siger Timothy Higham, der er professor i biologi ved University of California i en pressemeddelelse.

»I naturen er det en helt anden situation end i fangenskab. I et laboratorium bliver musen måske sænket ned i et bur, som den slet ikke er vant til, og hvor den ikke har en reel mulighed for at slippe væk. I naturen kan den lave meget mere sofistikerede undvigelsesmanøvrer,« siger Tobias Wang. 

Klapperslanger i naturen er hurtigere end i laboratorier

Der er lavet mange studier af slangers angreb i laboratorier, men det nye studie er det første, der kigger på flere slangeangreb i naturen ved hjælp af højhastighedskameraer.

I studiet viser Higham og hans kolleger, at klapperslanger er langt hurtigere, end man kan se i studier lavet i laboratorier.

Studiet viser også, at kængururotter muligvis kan øge kraften af deres hop, når de er under angreb, ved hjælp af en teknik, de kalder ‘elastisk energilagring.’

»Elastisk energilagring er når musklen strækker en sene for derefter at slappe af, så den kan give en rekyleffekt, som en elastik der strækkes og gives slip på. Det er ligesom en slangebøsse - du kan trække i elastikken langsomt og affyre den hurtigt. Kængururotten bruger højst sandsynligt senerne i dens underben - der, hvor vores akilleshæl sidder - til at opbevare energi, som de kan frigive hurtigt og undvige angreb,« siger Timothy Higham i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Dyr ville tæske mennesker til OL

Vigtigt at studere dyrene i deres naturlige omgivelser

Studier af slanger i naturlige omgivelser giver os altså en bedre forståelse af, hvordan de opfører sig ude i virkeligheden.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt?

»Hvis vi vil bevare bestemte dyrearter, der for eksempel trues af klimaforandringer, så er vi nødt til at studere dem i deres vante omgivelser, så vi ved, hvad de har brug for,« siger Tobias Wang.

Derudover kan der ifølge Tobias Wang være store fordele i at studere naturen, som vi ikke kender på forhånd.

»Øget indsigt gør os bedre til at løse problemer, og der skal også være plads til forståelse, uden at vi kender en direkte effekt. Kængururotten i forsøget her er for eksempel elastisk i fødderne, ligesom kænguruen - som den er opkaldt efter - og den teknik bruger man blandt andet i kunstige lemmer, som bruger den her rekyl-effekt til at gøre de næste skridt lettere,« siger han.

LÆS OGSÅ: Kan vilde dyr have psykiske lidelser?

Laboratorieforsøg er stadig vigtige

Han understreger dog, at selvom forsøg i naturen giver os vigtig viden, så er  laboratorieforsøg stadig meget værdifulde. 

»Jeg mener, man bør studere dyrene i laboratoriet så meget, som man nu kan. Det giver en grundlæggende forståelse, som man kan gå ud og prøve af i naturen, hvor det er sværere at studere dem,« siger Tobias Wang. 

»Selvom vi kan begynde at få flere og flere studier i naturen, så er det stadig bare øjebliksbilleder. Antallet af fysiologiske målinger i naturen er for eksempel meget begrænsede.«

LÆS OGSÅ: Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt