Regn hører stadig til sjældenhederne i Antarktis. Forskere, der arbejder i felten, klæder sig på til kulde og skarpt lys med dunjakker, skibukser, skibriller og solcreme og ikke til regnvejr.
Fly lander på grusbaner, som sjældent fryser til, fordi der så sjældent falder nedbør.
Selv historiske hytter står stadig velbevarede i den ekstremt tørre luft. Men det er ved at ændre sig.
På den nordligste del af Antarktis' smalle og bjergfyldte halvø, der strækker sig mod Sydamerika, falder der allerede regn oftere end før.
Halvøen er i forvejen det varmeste område i Antarktis, og her sker opvarmningen hurtigere end på resten af kontinentet, og langt hurtigere end det globale gennemsnit.
Derfor giver forholdene et tidligt indblik i, hvad kystområderne i Antarktis, og især den sårbare vestantarktiske iskappe, kan stå overfor i de kommende årtier.
Jeg ledte for nylig et forskerhold, der undersøgte, hvordan Antarktis-halvøen vil ændre sig i dette århundrede ved tre forskellige scenarier: Høje, mellemstor og lav udledning af drivhusgas.
Vi fandt, at mængden af nedbør vil stige en smule og i stigende grad falde som regn frem for sne, i takt med at temperaturen stiger. Når dage over 0°C bliver mere almindelige, vil regn ændre landskabet fundamentalt.
Når varme og regn optræder samtidigt
Det ekstreme vejr kan allerede mærkes.
I februar 2020 sendte en hedebølge i den nordlige del af halvøen temperaturen op på 18,6°C.
Det er nærmest T‑shirt‑vejr og blandt de højeste temperaturer, der nogensinde er målt i Antarktis. Samtidig smeltede ishyldens overflade i området hurtigere end nogensinde før.
Atmosfæriske floder, som er smalle bånd af koncentreret fugt i atmosfæren, der transporterer enorme mængder vanddamp over lange afstande, spiller en stadig større rolle.
I februar 2022 udløste en atmosfærisk flod rekordstor overfladesmeltning.
I juli 2023 ramte endnu en atmosfærisk flod, og i kølvandet fulgte både vinterregn og temperaturer på 2,7°C.
Disse fænomener var tidligere uhørte i området. Nu dukker de op igen og igen og bringer regn og tøvejr til steder, der aldrig har oplevet det før.
Sne og regn er en dårlig kombination. Vi har nok alle set et tykt lag sne forsvinde på få timer, når regnen først sætter ind.
På Antarktis‑halvøen tilfører regn både varme og vand, som smelter og skyller sneen væk. Det betyder, at gletsjerne mister den friske sne, de normalt 'lever af'.
Smeltevandet kan også sive helt ned til bunden af gletsjerne og smøre underlaget, så isen glider hurtigere mod havet. Det øger både kalvningen af isbjerge og det samlede istab.
For de flydende ishylder skaber regnen et andet problem.
Den gør sneen på overfladen tættere, så smeltevand samler sig i søer. Vandet bliver hurtigt varmere end omgivelserne, fordi det reflekterer mindre sollys end sne og is.
Det kan smelte sig ned gennem ishylden som lodrette kanaler og svække hele strukturen. Når isen mister sin styrke, øges risikoen for, at store stykker brækker af.
Netop smeltevandssøer spillede en central rolle, da ishylderne Larsen A og B kollapsede i begyndelsen af 2000'erne.
Havisen er heller ikke beskyttet. Regn reducerer snedækket og gør isens overflade mørkere, så den absorberer mere varme og smelter hurtigere.
Når havisen forsvinder, mister gletsjerne også den naturlige buffer, der sætter en dæmper på bølgerne og beskytter isens rand mod at brække af. Samtidig går vigtige levesteder tabt for alger og krill, og pingviner og sæler mister deres ynglepladser.
Pressede økosystemer
Et mere regnfuldt klima vil presse en række økologiske processer.
Regnvand kan oversvømme pingvinernes redepladser.
Pingviner er udviklet til et polart ørkenklima og er ikke tilpasset regn. Kyllingernes dun er ikke vandtætte, så når de bliver gennemblødte, kan de hurtigt blive nedkølede og dø.
Sammen med opvarmning af havet, mindre havis og færre krill vil denne belastning ramme pingvinarter over hele kontinentet.
Ikoniske arter som adelie‑ og rempingviner, der er afhængige af is, risikerer at blive fortrængt af den mere tilpasningsdygtige æselpingvin (Pygoscelis papua eller gentoo-pingvinen, som den også kaldes), der breder sig længere mod syd.
Selv i de allermindste økosystemer sætter regnen sit præg.
Når snedækket bliver vasket væk, går det ud over snealger, som er mikroskopiske planter, der lever på overfladen af gammel sne og gletsjere, og som spiller en vigtig rolle i Antarktis' økosystemer på land.
De er føde for mikrober og små hvirvelløse dyr og kan gøre sneoverfladen mørkere, så den absorberer mere sollys og smelter hurtigere.
Normalt fungerer sneen som et isolerende lag, der beskytter jorden og de små organismer under den mod ekstreme temperatursvingninger. Når sneen forsvinder, udsættes de for langt hårdere og mere omskiftelige forhold.
Samtidig kan varmere havvand gøre det lettere for invasive marine arter, som visse muslinger og krabber, at etablere sig i området.
Udfordringer for forskerne
Mennesker er heller ikke immune over for et mere regnfuldt Antarktis.
Med den stigende geopolitiske interesse i regionen er det sandsynligt, at der kommer mere menneskelig infrastruktur, måske nye baser eller beboelser, der skal betjene fremtidige industrier som turisme eller fiskeri.
Meget af den eksisterende forskningsinfrastruktur er bygget til sne, ikke vedvarende regn.
Når regn fryser til is på landingsbanerne, kan fly ikke lande, før isen er fjernet. Sjap og smeltevand kan skade bygninger, telte, måleinstrumenter og køretøjer. Også tøj og udstyr skal måske designes om i fremtiden.
I visse tilfælde kan hele forskningsstationer blive nødt til at flytte.
På den nærliggende Alexander Island har øget overfladesmeltning allerede gjort det vanskeligt at få adgang til Mars Oasis, som er et område med kontinuerlig økologisk forskning siden slutningen af 1990'erne.
Det har skabt huller i den videnskabelige tidsserie.
Sårbar kulturarv
De historiske steder er særligt udsatte. Antarktis rummer 92 officielle kulturminder, alt fra hytter og depoter til tidlige forskningsinstallationer, opført gennem to århundreders udforskning. Mange af dem ligger på halvøen.
I et varmere og vådere klima truer både tøende permafrost og kraftigere regn konstruktionerne. Tømmeret bliver hurtigere nedbrudt. Fundamenterne sætter sig.
Bygningerne vil kræve hyppigere vedligehold i en del af verden, hvor bevaringsarbejdet i forvejen er logistisk ekstremt vanskeligt.
Et kontinent i forandring
Antarktis-halvøen forandrer sig allerede hurtigt. Hvis den globale temperatur stiger mod 2–3°C i løbet af dette århundrede, vil ekstremt vejr, regn og overfladesmeltning kun tage til.
Skaderne på økosystemer, infrastruktur, gletsjere og kulturarv kan blive både alvorlige og uoprettelige.
Regn, som tidligere var en sjældenhed i Antarktis, er ved at blive en kraft, der kan ændre livet på halvøen. Selv hvis vi holder den globale opvarmning under 1,5°C, kan vi ikke forhindre udviklingen helt. Men det kan bremse, hvor hurtigt regnen får lov til at omforme det frosne kontinent.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
