Slangerne har ikke altid været lange og glatte. For omkring 150 millioner år siden mistede slangernes forfædre deres ben, da en mutation nær et gen, der sørger for benvækst, blev slukket. Det er to uafhængige forskerhold netop kommet frem til. Det skriver Sciencemag.org.
»Det kan være helt små ændringer i genomet, der kan udgøre en større, specifik ændring,« siger James Hanken, der er evolutionsbiolog ved Harvard University og står bag det ene af de to studier, til Sciencemag.org.
Grunden til, at forskerne ved, at slangerne har haft ben, er, at man i dag eksempelvis kan finde bittesmå ben-knogler inde i kroppen på pytoner og boaer.
\ Læs mere
For at finde de gener, der burde stå for, at slangerne får ben, har forskerne sekventeret genomerne fra forskellige slangearter og andre reptiler for at sammenligne de to. Forskerne fandt, at i et særligt gen, der er opkaldt efter spilkarakteren Sonic the Hedgehog, var der tre ændringer, som gør det svært for slangerne at udvikle ben.
Det andet forskerhold fra Lawrence Berkeley National Laboratory i Californien testede genet yderligere ved at sætte det ind i mus. Her kunne de se, at musene kun udviklede små benstumper og ikke almindelige ben.
Studierne kan ifølge Sciencemag.org være med til at stoppe den kontrovers, der har været mellem palæontologer, når de har fundet fossilerede slanger med ben i forskellige størrelser.
»Det her kan forklare, hvordan nogle uddøde slanger havde ben, og andre ikke havde,« siger Michael Richardson, der er udviklingsbiolog ved Leiden University i Holland og ikke er en del af studierne, til Sciencemag.org.
Studierne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology og Cell.
aml
































