Forskere har ved et uheld krydset to fiskearter og skabt et særsyn af en skabning
stør ny art hybrid truet

Der er vist ingen tvivl om, at denne fisk er resultatet af et uheld i et laboratorie. Desværre kan den nye stør-hybrid ikke selv lægge æg og få unger, så den kommer ikke til at løse den store udfordring, at fiskearten er truet. (Foto: Flórián Tóth)

Der er vist ingen tvivl om, at denne fisk er resultatet af et uheld i et laboratorie. Desværre kan den nye stør-hybrid ikke selv lægge æg og få unger, så den kommer ikke til at løse den store udfordring, at fiskearten er truet. (Foto: Flórián Tóth)

Kilde: 
16 juli 2020

Diamantstøren og den amerikanske spadestør er to vidt forskellige fisk, men åbenbart ens nok til, at de skaber lidt af en Frankenstein-fisk, når man parrer dem. 

En forsker fra Ungarn er kommet til at gøre netop dette.

Han har ved en fejl krydset sæd fra en spadestør med et æg fra en diamantstør i et laboratorie, og livet ville frem. Nu er der så blevet udklækket en mærkværdigt udseende hybrid af de to arter, og der er blevet udgivet et videnskabeligt studie om svipseren i tidsskriftet Genes, skriver The New York Times.

»Jeg var nødt til at kigge en ekstra gang, da jeg først så det. Jeg troede simpelthen ikke på det. Jeg tænkte: En hybrid mellem en diamantstør og en spadestør? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,« siger Solomon David, der er adjunkt ved Department of Biological Sciences på Nicholls State University i USA til the New York Times.

Han er ikke selv en del af forskerne bag studiet.

Far- og mor-fisken er vidt forskellige

Umiddelbart er far- og mor-fisken ellers helt forskellige. Ja, umulige at parre, skulle man tro.

Diamantstøren (Acipenser gueldenstaedtii), hvis æg bruges til at lave kaviar, er en kødæder, der jager skalddyr og mindre fisk på bunden af floder over hele kloden. Den amerikanske spadestør (Polyodon spathula) er til gengæld en planteæder, der filtrerer plankton igennem sin mærkværdige, lange snude fyldt med sansesensorer.

Den ene ligner ved første øjekast en glat sværdfisk, mens den anden har takke og tyngde som en stegosaurus. Fælles for dem begge er, at de er blandt de mest truede dyr på Jorden, og forskerne var da også i færd med at undersøge, om det var muligt at befrugte æggene fra de truede arter aseksuelt, da uhelds-parringen skete.

stør ny art hybrid truet

Øverste billede er en russisk diamantstør, men det nederste billede er en amerikansk stør. De to midterste billeder er nogle af hybridfiskene. (Foto: Flórián Tóth)

Selvom størerne har navne, der lægger sig tæt op ad hinanden, er de evolutionært ligeså forskellige som mus og mennesker, har man hidtil troet.

I mere end 184 millioner år har fiskene været adskilt, skriver the New York Times. Den sidstkendte fælles forfader stammer fra dinosaurernes tid. 

De mere end hundrede nye fisk, der er kommet ud af den romantiske forening mellem sæd fra spadestøren og æg fra diamantstøren i et laboratorie, har træk fra begge arter. De har munde og er kødædere, som deres mødre, men flere har også deres fars snuder og finner, bare en anelse mindre.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.