Forskere afslører: Sådan gemmer marsvinet sig for fjender

Vi mennesker har mange taktikker til at undgå vores dødsfjender eller bare irriterende bekendtskaber. Det har marsvinet ved navn Phocoena phocoena også, viser det sig.

De har nemlig hævet frekvensen af de kliklyde, de udsender, når de ligesom flagermus med såkaldt biosonar eller ekkolokalisering orienterer sig og finder bytte under vandet. Siden marsvinenes lyde blev beskrevet i 1970'erne, har teorien gået, at disse frekvenstilpasninger er en måde at skjule sig for fjender på.

»Marsvinet og dets slægtninge har udviklet deres smalbånds-biosonar som en slags 'stealth-teknologi', der ikke kan høres af spækhuggere, som spiser sæler og mindre hvaler,« siger Jakob Tougaard, seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. (For mere om stealth-teknologi, se faktaboks)

Han har sammen med kolleger fra Danmark og Canada været med til at undersøge, om teorien så også holder. Og det kan de nu med stor sikkerhed sige, at det gør den.

Hør marsvinenes kliklyde i dette lydklip fra Aarhus Universitet.

To bestandes frekvens sammenlignet

For at undersøge sagen nærmere måtte forskerne have to adskilte grupper marsvin, som de kunne aflytte med undervandsmikrofoner, såkaldte hydrofoner. De undersøgte en gruppe, der lever i spækhuggerfyldt farvand og en gruppe, der lever i nogenlunde ro og fred for spækhuggere.

Den første bestand fandt de ud for kysten ved British Columbia i Canada, den anden i danske farvande hvor der ikke har været nævneværdige spækhuggerbesøg i 100 år.

»Hvis teorien er rigtig, så må det jo også gå den anden vej: Hvis man nu fjerner det her selektionstryk fra spækhuggerne, så kan marsvinene bruge en lidt lavere frekvens,« forklarer Jakob Tougaard.

Og forskerne fandt det, de havde forudset: Marsvinene i Canada brugte en lidt højere frekvens end deres danske artsfæller.

Marsvin kæmper om frekvenserne

Forskerne fandt frem til, at forskellige marsvinearter holder deres sonar (se faktaboks) adskilt ved at skrue på frekvensen.

Ud for Canada lever der nemlig også en anden marsvinebestand af arten Dalls marsvin (Phocoenoides dalli). Det viste sig, at deres biosonar havde en anelse lavere frekvens end de canadiske marsvin. Dalls marsvins frekvens var den samme som de danske marsvin.

»Når man har to arter, som bruger det samme signal i samme område, så er det smart at forskyde sig en lille smule,« siger Jakob Tougaard og forklarer, at hans kollega Line Kyhn tidligere har opdaget det selvsamme omkring to delfinarter ved Falklandsøerne: Commersons delfin (Cephalorhynchus commersonii) og Peales delfin (Lagenorhynchus australis).

Hele projektet er en del af Line Kyhns ph.d.-afhandling 'Passive acoustic monitoring of tothed whales, with implications for mitigation, monitoring and biology'.

Højere frekvens gør marsvin 'nærsynet'

Marsvinenes kliklyde ligger i frekvensområdet over 100 kHz, hvilket betyder, at hverken spækhuggere eller mennesker kan høre dem. På den måde adskiller marsvinene sig fra den bedst kendte tandhvalsart øresvinet Tursiops truncatus, der 'taler' helt ned i det menneskeligt hørbare frekvensområde 20 kHz.

Men marsvinets Stealth-teknik har også en ulempe. Højfrekvente lyde dæmpes hurtigere i vand, så når marsvinene forsøger at fange en fisk under vand, så er deres rækkevidde begrænset i forhold til andre dyr.

»Et øresvin kan med sin sonar 'se' en stålkugle på 7,5 centimeter i diameter, svarende til størrelsen på de fisk de jager, på mere end 100 meters afstand, mens marsvinet næppe kan 'se' den længere end 30-40 meter væk,« forklarer Jakob Tougaard.

Derfor er marsvinets frekvens altså tilpasset, så den ikke er så lav, at spækhuggere kan høre det, og ikke så høj at marsvinet bliver for nærsynet.

Man må ikke gifte sig med en teori

Men selvom meget nu tyder på, at 'spækhugger-forklaringen' holder vand, så skal man som forsker huske ikke at »gifte sig« med en teori, understreger Jakob Tougaard.

»Man skal huske at kigge på, om der kunne være alternative forklaringer. Det er ikke noget, vi har gjort så meget ud af i denne omgang, men hvis man helt lavpraktisk kigger på, hvad er forskellen på en delfin og et marsvin, så er det, at marsvin lever kystnært.«

Derfor, fortæller han, kunne man måske forestille sig, at der var noget, der gjorde, at marsvinenes sonar-signal var særligt smart på lavt vand.

»Teorien holder dog ikke helt, for det gælder måske for vores danske marsvin, mens andre racer - såsom Dalls eller brillemarsvinene - lever langt fra kysten.«