Fra trilobitter til tyrannosaurus - de fleste fossiler stammer fra dyr med hårde skaller, panser eller knogler.
Disse materialer nedbrydes ikke så let, så sedimentet har tid til at hobe sig op omkring dem og forvandle dem til et aftryk af det væsen, der stadig er med os flere millioner år, efter det døde.
Organismer med blødt skeletvæv - som for eksempel orme - går hurtigt i opløsning, så deres fossile vidnesbyrd er knap så stort.
Til tider bliver deres jordiske rester bevarede. Det sker under de mest ekstraordinære omstændigheder og ofte de mest usædvanlige steder.
Med det rette detektivarbejde kan palæontologerne bruge opdagelserne til at åbne op til historien om det tidligste liv på Jorden.
For nylig gav en opdagelse i 50 millioner år gamle klippestykker et særligt fantastisk eksempel: forstenet ormesæd.
Det er en påmindelse om, at der findes fossiler, der er langt mere ejendommelige end knoglerne fra en dinosaur.
Her er nogle af de mest bizarre eksemplarer:
1. Forhistoriske sædceller slog alle tidligere rekorder
Det bemærkelsesværdige fund af forstenet sæd fra en sadelorm (Clitellata) er verdens ældste sædceller fra et dyr. Det slog den tidligere rekordholder - sæd fra en springhale fundet i baltisk rav - med mindst 10 millioner år.
Da sadelormene formerer sig ved at frigive deres æg og sædceller i beskyttende pupper, var det muligt at bevare sæden. I dette tilfælde blev pupperne beskyttet af en solid skal, indtil forskerne fandt dem på Antarktis.
Man var dog nødt til at benytte mikroskopiske analyser for overhovedet at kunne se sædcellerne.
Sædcellerne fra sadelormene ligner sæden fra en igle-lignende orm, der fastgør sig på krebsdyr, selvom de nu kun findes på den nordlige halvkugle.
Forskerne mener, at den samme teknik kan anvendes på andre puppe-fossiler, så vi kan lære mere om de dyr, der tidligere var så gådefulde.
2. En meget veludstyret reje fra silurtiden
Hvis 50 millioner år gamle sædceller var lidt af en overraskelse - hvad så med en 425 millioner år gammel rejepenis?
En lillebitte muslingekrebs (Ostracoda - Underarter: Podocopa, Myodocopa) blev fundet i en grøft nær den engelsk-walisiske grænse - og det var meget tydeligt, at der var tale om en hanreje.
Rejen var bevaret i en tredimensionel stilling, og alle bløddelene var forstenede. Den var overordenligt veludstyret fra naturens side.
I den siluriske tidsalder lå det walesiske grænseland på kontinentalsoklen af et tropisk hav. Havdyr blev ind imellem begravet og forstenet af asken fra fjerne vulkaner.
Muslingekrebsen - og utallige andre små fossiler - kan ikke ses alene med et mikroskop, så deres mineralske gravkammer skrabes gradvist væk, så fossilen kan genskabes ved hjælp af digitale 3D-billedteknikker.
3. Forhistorisk afføring og opkast
Det skal være skidt, før det bliver godt. Det kan bedst illustreres af forstenede koprolitter (fossile ekskrementer), som kan findes i mange naturhistoriske butikker.
Men det er mere end bare en spøg og skæmt-artikel. Det er sporfossiler, der har en enorm palæontologisk værdi. De kan fortælle palæontologerne nøjagtigt, hvad et uddødt dyr åd.
Koprolitter er bare en af mange 'stink rocks', som er det navn, man gav de fossile ekskrementer i 1990'erne, og som dækker al slags forstenet ekskrement. Koprolitter dukker efterhånden op overalt.
I Australien har forskere afsløret, at cretaceous plesiosaurs fandt deres føde på havbunden.
I Polen hjælper den opgylpede aftensmad fra fisk os med at regne ud, hvordan livet på Jorden kom sig efter den største masseudryddelse i planetens historie.
Og man mener, at den blækspruttelignende belemnitida, også kaldet vættelys, i skifer fra juratiden og udgravet i Peterborough og Whitby er ichthyosaur-opkast.
4. Hyæner i hule i Storbrittanien
I Kirkdale Cave ved Kirbymoorside i North Yorkshire fandt minearbejdere et meget mærkværdigt fossil i 1821. Da de borede i en klippeside, fandt de et stort hulrum fyldt med dyreknogler.
De troede først, at knoglerne stammede fra kvæg, men en lokal naturforsker kunne se, at de var mere eksotiske. Knoglerne fandt med tiden vej til Oxford University og professor William Buckland.
Buckland var en fantastisk og eksperimentel forsker, der hævdede, at han havde spist sig gennem hele dyreriget. Han kunne se, at knoglerne stammede fra planteædende dyr som elefanter og næsehorn.
Knoglerne bar spor efter at havde været gnavet i, og de forstenede ekstrementer, man fandt i hulen, lignede hyæneafføring.
Det var belejligt, at Buckland havde en hyæne som kæledyr. Han beviste, at Kirkdale Cave engang havde været et levested for hyæner - og samtidig grundlagde han palæontologi som en videnskab.
Vi ved nu - næsten 200 år senere - at 'afrikansk' megafauna strejfede omkring i Vale of Pickering, Storbrittanien, for cirka 125.000 år siden i en varm fase mellem to istider.
5. Mr. Tullys mystiske monster
Man stødte på fossilerne i Mazon Creek i Illinois, USA, da man borede efter kul i det 19. århundrede.
Men det var ikke før 1950'erne, at fossilerne blev berømte takket være Francis Tully's opdagelse af et yderst bemærkelsesværdigt bæst.
(Foto: Ghedoghedo/Wikimedia Commons, CC BY-SA)
Han opdagede et fantastisk velbevaret dyr med detaljerede aftryk af blødvæv i en konkretion af jerncarbonat.
Det viste sig, at den slags fossiler kun fandtes i Mazon Creek, hvor der til gengæld var mange af dem. Bæstet var en Tullimonstrum gregarium - som nu er delstaten Illinois' officielle stats-fossil.
Ingen ved helt præcist, hvad Mr. Tullys monster var for en størrelse. Den er cirka fem centimeter lang og har en lang snude med tandlignende klosakse, to øjne på stilke, en segmenteret krop og en halefinne.
Den var muligvis et rovdyr, og man mener, at den levede på kanten af et stort tropisk floddelta.
Et halvt århundrede senere er det stadig alt, vi ved. Den kan ikke grupperes tilfredsstillende med andre hvirveldyr - hverken levende end uddøde.
Liam Herringshaw modtager støtte fra University of Hull. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
