Væggelus er blodsugende insekter og specielt en art, menneskevæggelusen, har tilpasset sig et liv sammen med mennesker.
Alle der har haft væggelus i deres hjem ved hvor generende de kan være, når de kommer frem om natten og suger blod, mens man ligger og sover.
Biddene kan minde om myggestik, men heldigvis menes dyrene ikke at kunne overføre sygdomme. Alligevel kan bare tanken om disse små blodsugere i ens seng få det til at gyse i de fleste. Og dette endog uden at man er bekendt med hvilke voldsomheder, der foregår blandt væggelusene, mens vi ligger fredeligt og sover i vores senge.
Væggelusene har nemlig en meget speciel parringsadfærd, hvor hannen nærmest voldtager hunnen på det groveste.
Traumatisk inseminering
Møder han-væggelusen en hun, og kan han se sit snit til det, skynder han sig at kravle op på ryggen af hende og holde sig fast.
Herefter krænger han bagkroppen rundt om hende og forsøger at stikke sit syl-formede parringsorgan (se billede 2) ind gennem hudskelettet (kutikulaen) på undersiden af hunnens bagkrop. Lykkes det, afsætter han sin sæd inde i hunnens bagkrop.
Parringen foregår altså ikke gennem en kønsåbning, som hos de fleste andre insekter og dyr i det hele taget, men derimod direkte gennem kutikulaen. Man har kaldt dette for traumatisk inseminering, fordi der sker en reel fysisk skade på hun-væggelusen ved parringen.
Hun-væggelusens specielle indre struktur
Nu ville en sådan parringsadfærd næppe have stor chance for at overleve gennem evolutionen, hvis hunnen blev skadet for voldsomt ved parringen. Det viser sig da også, at hunnens fysiologi har tilpasset sig, så skadevirkningen mindskes.
Hendes kutikula er udformet på en måde, der guider hannens parringsorgan til et bestemt sted på undersiden af bagkroppen (parringsfuren, se billede 3). Under dette sted har hunnen udviklet en speciel indre struktur, som kan opsamle hannens sæd og hvorfra sæden frit kan bevæge sig gennem kropshulen, til ovarierne (æggestokkene), hvor æggene befrugtes.
Seksuel konkurrence
På trods af disse tilpasninger er traumatisk inseminering dog fortsat skadelig for modtageren og hunner som modtager mange parringer lever kortere end, hvis de kun modtager få.
Der er altså basis for en form for seksuel konflikt, hvor hannen har fordel af at parre så mange hunner som muligt, hvorimod hunnen bør forsøge at undgå alt for mange parringer.
Homoseksuelle, fatale insimineringer
Endnu værre kan det dog gå andre hanner, idet han-væggelusen også vil angribe andre hanner eller selv store nymfer (væggelusen har 5 nymfestadier, ”ungdomsstadier”, som ligner de voksne blot i mindre udgaver), specielt hvis de mødes lige efter blodsugningen.
Lykkes det en han at gennemføre en inseminering på en anden han (eller på en nymfe), vil denne dø i løbet af kort tid, sandsynligvis fordi han ikke har de samme fysiologiske tilpasninger som hunnen.
Peberspraysbeskyttelse
Hannerne af menneskevæggelusen kan som sagt ikke tåle homoseksuelle parringsforsøg og derfor er det ikke overraskende, at de har udviklet et forsvarssystem, som mest af alt minder om en peberspray.
\ Fakta
Bekæmpelse af væggelus Væggelus har levet sammen med mennesker i flere tusinde år, sandsynligvis helt tilbage fra den tid, hvor vi boede i huler sammen med flagermus, som er væggelusenes oprindelige vært. Gennem tiderne har meget været forsøgt for at slippe af med væggelusene, men med varierende succes. Bedst styr på dem var der i perioden efter anden verdenskrig, hvor det blev muligt at bruge DDT til bekæmpelsen og det var yderst effektivt. Siden da er andre bekæmpelsesmidler kommet til, men mange er også forsvundet igen, fordi de har haft uheldige virkninger på mennesker og miljø. Gennem det seneste årti er væggelusene så for alvor dukket op igen. Over det meste af verden rapporteres der om stigende problemer med væggelus, dels p.g.a. stigende rejseaktivitet, dels fordi der er færre bekæmpelsesmidler til rådighed og de, der er tilbage, er væggelusene blevet modstandsdygtige overfor.
Via kirtler på undersiden af forkroppen kan de udskille nogle forsvarsstoffer, som får den angribende han til at stoppe sit forehavende.
Man har påvist funktionen af disse kirtler ved at hanner, som holdes sammen med andre hanner og som får blokeret deres ”forsvarskirtler”, er mere udsat for homoseksuelle parringsforsøg og dør hurtigere end normale hanner.
Man har gennem en del år også vidst, at væggelus-hunnen forsøger at undgå parringsforsøg ved at holde sig i en positur, så hannen ikke kan nå hendes parringsfure på undersiden af bagkroppen.
Derudover er det kendt, at hunnerne til tider udskiller flygtige stoffer, men man har ikke ment, at dette har nogen betydning for hannernes parringsforsøg.
Flygtige stoffer kommer frem på video
I et netop publiceret studie i det anerkendte tidsskrift PLOS ONE har vi udforsket væggelusenes brug af flygtige stoffer ved at kombinere nye kemiske analysemetoder (Proton Transfer Reaction – Mass Spectrometry eller PTR-MS) med videooptagelser.
PTR-MS er et udstyr, der kontinuert kan analysere luftens indhold af stoffer.
Tidligere har man været nødt til at indsamle luft over et stykke tid og efterfølgende analysere prøven.
Forskellen er altså, at vi med PTR-MS målingerne hele tiden havde et mål for hvilke stoffer der var til stede.
Ved at kombinere disse målinger med videooptagelser af væggelusenes adfærd, kunne vi relatere de udskilte stoffer til specifikke adfærdsmønstre.
Ekstra stor aktivitet efter blodsugning
I undersøgelsen blev mindre grupper af væggelus anbragt i et gennemsigtigt kammer og fik lov til at suge blod.
Efter blodsugningen er der altid speciel stor parringsaktivitet blandt væggelusene, muligvis fordi de blodfyldte hunner har sværere ved at blokere hannernes adgang til parring p.g.a. af deres opsvulmede bagkrop.
Luften i kammeret blev gennem hele forløbet målt med PTR-MS analysatoren, samtidig med at væggelusenes adfærd blev optaget på video.
Efterfølgende var det så muligt, at identificere heteroseksuelle og homoseksuelle parringsforsøg og sammenholde dem med hvilke flygtige stoffer der blev fundet i luften.
Ingen forskel på hannens og hunnens forsvarsstoffer
Resultaterne viste tydeligt, at to forsvarsstoffer, hexenal og octenal, udskilles i store mængder i nogle meget pludselige og kortvarige frigivelser, som altid var sammenfaldende med afbrydelse af et parringsforsøg.
Der var i denne sammenhæng ingen forskel på, om det var et homoseksuelt eller et heteroseksuelt parringsforsøg. Der blev dog observeret væsentligt flere frigivelser af forsvarsstoffer ved homoseksuelle parringsforsøg, muligvis fordi det er vigtigere for hanner at undgå gennemførte insemineringer.
En analyse af forholdet mellem de to forsvarsstoffer viste stor variation, og der var ingen sammenhæng med, om de blev udskilt af en han eller en hun.
Det tyder altså på, at den præcise sammensætning af forsvarsstofferne ikke har betydning for funktionen.
Bliver nødt til at spare på krudtet
Væggelus-hunnen kan altså forsvare sig bedre end hidtil antaget, idet hun udover at blokere hannens adgang til parringsfuren også kan forhindre parringsforsøg ved at udskille forsvarsstoffer ligesom hanner og nymfer.
Undersøgelsen viste dog også, at det ikke var alle parringsforsøg som hunnen forhindrede – der blev observeret heteroseksuelle parringer som blev gennemført uden udskillelse af flygtige stoffer.
Resultaterne lægger derfor op til yderligere adfærdsundersøgelser på væggelus for at afdække, hvordan hunnernes mulighed for at forsvare sig mod uønskede parringsforsøg påvirker den seksuelle konflikt mellem hanner og hunner.
Man kunne forestille sig, at der var væsentlig forskel på brugen af forsvarsstoffer afhængigt af om hunnen tidligere er parret eller ej, idet hunnen skal parres mindst en gang for at kunne lægge æg.
Et vigtigt aspekt er desuden, at det naturligvis er ganske bekosteligt for hunnen at udskille store mængder forsvarsstoffer, så måske bliver de nødt til at spare på ”krudtet”.
I forhold til andre dyr har denne undersøgelse også demonstreret, at kombinationen af PTR-MS og video er yderst anvendelig i mange situationen hvor flygtige stoffer udskilles, og hvor man er interesseret i at koble udskillelsen til specifikke adfærdsmønstre.
