Einstein satte Bohr på hårdt natarbejde

De har begge skrevet sig ind i historien. Som to af fysikkens allerstørste begavelser. De var samtidige. Og de modtog begge Nobelprisen for deres indsats. Tyske Albert Einstein i 1921, danske Niels Bohr i 1922.

»De respekterede hinanden og var begge enige om, at der ikke fandtes ligemænd i deres samtid – ingen over og ingen ved siden af de herrer Einstein og Bohr. Deri lå deres indbyrdes selvforståelse,« fastslår Steen Brock, lektor og dr. phil., Institut for Filosofi og Idehistorie ved Aarhus Universitet.

Han har i en årrække været optaget af tænkeren og videnskabsmanden Niels Bohr. Og derfor også af Bohrs helt særlige forhold til sin tyske kollega Albert Einstein.

Imødekommende tone

Et kollegialt forhold, hvor eftertiden har lagt vægt på de tos indbyrdes forståelse og faglige respekt. For eksempel skrev Einstein en majdag i 1920 til den lidt yngre Bohr, som han lige havde mødt:

»Jeg studerer Deres mægtige arbejder og har nu – når jeg sidder fast et sted – fornøjelsen af at se Deres venlige unge ansigt for mig, smilende og forklarende. «

Men brevets imødekommende tone til trods, så er historien mellem de to langt mere kompliceret end som så.

»Efter min opfattelse har der ikke været tale om et venskab mellem Einstein og Bohr. Der er flere eksempler på, at Bohr opsøger Einstein i efterkrigstiden, men møderne kom sjældent i stand. Meget tyder på, at Einstein fandt det trættende at befinde sig i Bohrs selskab. Og omvendt var Bohr ikke en mand, man sådan lige blev venner med,« fortæller Steen Brock.

To teorier

At de to havde et på én gang respektfuldt og anstrengt forhold til hinanden viste sig med al tydelighed, når de befandt sig i direkte konfrontation om naturvidenskabens fysiske love. Einstein med sin berømte relativitetsteori. Bohr med sin banebrydende atommodel.

»Bohr og Einstein stod i et intellektuelt modsætningsforhold. Einstein jagtede en større guddommelig struktur på verdens indretning. Han gjorde dette ved at udtænke en matematisk formalisme. Bohr, derimod, mente ikke, at det var nødvendigt at ty til en guddommelig instans. Han var af den opfattelse, at man ved hjælp af den menneskelige erkendelse, kunne opstille fysiske teorier, der skridt for skridt indfangede verdens sande beskaffenhed,« forklarer Steen Brock.

Natteroderiet

Forskeren tager os med tilbage til oktober 1930. Til det der inden for naturvidenskaben skulle blive kendt som Solvay-opgøret. Et intenst drama mellem to genier. Allerede tre år forinden var kimen lagt til konfrontationen, da Bohr, Einstein – og en perlerække af fysikkens øvrige store tænkere – havde været samlet i Solvay. Også dengang var Einstein kommet med markante indsigelser mod Bohrs tolkning af kvantemekanikken. Nu – tre år senere – spidsede tingene til.

»Einstein opstillede et indviklet tankeeksperiment, hvis formål var at så tvivl om kvantemekanikkens relevans. Det rystede Bohr, da det for ham ville betyde, at 30 års banebrydende forskning blev kastet i grus « siger Steen Brock.

Hvileløst traskede Bohr rundt blandt de øvrige deltagere i håb om at finde det helt rigtige modargument. Da Einstein og de øvrige konference-deltagere var listet til køjs, stod Bohr tilbage i sit helt eget selskab. Foran lå en mørk nat og et hav af krævende spekulationer.

»Bohr viste sit sande geni, da han næste morgen havde udtænkt et modsvar. Ved hjælp af Einsteins egen relativitetsteori lykkedes det Bohr at forsvare kvantemekanikken,« siger Steen Brock.

Ubestemthed på spil

De præcise fysiske nuancer mellem Einstein og Bohr er, understreger Steen Brock, svær at begribe for uindviede. Kort sagt lykkedes det Bohr at holde fast i kvantemekanikkens ubestemthedsprincip. Dette til trods for at Einstein havde opstillet et eksperiment – en kasse som ved hjælp af et præcist ur lod én foton undslippe ad gangen – der skulle gendrive ubestemthedsprincippet.

»De blev aldrig rigtigt enige. Einstein forsøgte til stadighed at komme med nye sofistikerede indsigelser mod kvantemekanikken. Men han endte dog med at erkende, at det var muligt at acceptere kvantemekanikken som et skridt hen mod en mere omfattende fysisk teori « siger Steen Brock.

I 1931 – altså et år efter Solvay-opgøret – indstillede Einstein to af fysikkens øvrige giganter, Heisenberg og Schrödinger, til Nobelprisen. I den forbindelse skrev han et par linjer, som i dag står som en tilnærmelse til kvantemekanikken. Måske ligefrem en overgivelse.

»Jeg er overbevist om, at denne teori utvivlsomt rummer en del af den endegyldige sandhed.«

Klik på videoen og se klip fra Solvay-mødet i 1927.