KORT NYT FRA DANSKE MEDIER:
En kæmpekløft, der i længde og dybde minder om en lille Grand Canyon, er blevet opdaget under indlandsisen i Grønland. Kløften er ifølge dr.dk/viden mindst 750 km lang og flere steder 800 meter dyb.
Kløften er fundet af britiske forskere, der har brugt radardata fra især NASA. Fundet er offentliggjort i tidsskriftet Science.
Danske forskere mener, at opdagelsen kan give ny viden om, hvordan indlandsisen reagerer på klimaforandringer.
Christine Schøtt Hvidberg, der er lektor i forskningsgruppen Is og Klima, forklarer til dr.dk/viden, at hvis der er dybe kløfter, der rækker helt ind til midten af iskappen, kan det fortælle noget om geologien under isen og måske forklare, hvorfor der dannes så meget smeltevand under isen i Nordgrønland.
»Det kan forbedre forståelsen af, hvordan ændringer ved randen kan udbrede sig til længere ind på indlandsisen. Opdagelsen af kløften kan nemlig være med til at klarlægge mere om klimaændringernes betydning for, hvor meget Grønlands indlandsis vil bidrage til fremtidige stigninger i havene,« siger Christine Schøtt Hvidberg til dr.dk/viden, hvor du kan læse flere af forskerens kommentarer til studiet.
Læs også: Kløft på størrelse med Grand Canyon fundet under Indlandsisen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th