Dolkhaler i stærk tilbagegang

Antallet af dolkhaler i den amerikanske Delaware- bugt er faldet fra omkring 900.000 i 1990 til omkring 300.000 i år 2000, skriver en amerikansk hjemmeside, der søger at beskytte og informere om dyrene.

Samtidig viser en ny dansk undersøgelse, at tilbagegangen i høj grad skyldes menneskelig påvirkning.

Dolkhalen er et krebslignende dyr, men er faktisk mere i familie med edderkopper. Men hvorfor bekymre sig om et dyr i en amerikansk bugt? Udviklingen er alvorlig, for dolkhalen er et vigtigt dyr.

Blodet fra dolkhaler bruges blandt andet i medicinalindustrien til at teste udstyr og medicin, som skal være sterilt.

Ligeledes kan en nedgang i antallet af dolkhaler betyde, at flokke af trækfugle, som lever af de æg, dolkhalerne gyder, bliver væsentligt mindre.

Knuste dolkhaler er blevet brugt til gødning, og den eksplosive vækst i kystbyer har også påvirket dolkhalernes leveområder.

»Miami har oplevet en eksplosiv vækst som by, men inden den blev stor, var det en lille moskito-plaget fiskerby. For at folk kunne bo dér, drænede man først vådområderne. Bagefter hældte de petroleum og olie ud over vandoverflader for at forhindre klækning af myg. Byudviklingen har medført ødelæggelse af dolkhalernes leveområder,« fortæller Peter Funch, lektor på Biologisk Institut på Aarhus Universitet.

Den genetiske størrelse på en bestand

På Galathea-ekspeditionen kortlagde Søren Faurby, Cino Pertoldi og Peter Funch, i samarbejde med amerikanske og svenske forskere, variationen af dna i forskellige bestande af dolkhaler langs Amerikas østkyst.

Ved at kortlægge variationen af dna’et i de enkelte bestande kan man afgøre, hvilke bestande der har mest forskellighed i sit dna og ud fra det beregne den effektive populationsstørrelse. Effektiv populationsstørrelse er et mål for, hvor mange individer i en bestand, der rent faktisk bringer deres gener videre til næste generation.

Den effektive populationsstørrelse er ofte meget mindre end den faktiske. Moderne landbrug bruger for eksempel kun meget få tyre, som parres med mange køer.

Selv om mængden af kalve i Danmark er meget stor, er deres genetiske variation lille, da de kun har få fædre. som de har arvet halvdelen af deres arvemateriale fra.

En bestand med mange individer, som er relativt ens genetisk, har altså en lille effektiv populationsstørrelse. Den effektive populationsstørrelse kan ændres over tid. Hvis et enkelt par mus grundlægger en ny bestand, er den effektive populationsstørrelse i den første generation to.

Efter få generationer er både den faktiske og effektive populationsstørrelse stor, men den genetiske variation er lille, fordi bestanden var meget lille for kort tid siden.

Overlevelse afhænger af variation

I kystområdet ved Delaware har bestanden den største genetiske variation, mens bestanden i vandet ved Maine har meget ens dna og dermed mindre genetisk variation.

Bestanden i Maine må derfor være mindre robust i forhold til ændringer i omgivelserne – så som højere vandtemperatur. »Ønsker man at bevare størst mulig genetisk variation indenfor arten, bør man gøre en indsats ved, for eksempel, at fiske mindre og beskytte gydeområder,« mener han. Det gælder om at bevare stor genetisk variation.

For eksempel kan virus, der er særligt ondartet overfor en bestemt gen-sammensætning, udrydde hele bestande med lille genetisk variation.

Chancen for overlevelse øges, hvis der er individer med en anden genetisk sammensætning, der har resistente egenskaber.

Større genetisk variation kommer af mutationer, men de fleste mutationer er skadelige. Naturlig selektion søger for at få de gavnlige mutationer udbredt til bestanden.

Fiskeriet er den største trussel

Naturlig selektion vil sige “survival of the fittest”, hvilket frit oversat betyder “Den mest egnede overlever”.

Praktisk fungerer det sådan, at de individer i en flok, som klarer sig bedst, også er de individer, som får lov at parrer sig – og dermed overfører deres dna, og specielle træk, til næste generation. »De er 10 år om at blive kønsmodne. På den måde er de følsomme, hvis man hele tiden snupper de kønsmodne hunner. Det man gør, når man bruger dem som madding til ål og konksnegle, er at man tager de dyr, der kan bidrage til næste generation. Det er store hunner med æg, som hakkes op og kommes i tejner. Det er et stort fiskeri. Min vurdering er, at fiskeriet er den største trussel, ikke medicinalindustrien,« mener Peter Funch.

Dolkhalerne trives i Mexico

»Vi kan se, at dolkhalerne er i tilbagegang langs hele den amerikanske østkyst, men det ser ud til, at de trives nede i Mexico – vi ved bare ikke, hvorfor den mexicanske bestands effektive populationsstørrelse er steget. Hvis myndighederne skal tage en beslutning om, hvor der skal sættes ind med beskyttelse, er det her et godt værktøj til at sikre, at størst mulig genetisk variation prioriteres i indsatsen for at bevare dolkhalerne,« mener Peter Funch. I Mexico er der ikke nogen tradition for, at dolkhalerne indgår i fiskeriet, men der er endnu ikke nogen videnskabelig baggrund for at sige, at det er årsagen til, at de trives der. »Vi kender ikke årsagen til det, men man kunne forstille sig, at de pludseligt har fået meget bedre vilkår dernede. Men det kan vi kun gætte på. Men vi havde aldrig regnet med at finde en så stor opgang i bestanden dernede, så det er overraskende,« fortæller Peter Funch.

Hvad gør man så ved det nu?

Indsatsen for at redde dolkhalerne langs den amerikanske østkyst styres gennem programmet ‘Interstate Fisheries Management Plan’, der blev vedtaget af de 15 medlemsstater i 1998. I teksten forpligter medlemsstaterne sig til:

Et overvågningsprogram med en obligatorisk månedlig rapportering Oprettelse af pilotprogrammer til undersøgelse af dolkhaler og antallet af lagte æg Evaluering af overlevelsesraten for dolkhaler, som genudsættes af medicinalindustrien Identificere potentielle leveområder for dolkhalerne i de enkelte medlemsstater

»Resultatet af vores undersøgelse bliver allerede nu brugt i indsatsen for at bevare dolkhalerne i USA,« fortæller Peter Funch. Her kan du se hvordan dolkhaler opfører sig i akvarier