Ja! Din kat kender sit navn - den vælger bare nogle gange at ignorere dig
kat sløv navn mennesker genkende relation

Selvom din kat måske virker sløv, så kan den faktisk godt forstå det, når du kalder på den, viser nyt studie. (Foto: Shutterstuck)

Selvom din kat måske virker sløv, så kan den faktisk godt forstå det, når du kalder på den, viser nyt studie. (Foto: Shutterstuck)

Kilde: 
05 april 2019

Vi har længe vidst, at hunde kan forstå noget af det, vi mennesker siger. Men ny forskning viser, at din kat faktisk forstår mere, end du måske tror.

De pelsede kæledyr kan nemlig genkende deres navn, viser studiet, som The Guardian har skrevet om.

Førsteforfatter og lektor på Sophia University, Atsuko Saito, understreger over for mediet, at fundet ikke er så overraskende.

»Der er mange studier om hundes evne til at kommunikere med mennesker. Vi mener, det er vigtigt også at vise kattes evner,«  siger hun.

Helt konkret lavede forskerne en række tests, hvor de blandt andet afspillede 4 ord for 16 katte. Ordene var indtalt af kattens ejer, og det sidste ord var kattens eget navn. Forskerne ville nemlig gerne vide, om kattene reagerede på lyden af navnet.

Og det gjorde de.

LÆS OGSÅ: Derfor er katte kræsne

Resultaterne viste, at selvom kattene sjældent reagerede særligt kraftigt, men ofte nøjedes med at bevæge hovedet eller et øre - en tendens, som mange kæledyrsejere med en sløv kat måske kan genkende, så tydede eksperimentet på, at flere af kattene forstod deres eget navn.

9 ud af 16 katte reagerede efter at have hørt deres eget navn. Forskerne udførte desuden to andre test, som begge viste samme tendens.

The Guardian har forelagt forskernes resultater for lektor i hunde- og katteadfærd fra University of Bristol, John Bradshaw, og han er ikke så entusiastisk over fundet.

»Udfra mit synspunkt viser studiet ikke meget om forholdet mellem katte og mennesker, men det viser blot, at katte kan lære, at der er værdi knyttet til specielle ord - og det er noget, de fleste katteejere allerede ved,« siger han.

Studiet er publiceret i Scientific Reports.

LÆS OGSÅ: Hvem er klogest - katte eller hunde?

LÆS OGSÅ: Katte plager til de får deres vilje

mho

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.