I sommeren 1962 udgav biologen Rachel Carson i bladet The New Yorker en række essays, som stadig – 50 år efter – har relevans for mennesker, samfund og natur.
Essayene blev senere samlet i bogen Silent Spring (da., Det tavse forår, 1963). Bogen blev i løbet af kort tid en overraskende faglitterær bestseller i USA og resten af verden.
Rachel Carson var videnskabskvinde og populærvidenskabelig forfatter.
Hun samlede en lang række videnskabelige undersøgelser af skadevirkningerne ved brug af sprøjtemidler som DDT, og hun anklagede dele af den agrokemiske industri for forsøg på at fortie eller bortforklare sandheden om DDT. Måske ikke ligefrem de mest almindelige kendetegn for en bestseller.
Rachel Carson opfordrede til stor forsigtighed
Men Carsons bog var en øjenåbner, og dens betydning for 1960’ernes spirende miljøbevægelse – og for nutidens natursyn – er svær at overdrive.
Det tavse forår, som Carson skrev om, var et forår uden fuglesang – et forår, hvor udbredt brug af DDT i landbruget havde ødelagt levegrundlaget for alt fugleliv.
Det tavse forår blev dermed en metafor for menneskets misforståede tillid til den teknologiske beherskelse af naturen.
På veldokumenteret vis rokkede Rachel Carson ved troen på, at sprøjtemidler kan bruges uden bivirkninger for dyr, planter og mennesker.
Hun anerkendte, at sprøjtemidler kan være en del af et moderne landbrug, men opfordrede til stor forsigtighed ved anvendelsen. Bevisbyrden for eventuelle skadevirkninger måtte tilfalde producenterne og landbruget, ikke naturforkæmpere.
Gav stemme til en ny bevidsthed
Carson gav dermed stemme til en ny miljøbevidsthed, som lagde vægt på en form for fredelig sameksistens mellem natur og mennesker. Hun skrev:
»’Kontrol over naturen’ er en frase født af storsnudethed, opstået i en barbarisk biologisk og filosofisk æra, da man mente, at naturen eksisterede for menneskets bekvemmeligheds skyld.«
I stedet for kontrol må mennesket besinde sig på de grænser og muligheder, som gives af naturens økologiske systemer. Carson beskrev mange biologiske alternativer til sprøjtning, men først og fremmest påpegede hun, at ubegrænset og ureguleret økonomisk vækst ikke er mulig, hvis mennesker og natur skal eksistere fredeligt sammen:
»Vi står nu ved en skillevej. Den vej, vi så længe er kørt frem ad, er vildledende let, en fin motorvej, hvor det går stærkt – men det ender med en forskrækkelse. Den anden vej, den der ikke er så trafikeret, giver os vores sidste, vores eneste chance for at nå det mål, der sikrer bevarelsen af vor jord.«
Ved at læse Carsons skrifter indså mange for første gang, at mennesket indgår i en delikat balance med naturen. Kimen til en bredt funderet miljøbevægelse var dermed blevet sået.
Dannede grundlag for miljøbevægelse
I USA var bogen medvirkende til, at den amerikanske regering i 1970 etablerede en styrelse for miljøbeskyttelse, som i 1972 udstedte et landsdækkende forbud mod anvendelse af DDT. Danmark havde allerede indført forbud mod DDT i 1969.
I Danmark blev Carsons tanker videreført hos en gruppe biologer og deres studerende, der dannede den aktivistiske miljøbevægelse NOAH.
Ved et møde om forurening d. 9. marts 1969 afholdt på H. C. Ørsted Instituttet demonstrerede NOAH-aktivisterne mod sprøjtemidlet Bladan og mod Proms Kemiske Fabrik, som senere var genstand for mange miljøskandaler op gennem 1970’erne, ’80’erne og ’90’erne.
Stadig kontroverser om bogen
Carsons bog er stadig betydningsfuld og kontroversiel. Det anerkendte, videnskabelige tidsskrift Nature har i anledning af 50-års jubilæet hyldet bogen som ’en fornuftens ledestjerne’.
Set i lyset af aktuelle problemer som menneskeskabte klimaforandringer fremhæves det, at bogen stadig er et pejlemærke for en mere forsigtig (og mere fornuftig) balance mellem økonomisk vækst og miljøhensyn.
Nature har dog også for nyligt måtte trykke et brev, der fremstiller Rachel Carsons ’Silent Spring’ som alt andet end sund fornuft og god miljøetik.
Carsons bog, fremhæver brevskriverne, har derimod medvirket til en udbredt og misforstået mistro til brugen af sprøjtemidler – en mistro, som siden de omfattende DDT-forbud i 1970’erne, har medført mellem 60-80 millioner unødvendige dødsfald som følge af malaria og andre insektbårne sygdomme.
Beskyldes for at skabe kultur af frygt
Brevet er underskrevet af 12 forfattere fra universiteter og institutioner i USA, England og Indien, og de har ikke alle været drevet udelukkende af etiske bekymringer.
En af brevets underskrivere er Henry I. Miller, der er professor ved Hoover Institution, Stanford University, og har forbindelse til Competitive Enterprise Institute.
Sidstnævnte er en liberalistisk tænketank, der arbejder mod offentlig regulering af de frie markedskræfter, og som blandt andet står bag hjemmesiden www.rachelwaswrong.org. Her anklages
Rachel Carson for at have været med til at »skabe en kultur af frygt, som har frembragt en ekstrem anti-kemisk politik i stedet for en politik baseret på håndtering af risici.«
Hjemmesiden forsøger først og fremmest at benægte, at DDT har skadelige virkninger på mennesker og miljø. Desuden forfægtes det synspunkt, at DDT er et mirakelmiddel, der – anvendt korrekt og i store doser – vil kunne udrydde malaria. Derfor skal brug af DDT ikke reguleres.
Tvivlens købmænd
Den retoriske strategi er kendt fra mange andre kampagner mod markedsregulering. Den går ud på at skabe tvivl om den etablerede naturvidenskab ved at producere såkaldt ’junk science’ med henblik på at forvirre den brede offentlighed og de politiske beslutningstagere.
Ved at forstørre og forvrænge videnskabelige usikkerheder, er det målet at frembringe et urigtigt og vildledende billede af, hvad vi egentlig ved, og dermed udsætte, måske endda helt forhindre, strammere regler for de berørte virksomheder.
De to videnskabshistorikere Naomi Oreskes og Eric Conway viste i deres bog fra 2010, ’Merchants of Doubt’, hvorledes en lille håndfuld amerikanske videnskabsfolk – blandt andet med kontakter til Competitive Enterprise Institute – på denne vis har forsøgt at forvrænge sandheden om alt lige fra kræftfaren ved tobaksrøg over syreregn til klimaforandringer.
Hyres til at sælge tvivl om kendsgerninger
Det er de samme få videnskabsfolk, der uden egentlig ekspertise på de nævnte områder bliver hyret af kommercielle interesser til at ’sælge’ eller ’så’ tvivl om videnskabelige kendsgerninger ved at bringe alternative ’sandheder’ frem i offentligheden.
Hvad angår DDT og malariabekæmpelse, er sandheden under alle omstændigheder mere kompliceret end den, der fremstilles på www.rachelwaswrong.org. Tidsskriftet Lancet satte i et særnummer fra 2010 fokus på malaria. Et nøglebudskab var, at malaria ikke kan bekæmpes med sprøjtemidler alene.
Effektiv malariabekæmpelse afhænger i endnu højere grad af menneskelige og sociale ressourcer, sundhedsinfrastruktur og politisk handlekraft.
Sprøjtning har den uheldige bivirkning, at malariaparasitterne udvikler resistens og således skaber behov for endnu mere potente sprøjtemidler. Derfor skal det bruges med omtanke og kun som supplement til mere grundlæggende tiltag.
Carsons betydning i dag
Det var også Rachel Carsons vigtigste budskab. Carson var ikke modstander af teknologiske fremskridt, og hun forestillede sig ikke, at industrien skulle underlægges innovationshindrende regulering.
Hun påpegede blot, at der var alvorlige bivirkninger ved uhindret brug af sprøjtemidler i landbruget.
Rachel Carson gav et populært og velfunderet modspil til forestillingen om, at mennesket stort set ikke behøver at tage hensyn til naturen. Naturen må nødvendigvis være en med- og ikke en modspiller i samfundets vækst.
I dag, hvor vi står over for endnu større udfordringer i form af globale klimaforandringer, er Carsons bud på en mere forsigtig økonomisk udvikling kombineret med en veludviklet og grundlæggende naturetik stadig aktuel og relevant.
