Den, der fisen lugte kan, det er fisens ejermand, lyder et gammelt ordsprog, og det har muligvis især været tilfældet for forhistoriske menneskearter, der bedre end os kunne opsnuse råddenskab.
Det viser et nyt studie, skriver Duke University i en pressemeddelelse.
Vi kan ikke med sikkerhed vide, hvad neandertalere og denisovaer foretrak at spise, men det er lykkedes forskere på Duke University at fremstille deres lugte-receptorer i en petriskål, og deri lå mulige svar på, hvilke lugte de forhistoriske menneskers næser var mest følsomme over for sammenlignet med nuværende menneskers.
I petriskålene sammenlignede forskerne lugtfølsomheden fra de tre menneskearter. For at gendanne de forhistoriske næsers receptorer, brugte de også forhistorisk DNA til at kortlægge de forskellige receptorers karakteristik. Det fortæller Claire de March fra Saclay University, der sammen med Hiroaki Matsunami fra Duke University udførte studiet:
»Det er meget svært at forudsige en adfærd ud fra gensekventering. Vi havde lugte-receptorer fra neandertaler og denisovaer, og derfor kunne vi sammenligne dem med nutidens mennesker,« siger hun i pressemeddelelsen.
Fra hvert individ testede de 30 lugte-receptorer, som de havde dyrket i laboratoriet, og deres reaktion på en række lugte for at måle hver receptors følsomhed.
Resultatet viste, at nutidens og fortidens menneskers næser virker ens, men at deres følsomhed varierer.
For eksempel var næserne på denisovaer, som levede for 30-50.000 år siden, fire gange bedre til at opsnuse svovlbrinte, som er det stof, der får en fis eller et råddent æg til at lugte. De var også snu til at opsnuse honning, hvilket var en rig ernæringskilde på den tid. Derimod var deres næser mindre følsomme end vores overfor blomsterdufte.
Næserne på neandertaler, som levede for 40.000 år siden, og som vi har byttet et par gener med, var langt mindre følsomme end os til at opsnappe blomstrede og krydrede dufte, fortæller Matsunami i pressemeddelelsen.
Lugte-receptorer er ifølge Duke University blevet koblet til miljø- og kostmæssige behov hos mange arter, og lugtesansen er tilsyneladende noget, der udvikler sig, i takt med at arter ændrer jagtmarker og kost.
»Hver art må udvikle lugte-receptorer for at maksimere deres evne til at finde mad. I mennesker er det mere kompliceret, fordi vi spiser mange forskellige ting. Vi er ikke rigtig specialiserede,« siger Matsunami i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Iscience.
