Ål har sammen med torsk og sild været en af de vigtigste spisefisk i Danmark siden stenalderen. Indtil for nylig var ålen en rigt repræsenteret fisk i søer, åer og floder i Europa og langs Europas og Nordafrikas kyster. De danske fangster af ål toppede mellem 1920 og 1970, men de seneste 30 år er bestanden faldet drastisk.
Tidligere kom glasålene (åleynglen) til Europas kyster i kæmpe stimer for at gå op i åer, floder, søer og brakvandsområder, hvor de vokser op og bliver kønsmodne efter 5-15 år. I forhold til 1970’erne er mængden af glasål i dag faldet til bare 2-10 procent.
På grund af den kraftige tilbagegang i både bestand og tilgang af glasål kom ålen i 2008 på rødlisten som ‘kritisk truet’ hos Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN), hvilket betyder en ‘ekstremt høj risiko for at uddø i naturen’. Siden har flere danske supermarkeder fjernet ålen fra køledisken. Det traditionelle danske ålegilde med ben hele vejen rundt om tallerkenen er måske snart en saga blot og bliver ikke nødvendigvis noget, som kommende generationer vil kende til.
Ålen er en gådefuld fisk
På trods af, at mennesket har spist ål gennem flere tusinde år, er ålen stadig på mange måder en gådefuld fisk. Der er flere ubesvarede spørgsmål om dens vandring, gydning og opvæksten af yngelen:
- Hvordan modnes ålene i naturen?
- Hvilken rute tager ålene fra Europa til gydepladserne i Sargassohavet?
- Hvad æder de nyklækkede ålelarver?
- Hvilken rute tager de tilbage til Europa?
- Hvordan overlever de?
Svarene har stor betydning for, om vi også fremover kan sætte den næringsrige ål på frokostbordet.
\ Fakta
Michael Ingemann Pedersen, videnskabelig medarbejder på DTU, Lasse Riemann, lektor hos Marinbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet og Torkel Gissel Nielsen, professor hos DTU er medforfattere på artiklen.
Tilbage i tiden har man undret sig over, at man aldrig fandt gydemodne ål. Og før 1900-tallet havde man heller aldrig fundet ålens tidligste afkom, de nyklækkede ålelarver.
Det var den danske havforsker Dr. Johannes Schmidt, der i perioden 1904-1922 gennem en række togter dokumenterede, at den europæiske ål gyder i Sargassohavet ud for Florida, 5-6.000 kilometer fra Europas kyster. Man har også siden Schmidts undersøgelser fanget nyklækkede larver i Sargassohavet, men det er endnu ikke lykkedes at finde åleæg eller gydemodne ål.
Mange trusler genenm tiden
Det er sandsynligt, at ålens tilbagegang skyldes en kombination af flere faktorer. Mistanken retter sig både mod trusler på opvækstpladserne i Europa og Nordafrika og mod ændrede forhold i gydeområdet i Sargassohavet på den anden side af Atlanterhavet.
I Europa er ålen presset af både fiskeri, forringelse af levesteder og sygdom. I dag fanger man i Danmark ca. 400 ton ål pr. år mod ca. 4.000 ton pr. år i 1960’erne. Landindvinding, dæmninger, udretning af vandløb og forurening har begrænset ålens opvækstområder, så det er blevet sværere for den at klare sig.
For 150 år siden var 25 procent af Danmarks areal dækket af vådområder, som er gode opvækstområder for ål. I dag er tallet reduceret til 4 procent. Og spærringer i vandløb, for eksempel ved vandkraftværker eller ved traditionelle dambrug, forhindrer ålen i at vandre op til opvækstområder længere oppe i vandløbet. Efterfølgende, når ålene som kønsmodne søger mod havet igen, risikerer de at gå til i disse spærringer.
I Europa presses de voksne ål også af en invasiv parasit. Det er en svømmeblæreorm (Anguillicola crassus), som i 1980’erne kom til Europa fra Japan, og som siden har spredt sig blandt europæiske ål. Op mod 30 procent af de europæiske ål er nu inficeret med parasitten. Mange ål, der er smittet med parasitten, får arvæv på deres svømmeblære, så de måske får vanskeligt ved at klare den lange svømmetur til Sargassohavet.
Også den voksende bestand af skarver i mange europæiske lande mistænkes for at gøre indhug i ålebestanden. For eksempel har seniorforsker Niels Jepsen fra DTU Aqua i Silkeborg vist, at 40 procent af 10.000 ål på 15-20 centimeter, udsat i Ringkøbing Fjord, blev spist af skarver. Og mærkningsforsøg i Gudenåen har vist, at skarver også tager store vandrende, blankål.
Galathea 3: Nye metoder
Udover de trusler, som ålen udsættes for i Europa, kan det også være forhold i gydeområderne i Sargassohavet eller under vandringen, som gør livet hårdt for ålebestanden.
Efter Johannes Schmidts togter har der været danske åleekspeditioner i 1966 og senest Galathea 3 i 2007, hvor vi undersøgte udbredelsen af gydeområderne i Sargassohavet og forsøgte at fange en gydemoden ål.
Får man en gydemoden ål i trawlet, kan den give indblik i, hvilke hormoner der skal til for at modne ål til gydning i akvakultur. Fangst af voksne ål vil også kunne vise, om de gydemodne ål har svømmeblæreorm eller ej, så man kan se, hvilken rolle parasitten spiller for ålens tilbagegang.
Men, desværre. At fange en gydemoden ål i det store og dybe Sargassohav er som at finde en (n)ål i en høstak, så heller ikke i 2007 lykkedes det.
Kan kun reddes gennem samarbejde
Galathea 3-ekspeditionen gjorde heldigvis andre opdagelser. Vi indsamlede 271 nyklækkede larver af den europæiske ål i det sydlige Sargassohav langs en front, der strækker sig som et smalt bånd i en øst-vestlig retning. Her mødes kolde og varme vandmasser og danner den mere end 1.000 kilometer lange Subtropiske Konvergenszone, hvor varmt subtropisk vand sydfra flyder ind over koldere vand fra Nordatlanten.
Disse ålelarver har fiskegenetikerne Michael Møller Hansen og Thomas Damm Als fra Aarhus Universitet brugt til at sætte punktum for årtiers tvivl og slå fast, at alle europæiske ål, fra Island over Danmark til Marokko, tilhører samme bestand. Det vil sige, at de parrer sig på kryds og tværs, når de mødes for at gyde i Sargassohavet, uanset hvor de er vokset op. Til sammenligning er ørred og laks typisk genetisk forskellige fra vandløb til vandløb, selvom der kun er få kilometer imellem åerne.
I undersøgelsen indgik også 1.010 glasål (de små ål, som ankommer til kysterne efter 1-2 års rejse), der blev indsamlet fra flodmundinger fra Island i nord til Marokko i syd. Ålelarvernes og glasålenes genetiske profil blev kortlagt ved hjælp af mikrosatellit-DNA, en slags genetiske fingeraftryk.
Resultatet – at der er tale om en samlet bestand – understreger, at man kun kan redde ålen gennem et målrettet europæisk samarbejde om at sikre ålen gode levebetingelser. Overfiskeri eller dårlige miljøforhold i ét europæisk land har konsekvenser for bestanden i hele Europa.
Ålen havde mindre travlt end troet
Udover genteknologi er der også sket meget inden for telemetri, dvs. mærkning af dyr, siden Schmidts tid. Det har givet os nye muligheder for at følge ålen, når den forlader Europas kyst og svømmer vestpå.
I 2009 kunne seniorforsker Kim Aarestrup fra DTU Aqua i Silkeborg og kollegaer publicere en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science baseret på mærkning af 22 store hun-ål med elektroniske mærker, som lagrer oplysninger om temperaturer, dybde og lysforhold.
Ålene blev sat ud ved Irlands kyst, og mærkerne programmeret til at gå til overfladen og sende resultater hjem på et forudbestemt tidspunkt.
Resultaterne viste, at ålene ikke tager den direkte rute mod Sargasso, men i stedet går i retning mod Azorerne. Herfra får de formentlig et lift med de syd- og vestgående havstrømme over Atlanten til Sargassohavet.
De mærkede ål nåede omkring 1.000 kilometer ud for Irlands kyst, før mærkerne frigjorde sig fra ålene og røg op til overfladen. Men Sargassohavet ligger omkring 5.000 kilometer fra Irlands kyst, så det er kun en del af ruten, der er blevet kortlagt. Så enten har ålene ikke så travlt med at komme til Sargassohavet, som vi har troet, eller også er det mærkerne i sig selv, der har sinket dem.
Mærkningen viste også, at ålene svømmer på 200-300 meters dybde om dagen – og så går ned på dybere vand, 600-1.000 meters dybde, om natten. Der er to mulige forklaringer på disse elevatorture: Den ene er, at de dykker dybt for at undgå at blive spist. Den anden, at de dykker, fordi vandet i dybderne er koldere, og at ålene bruger det til at time modningen af deres æg, til de når stævnemøderne i Sargassohavet.
Dugfriske hypoteser: Synkroniserer med Månen
I kølvandet på resultaterne fra Galatheas Sargassotogt har vi fremsat en række teorier, baseret på ny forståelse af sammenhængen mellem opvækstpladser, oceanografi og klima. En af vores teorier er, at ålelarverne er afhængige af den Subtropiske Konvergenszone nævnt ovenfor. Vores arbejde på Galathea 3 har vist, at det er i denne frontzone, at ålelarverne vokser op. Vi kunne også se, at planktonsammensætningen her adskilte sig fra de omgivende områder, og at det ikke er en simpel konvergenszone, men et mere komplekst system.
Vores arbejdshypotese er, at ålens gydning foregår i den sydlige del af frontzonen, synkroniseret til månefaser, og at æg og larver herefter driver mod nord i frontzonen. Ved at undersøge frontzonens specielle hydrografi og planktonfødekæde kan vi undersøge, om den skaber særligt gode betingelser for ålelarvernes opvækst.
Med hensyn til larvernes drift mod Europa, så antager vi, at en stor del af larverne bliver indfanget af den østgående frontstrøm (Subtropisk Modstrøm) og altså ikke transporteres i Golfstrømmen, som man hidtil har antaget. Via denne alternative rute kan larverne tage turen til Europa på kun et år i stedet for to, hvilket er i bedre overensstemmelse med aldersbestemmelser på larverne.
Den Subtropiske Modstrøm opstår i forbindelse med subtropisk varmt vand og vil være påvirkelig af klimaændringer, hvorfor der kan være en sammenhæng mellem klimaforhold og larvernes overlevelseschancer.
Jagten intensiveres i 2014
På togtet tager vi blandt andet de ovennævnte hypoteser op og undersøger de oceanografiske frontdannelser, produktionen af plankton, planktonfødekædens sammensætning og dens betydning for ålelarvernes fødevalg, ålelarvernes fordeling, artsforskelle, genekspression, vækst og drift samt forekomsten af voksne ål i området.
Vi vil kombinere satellitobservationer med oceanografiske målinger fra Dana, strømmålinger, indsamling af plankton og larver, molekylærbiologisk identifikation af bytte i larvernes tarm, ørestensanalyse, genom- og transkriptomanalyse samt fiskeri efter voksne ål.
I forbindelse med Galathea 3 fandt vi, at ålelarverne i modsætning til hovedparten af andre fiskelarver, som lever af vandlopper, hyppigt havde forskellige former for geleplankton i maven. Da disse organismer er delvist opløste var det kun ved hjælp af DNA analyser, at de kunne identificeres.
På det kommende togt vil vi have fokus på at indsamle disse skrøbelige byttedyr i havet. Mange af disse organismer er ikke beskrevet videnskabeligt, så de vil blive analyseret genetisk, så man kan sammenligne dem med det genetiske materiale i maven på larverne.
Viden om ålelarvernes kost vil være særdeles vigtig for fremtidens muligheder for at opdrætte ål og dermed sikre, at danskerne også i fremtiden vil kunne få røget ål til påskefrokosten.
Her ses de mørke, lange og glatte ål. (Foto: Michael Ingemann Pedersen).
Bladlarve. I mange år troede man ikke, at ‘bladål’, det stadie hvor åleynglen er flad og har facon som et pileblad, overhovedet var ål. (Foto: Peter Munk).
\ Verdensmestre i opdræt
Trods årtiers indsats er det endnu ikke lykkedes at opnå succesfuld storskalaforplantning af ål i fangenskab. Modning af ål er vanskeligt, fordi en hæmning i ålens hjerne gør, at de ikke kønsmodner i vore farvande. Det er i stedet processer på deres lange rejse, som gør dem gydeklare.
Franskmanden Maurice Fontaine var en pioner inden for kunstig formering af ål, hvor han gennem hormonbehandling fik ålene til at udvikle æg og sæd. Han blev efterfulgt af to danske biologer Inge og Jan Boëtius, som stod for den første reagensglas-befrugtning af åleæg tilbage i 1977 (seks år før det første reagensglasbarn blev skabt i Danmark).
Siden da er det gennem en række projekter ledet af Jonna Tomkiewicz, DTU Aqua, lykkedes at få levedygtige æg og at klække larver og få dem til at leve i op til 26 dage, hvilket er verdensrekord og et vigtigt skridt mod bæredygtigt opdræt. Senest har et stort europæisk projekt kaldet PRO-EEL med deltagere fra 7 lande gjort det muligt at opnå levedygtige larver i stort antal.
Den næste store udfordring er at finde egnet føde til ålelarverne, så de kan vokse og leve ud over de cirka 12 dage, hvor deres blommesæk (den madpakke de har med fra ægget) er spist op. De små ålelarver har meget store pincetagtige hugtænder, men de er faktisk ikke i stand til at bide eller sluge store fødepartikler.
Ved at studere både ålelarver og deres føde, der fanges på det nye togt til Sargassohavet, vil det i fremtiden forhåbentlig blive muligt at skræddersy en kost til larverne, så de kan vokse sig store og blive til glasål i fangenskab. En produktion af glasål i akvakultur ville både være et økonomisk aktiv for Danmark og kunne mindske fiskeritrykket på vilde ål og måske være med til at redde ålen fra udryddelse. Det vil et nyt dansk projekt EEL-HATCH finansieret af Højteknologifonden bidrage til.
