Dansk forsker afslører den afskyelige snemand
DNA fra 9 ‘yeti-prøver’ af knogler, hår og lort stammer ifølge dansk forskning fra bjørne. Afsløringen beviser dog ikke nødvendigvis, at yeti'en ikke eksisterer, pointerer anden forsker.
Den afskyelige snemand yeti prøver DNA Himalaya Charlotte lindquist

En hårprøve fra en påstået yeti i Nepal. Håret skulle efter sigende stamme fra en yeti, som en jesuitterpræst så i bjergene sidst i 1950’erne. Evolutionsbiologen Charlotte Lindqvist testede DNA fra håret for Icon Films’ tv-produktion 'YETI OR NOT'. Analysen viste, at håret faktisk stammer fra en tibetansk brunbjørn. (Foto: Icon Films Ltd.)

Den afskyelige snemand, også kaldet yeti’en, skulle ifølge myterne være et farligt menneskeabe-lignende væsen, som kommer ned fra bjergene i Himalaya for at tage både køer og unge piger.

Historier er fortalt gennem generationer, men trods vilde beretninger, spektakulære fodspor og sågar 'yeti'-trofæer har ingen forskere kunnet afklare præcis, hvilket væsen der lå bag myten.

Det ændrede sig i 2014, hvor genetikeren Bryan Sykes ved det højt anskrevne Oxford University i England analyserede DNA fra hårtotter fra angivelige yeti'er og under stor mediebevågenhed fremlagde, at yeti'en kunne være en hidtil ukendt bjørneart.

Sykes genetiske analyse er siden blevet kritiseret for at være for simpel, men nu tackler et danskledet hold 'yeti'-DNA'et med en ny, mere grundig, analyse.

Historien kort
  • Myten om den afskyelige snemand, eller yetien, er en af de mest berømte myter om potentielle ukendte, menneskelignende væsner på Jorden.
  • Nu kæder en grundig analyse af DNA fra påståede 'yetier' myten sammen med lokale bjørne i Himalaya.
  • Men historien slutter ikke her.

Dansk forsker: Prøver stammer fra en hund og bjørne

Forskerne har undersøgt DNA fra ni prøver af hår, tænder, knogler, hud og sågar lort, der alle skulle stamme fra yeti'en.

DNA'et afslører, at én prøve stammer fra en hund, mens alle andre stammer fra lokale bjørne.

»Vores fund peger kraftigt på, at det biologiske grundlag for yeti-myten skal findes i de lokale bjørne, og studiet viser, hvordan genetik kan bruges til at opklare andre lignende mysterier,« siger lederen af studiet, danske Charlotte Lindqvist, evolutionsbiolog ved University at Buffalo, New York, USA, og gæsteprofessor ved Nanyang Technological University, Singapore.

Forsker: Beviser ikke, at den afskyelige snemand ikke eksisterer

Studiet glæder Danmarks eneste kryptozoolog - dvs. forsker i mytiske dyr - Lars Thomas, tilknyttet Center for ForteanZoology i England.

»Det er godt, at der nu er nogen, der har taget fat i Brian Sykes’ og co’s noget storladne udtalelser fra de første DNA-analyser,« siger Lars Thomas.

»Men selvom det naturligvis svækker hele yeti-myten i en vis grad, så beviser det jo rent faktisk ikke, at yeti'en ikke eksisterer. Det beviser kun, at de prøver, som man hidtil har tilskrevet yeti'en, kommer fra bjørne.«

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B.

Den afskyelige snemand yeti prøver DNA Himalaya Charlotte lindquist

Kraftig menneskelignende lårbensknogle fra liget af en påstået yeti, fundet i en hule i Tibet. Evolutionsbiologen Charlotte Lindqvist testede DNA fra knoglen, og analysen viste, at knoglen faktisk stammer fra en tibetansk brunbjørn. (Foto: Icon Films Ltd.)

Mystisk! Er yeti'en en isbjørn fra Svalbard?

Charlotte Lindqvist er hverken kryptozoolog eller yeti-ekspert, men en af verdens førende eksperter i bjørnes evolution.

Hun blev draget ind i gåden om yeti'en, da Sykes og kolleger fandt noget meget mystisk DNA i to 'yeti'-hårtotter fra henholdsvis Indien og Bhutan:

Begge hårtotter havde bjørne-DNA, men ikke fra nogen kendt, nulevende bjørneart - det nærmeste match var fossilt-DNA fra kæben af en 120.000 år gammel isbjørn, fundet i Svalbard i Norge.

»Det var en isbjørn, jeg havde arbejdet med. Det var mit arbejde,« fortæller Charlotte Lindqvist.

Et filmhold fra Icon Film Company havde fulgt Sykes' yeti-jagt tæt under optagelser til 'Big Foot Files', og de henvendte sig til Lindqvist for at høre, hvad hun mente - om fundet gav nogen mening.

»Jeg synes jo, at det var lidt mærkeligt, hvis der skulle være isbjørne i Himalayabjergene,« siger hun.

»DNA analyserne var meget begrænsede, så jeg satte spørgsmålstegn ved konklusionen og fortalte filmselskabet, at hvis de ville følge op måtte de have nogle mere grundige DNA-analyser og nogle flere prøver.«

Fik fat i yeti-mumier, relikvier og lårbensknogler

Det ville filmholdet gerne, så de drog til Nepal for at få fat i flere angivelige yeti'er.

Nogle prøver kom også fra museer og private samlere såsom en tand fra en udstoppet 'yeti' hos den berømte bjergbestiger Reinhold Messner, som har brugt årevis på at lede efter yeti'er, efter han selv angiveligt så en i Tibet i 1986. (I dag er Messner dog overbevist om, at yeti'en er en bjørn.)

Den afskyelige snemand yeti prøver DNA Himalaya Charlotte lindquist

Evolutionsbiologen Charlotte Lindqvist foran et kort i laboratoriet ved University at Buffalo, USA. Hun er en af verdens førende eksperter i bjørnes evolution og er pt. i Singapore som gæsteprofessor ved Nanyang Technological University, Singapore. (Foto: Icon Films Ltd.)

Messner havde desuden en yeti-lort, en tredje prøve var hud fra et relikvie af en yeti-hånd, som filmholdet fandt på et kloster i Tibet, en fjerde var knoglestøv fra en menneskelignende lårbensknogle, fundet i en hule i Himalaya, og så fandt de forskellige hårtotter ligesom i Bryan Sykes studie.

Lindqvist fik sendt prøverne i små poser, uden at vide hvor de kom fra, og analyserede dem i et laboratorium, særligt indrettet til at undersøge fossilt-DNA.

Filmholdet blev skuffet

Lindqvist og hendes forskerhold undersøgte ligesom Sykes det såkaldte mitokondrie-DNA (mtDNA), som nedarves i den kvindelige linje og udmærker sig ved at bestemme slægtskaber og skelne arter. 

Men hvor Sykes kun undersøgte et enkelt område af mtDNA, gik Lindqvist videre med at kortlægge mere variable dele af DNA'et, og sågar hele mitokondriegenomet i nogle tilfælde, for at bestemme den enkelte art.

Resultaterne viste, at der hverken var tale om en yeti-menneskeabe eller en ukendt, aggressiv, forhistorisk bjørneart.

»Jeg må indrømme, at filmholdet var ret skuffede,« siger Charlotte Lindqvist.

»Men de var også fine nok, for de sagde, at videnskab er videnskab, og det er de resultater, vi kommer frem til, og sådan er det.«

Bortset fra den ene prøve (tanden fra Messners 'yeti'), som viste sig at være fra en hund, matchede alle prøverne tre forskellige lokale bjørne: Asiatiske sortbjørne, Himalaya brunbjørn og Tibetansk brunbjørn.

Den afskyelige snemand yeti prøver DNA Himalaya Charlotte lindquist

Kortet viser, hvor bjørneprøverne i studiet er fra (trekanter, cirkler og rhomber) samt udbredelsen af tibetansk brunbjørn (blå) og Himalaya brunbjørn (rød). Selvom der er kort afstand mellem bjørnene, viser DNA’et, at de enorme bjergtinder har hindret bjørnene i at mødes, og Himalaya brunbjørnen har faktisk været isoleret fra andre brunbjørne i 650.000 år. (Screenshot: Proceedings of the Royal Society B)

Er gåden nu helt løst?

»For mig er gåden om yeti'en løst, men der vil nok være nogle, som siger: 'Nå ja, de her prøver var bare bjørne'. Men jeg synes nu nok, at jeg er overbevist,« siger Charlotte Lindqvist og fortæller, at hun dog er sikker på, at myten vil leve videre.

Lars Thomas peger netop på, at det ret beset ikke er bevist, at yeti'en er en myte.

»Der skal kun én eneste positiv hårprøve til for at bevise yeti'ens eksistens, men selv nok så mange negative prøver beviser ikke, at den ikke eksisterer,« siger Lars Thomas.

»De mange negative prøver mindsker dog helt klart sandsynligheden og understreger også, at lokalbefolkningen, der i bøger om den afskyelige snemand altid beskrives som fuldt ud i stand til at skelne mellem f.eks. bjørne og yeti'er, måske ikke har helt så meget styr på det, som de selv tror, og som diverse forfattere gerne har villet give indtryk af.«

Yeti-prøver kaster lys på bjørneevolution

Charlotte Lindqvist er imidlertid rigtig glad for bjørne-DNA'et.

»Det er et meget vanskeligt område at komme til at studere bjørnene, og vi har næsten ingen genetiske analyser af de her arter i Himalaya,« siger hun og fortæller, at bjørnene i et bredere perspektiv repræsenterer et spændende eksempel på, hvordan arter udvikler sig, spreder sig, påvirkes af ændringer som klimaforandring mm.

Med de nye prøver har forskerne for første gang kunnet sammenligne det genetiske materiale med andre brunbjørne, tegne slægtskabshistorien, sætte splittider på, i forhold til hvornår de forskellige arter blev til, og sammenholde med klimaforandringer under istiderne.

Og analysen viser, at Himalaya brunbjørnen er noget helt særligt.

»Den splitter ud fra de andre brune bjørne meget tidligt for omkring 650.000 år siden og er en relikt (isoleret forekomst af en særlig type dyr eller plante der tidligere havde større udbredelse, red.) population, som har levet isoleret lige siden,« siger Charlotte Lindqvist.

Den afskyelige snemand yeti prøver DNA Himalaya Charlotte lindquist

Himalaya brunbjørn fra Deosai National Park, Pakistan. Bjørnen er ifølge det nye studie formentlig det biologiske væsen bag yeti-myten sammen med asiatisk sortbjørn og tibetansk brunbjørn. (Foto: Abdullah Khan, Snow Leopard Foundation)

Det scenarie kæder forskerne sammen med en global nedkøling på omtrent den tid, og de forestiller sig, hvordan en grupper af bjørne må være spredt til højlandet i en varm periode og dér er blevet isoleret, da istidens gletsjere marcherede frem.

Derefter har bjørnegruppen i hundrede tusinder af år fulgt deres egen evolutionære vej og tilpasset sig forholdene højt oppe i Himalayabjergene, længe inden menneskene kom og kaldte dem 'yeti'.