Tidlige mennesker dyrkede bjørnekult

I 1950’erne gjorde den nu afdøde danske arkæolog Jørgen Meldgaard et gådefuldt fund i Nordøstcanada:

En lille, hovedløs bjørnefigur, udskåret af hvalrostand, var lænet op imod bagvæggen af et stenbygget ildsted på en gammel boplads. Bjørnen lå, så den nærmest dykkede ned i ildstedet.

Den lille bjørnefigur gjorde dengang ikke meget væsen af sig og var bare én af mange opdagelser, som Jørgen Meldgaard fandt og fotograferede under sine feltture til Igloolik-området i arktisk Canada og Grønland i 1950’erne og 1960’erne.

Alligevel skulle opdagelsen vise sig at blive sensationel.

Den erkendelse er to seniorforskere fra Nationalmuseet, Ulla Odgaard og Martin Appelt, nu nået frem til, efter at de for nyligt har fået adgang til Jørgen Meldgaards efterladte dagbøger, optegnelser og fotos.

Mennesker og dyr stod hinanden nær

Gennemgangen af materialet afslører, at den lille bjørnefigur kan være en uhyre vigtig nøgle til at forstå, hvordan mennesker for mere end 1.000 år siden forstod forholdet mellem dyr og mennesker.

»Figuren giver viden om nogle hidtil ukendte, tusind år gamle ritualer, der peger på, at før-iniutterne, også kendt som ’Dorsetfolket’ (se faktaboks 2) forestillede sig, at mennesker og visse dyr stod i et forhold til hinanden, som ligger meget fjernt fra den forestillingsverden, vi kender i dag i den vestlige verden,« fortæller Ulla Odgaard, der er den ledende forsker bag projektet.

»For Dorsetfolket i Grønland og Canada var der tilsyneladende ikke noget modsætningsforhold mellem mennesker og dyr. Mennesker stod ikke over dyrene, men eksisterede i en symbiose med dem. Og bjørne og andre dyr var mæglere mellem menneskenes og åndernes verden,« siger hun.

Bjørne blev set som ånder i parallelt univers

Fundet åbner altså op for en tro, hvor dyrene – og i særlig grad bjørne – var menneskets brødre.

Den måde at se på forholdet mellem mennesker og dyr kaldes for animisme og er et fænomen, man også kender fra andre kulturer.

»Vi ved, at forholdet mellem bjørne og mennesker har været afgørende i alle før-moderne kulturer. Det gælder stort set så langt tilbage i tiden, vi ved – altså helt tilbage til de allertidligste gengivelser af omverdenen, som mennesket har skabt,« fortæller den anden forsker i projektet, Martin Appelt.

»For eksempel ser vi det udtrykt i små udskæringer og hulemalerier af mennesker og bjørne fra jæger/samler-kulturen. Mange steder har man haft det med at kombinere dyre- og mennesketræk i afbildningerne – f.eks. en figur af en bjørn med falkekrop, hvor der så på undersiden er et udskåret menneskehoved.«

På mange figurer fra de tidlige kulturer er skelettet desuden skåret sådan, at man kan se det uden på kroppen. Dette gælder også Jørgen Meldgaards bjørnefigur.

»Det vidner igen om en tro på, at forskellen på mennesker og dyr så at sige alene består i det skind, man har på. Dyr er altså også personer – bare med andet skind. Og nogle af dem er nok også blevet set som ånder, dvs. mennesker i et parallelt univers til vores,« siger Martin Appelt.

Bjørnen og mennesket byttede roller

Når lige netop bjørnene har været anset som noget særligt, skyldes det måske, at bjørnen, foruden mennesket, er et af de eneste dyr, som man anså for at kunne transcendere – overskride – og færdes mellem to verdener: hav og land.

En anden forklaring kan være, at mennesket og bjørne kunne skifte roller afhængigt af situationen: Sommetider var det mennesket, der jagtede bjørnen, andre gange var det bjørnen, der jagtede mennesket, fortæller Martin Appelt.

Fundet af endnu en bjørn var en øjenåbner

Jørgen Meldgaard fandt endnu en bjørnefigur på en nærliggende boplads. Denne bjørn stod oprejst med hovedet stikkende op og kroppen halvt begravet i grus. Nedenunder fandt man et ildsted, hvilket antyder, at bjørnen her tilsyneladende var i gang med at stige op af ildstedet.

Kombinationen af begge de to bjørnefigurers samspil med ildstederne fik Nationalmuseets forskere på sporet af, at der kunne være tale om rituelle anlæg, siger seniorforsker Ulla Odgaard.

Hun beretter, at bjørne også kendes fra stenalder-helleristninger i Sibirien og talrige fund af bjørnehoveder eller hovedløse bjørnefigurer i de arktiske områder. Men ingen af dem er fundet i en rituel sammenhæng som de to fra Igloolik.

Ildstedet var indgangen til andre verdener

I fortællinger fra Sibirien fremgår det, at man kunne kommunikere med åndernes verden igennem ildstedet, og i årtusinder har man afholdt genopstandelsesritualer med bjørnen som den mytiske forfader, der hvert år rejser til den øvre verden for at sikre frigivelsen af dyrenes sjæle, sådan at menneskene kan jage dem igen.

Ildstedet har med andre ord været anset som en indgang til andre verdener i mange kulturer.

Bjørnefigurer kan forklare manglende fund af gravsteder

At ritualet med ildstederne tilsyneladende strækker sig på tværs af tid og rum, har fået forskerne fra Nationalmuseet til at mene, at fundene er af langt større betydning, end man hidtil har troet.

Bjørnefigurerne på ildstederne er ikke alene nogle af de få fysiske efterladenskaber, som arkæologerne nogensinde har fundet, der vidner om Dorset-kulturens syn på liv og død.

Figurerne kan også være med til at forklare en gammel gåde – nemlig hvorfor arkæologerne kun sjældent finder gravsteder fra de tidligste mennesker i Grønland og arktisk Canada.

Dorset-folket parterede måske deres døde

For selvom der ikke er mangel på gamle, inuitiske fortællinger om det særlige forhold mellem mennesker og dyr, tørrer de mundtlige kilder ud, når man bevæger sig til årtusinderne, før inuitterne bosatte arktisk Canada og Grønland.

»Hidtil har vi haft himmelråbende få arkæologiske fund af de før-inuitiske grave og andre rituelle anlæg, der kan hjælpe med forståelsen af, hvordan de før-inuitiske mennesker så på deres verden.«

»Her får bjørnefigurerne pludselig mange brikker til at falde på plads. Pludselig forstår vi de mange andre figurer af bjørnehoveder og hovedløse bjørne på en helt anden måde,« forklarer Martin Appelt.

Det, at de to bjørnefigurer fra ildstederne har tydelige udskæringer af skelettet uden på kroppen, bekræfter desuden en mistanke, arkæologerne har haft om, at Dorset-folket formentlig har parteret deres døde og lagt dem ud i landskabet eller sænket i havet for at ende som føde for dyr – ligesom man f.eks. ser i Nepal og Tibet i dag.

»Mistanken bliver stærkere af, at de få knogler, vi rent faktisk finder fra Dorset-kulturen, ikke er hele skeletter, men enkeltelementer: en kæbe, en lårbensknogle osv. Det antyder, at Dorset-folket har haft en helt anderledes måde at se på skeletter og kroppe, end vi har i dag, hvilket bjørnefigurernes udskæringer af udvendige skeletter underbygger.«

Ritualer går på tværs af tid og rum

Bjørnefigurerne fra Igloolik tvinger ifølge Martin Appelt arkæologerne til at tænke på en helt anden måde, end de normalt foretrækker.

»Vi arkæologer vil gerne arbejde ud fra hypotesen om, at man kan lave afgrænsninger for forskellige perioder i fortiden, og at der er en tydelig opdeling mellem tid og rum. Men figurerne afslører, at det ikke forholder sig sådan,« forklarer han.

»Nogle fænomener, f.eks. animisme og ritualerne med ildstederne og parteringen af de døde, transcenderer nemlig både over lang tid og over kæmpe afstande – derfor er man simpelthen nødt til at betragte dem ud fra skalaer på mange tusinde år, hvis de skal forstås og give mening.«

Fortiden kan ikke forstås ud fra traditionelle, snævre rammer

Martin Appelt forklarer, at når man kigger på de arkæologiske fund verden over, er der så mange overlap, hvor ritualer går på tværs af kulturer, tid og rum, at der ser ud til at være forbundne kar.

»Det er meget mærkeligt! Og mange arkæologer vil helt sikkert finde det urimeligt at tænke sådan som arkæolog. For hvordan kan ting være forbundet på den måde på tværs af forskellige kulturer og tidsperioder?« siger han.

»Jeg har ikke svaret. Der er jo ingen facitliste. Men jeg mener, at de to hovedløse bjørnefigurer viser, at det slet ikke holder at se på historien ud fra snævre rammer for tid, rum og traditioner,« slutter Martin Appelt.

Næste skridt for ham og Ulla Odgaard er at få skabt overblik over Meldgaards mange ting og publicere de vigtigste resultater videnskabeligt i forbindelse med Nationalmuseets initiativ, ’Nordlige Verdener’, som er Nationalmuseets hidtil største, tværgående forskningssatsning. (Se også faktaboks.)