I 1950’erne gjorde den nu afdøde danske arkæolog Jørgen Meldgaard et gådefuldt fund i Nordøstcanada:
En lille, hovedløs bjørnefigur, udskåret af hvalrostand, var lænet op imod bagvæggen af et stenbygget ildsted på en gammel boplads. Bjørnen lå, så den nærmest dykkede ned i ildstedet.
Den lille bjørnefigur gjorde dengang ikke meget væsen af sig og var bare én af mange opdagelser, som Jørgen Meldgaard fandt og fotograferede under sine feltture til Igloolik-området i arktisk Canada og Grønland i 1950’erne og 1960’erne.
Alligevel skulle opdagelsen vise sig at blive sensationel.
Den erkendelse er to seniorforskere fra Nationalmuseet, Ulla Odgaard og Martin Appelt, nu nået frem til, efter at de for nyligt har fået adgang til Jørgen Meldgaards efterladte dagbøger, optegnelser og fotos.
Mennesker og dyr stod hinanden nær
\ Fakta
Jørgen Meldgaard (7.3.1927-9.3.2007) var arkæolog og fra 1959-97 museumsinspektør på Nationalmuseet. Hans store interessefelt var områderne Arktisk Canada og Grønland, hvor han stod bag omfattende arkæologiske udgravninger i perioden fra 1940’erne frem til 1980’erne. Jørgen Meldgaard nåede ikke at publicere alle sine fund og iagttagelser, før han døde og tog derfor en stor del af sin viden med sig i graven. Nu har to forskere fra Nationalmuseet fået adgang til hans efterladte guldgruber.
Gennemgangen af materialet afslører, at den lille bjørnefigur kan være en uhyre vigtig nøgle til at forstå, hvordan mennesker for mere end 1.000 år siden forstod forholdet mellem dyr og mennesker.
»Figuren giver viden om nogle hidtil ukendte, tusind år gamle ritualer, der peger på, at før-iniutterne, også kendt som ’Dorsetfolket’ (se faktaboks 2) forestillede sig, at mennesker og visse dyr stod i et forhold til hinanden, som ligger meget fjernt fra den forestillingsverden, vi kender i dag i den vestlige verden,« fortæller Ulla Odgaard, der er den ledende forsker bag projektet.
»For Dorsetfolket i Grønland og Canada var der tilsyneladende ikke noget modsætningsforhold mellem mennesker og dyr. Mennesker stod ikke over dyrene, men eksisterede i en symbiose med dem. Og bjørne og andre dyr var mæglere mellem menneskenes og åndernes verden,« siger hun.
Bjørne blev set som ånder i parallelt univers
Fundet åbner altså op for en tro, hvor dyrene – og i særlig grad bjørne - var menneskets brødre.
Den måde at se på forholdet mellem mennesker og dyr kaldes for animisme og er et fænomen, man også kender fra andre kulturer.
»Vi ved, at forholdet mellem bjørne og mennesker har været afgørende i alle før-moderne kulturer. Det gælder stort set så langt tilbage i tiden, vi ved - altså helt tilbage til de allertidligste gengivelser af omverdenen, som mennesket har skabt,« fortæller den anden forsker i projektet, Martin Appelt.
»For eksempel ser vi det udtrykt i små udskæringer og hulemalerier af mennesker og bjørne fra jæger/samler-kulturen. Mange steder har man haft det med at kombinere dyre- og mennesketræk i afbildningerne – f.eks. en figur af en bjørn med falkekrop, hvor der så på undersiden er et udskåret menneskehoved.«
På mange figurer fra de tidlige kulturer er skelettet desuden skåret sådan, at man kan se det uden på kroppen. Dette gælder også Jørgen Meldgaards bjørnefigur.
»Det vidner igen om en tro på, at forskellen på mennesker og dyr så at sige alene består i det skind, man har på. Dyr er altså også personer - bare med andet skind. Og nogle af dem er nok også blevet set som ånder, dvs. mennesker i et parallelt univers til vores,« siger Martin Appelt.
Bjørnen og mennesket byttede roller
Når lige netop bjørnene har været anset som noget særligt, skyldes det måske, at bjørnen, foruden mennesket, er et af de eneste dyr, som man anså for at kunne transcendere - overskride - og færdes mellem to verdener: hav og land.
\ Fakta
Dorsetfolket i Grønland og Canada (ca. 700 – 1.200 e.Kr.) - eller ’Tunit’ ifølge inuitisk folkeminde - er en arkæologisk betegnelse på en ikke-inuitisk folkegruppe fra Grønland. Dorset-kulturen var en kultur, der var ældre end inuit-kulturen i det arktiske Nordamerika. Arkæologerne mener, at Dorsetfolkets forfædre er indvandret fra Sibirien og Alaska for ca. 4.500 år siden. Iniuitlegender nævner Dorset-kulturen, som et folk, der blev fordrevet af inuit. Arkæologerne er i diskussion om, hvordan møderne mellem inuit og tunit forløb, men hovedparten af forskerne er dog enige om, at de to grupper har levet i samme område i en periode. Tunitfolkets særlige udskæringer, redskaber og andet forsvinder i løbet af 1300-tallet, men der-es efterkommere kan have eksisteret helt op til begyndelsen af 1900-tallet. De fleste forskere mener, at tunitkulturen bukkede under som følge af, at klimaet og livsbetingelserne ændrede sig, men også, fordi de blev udkonkurreret af inuitterne.
En anden forklaring kan være, at mennesket og bjørne kunne skifte roller afhængigt af situationen: Sommetider var det mennesket, der jagtede bjørnen, andre gange var det bjørnen, der jagtede mennesket, fortæller Martin Appelt.
Fundet af endnu en bjørn var en øjenåbner
Jørgen Meldgaard fandt endnu en bjørnefigur på en nærliggende boplads. Denne bjørn stod oprejst med hovedet stikkende op og kroppen halvt begravet i grus. Nedenunder fandt man et ildsted, hvilket antyder, at bjørnen her tilsyneladende var i gang med at stige op af ildstedet.
Kombinationen af begge de to bjørnefigurers samspil med ildstederne fik Nationalmuseets forskere på sporet af, at der kunne være tale om rituelle anlæg, siger seniorforsker Ulla Odgaard.
Hun beretter, at bjørne også kendes fra stenalder-helleristninger i Sibirien og talrige fund af bjørnehoveder eller hovedløse bjørnefigurer i de arktiske områder. Men ingen af dem er fundet i en rituel sammenhæng som de to fra Igloolik.
Ildstedet var indgangen til andre verdener
I fortællinger fra Sibirien fremgår det, at man kunne kommunikere med åndernes verden igennem ildstedet, og i årtusinder har man afholdt genopstandelsesritualer med bjørnen som den mytiske forfader, der hvert år rejser til den øvre verden for at sikre frigivelsen af dyrenes sjæle, sådan at menneskene kan jage dem igen.
Ildstedet har med andre ord været anset som en indgang til andre verdener i mange kulturer.
Bjørnefigurer kan forklare manglende fund af gravsteder
At ritualet med ildstederne tilsyneladende strækker sig på tværs af tid og rum, har fået forskerne fra Nationalmuseet til at mene, at fundene er af langt større betydning, end man hidtil har troet.
Bjørnefigurerne på ildstederne er ikke alene nogle af de få fysiske efterladenskaber, som arkæologerne nogensinde har fundet, der vidner om Dorset-kulturens syn på liv og død.
Figurerne kan også være med til at forklare en gammel gåde - nemlig hvorfor arkæologerne kun sjældent finder gravsteder fra de tidligste mennesker i Grønland og arktisk Canada.
Dorset-folket parterede måske deres døde
For selvom der ikke er mangel på gamle, inuitiske fortællinger om det særlige forhold mellem mennesker og dyr, tørrer de mundtlige kilder ud, når man bevæger sig til årtusinderne, før inuitterne bosatte arktisk Canada og Grønland.
\ Fakta
Nationalmuseets store forskningssatsning, ’Nordlige Verdener’, skal fra 2009 - 2013 skabe og formidle ny viden og indsigt om forholdet mellem menneske og miljø i de sidste 15.000 år, med perspektivering til nutiden, hvor klimaændringerne er mærkbare. Nordlige Verdeners faglige indhold består af over 20 projekter, der er ledet af forskere fra samtlige forskende enheder på Nationalmuseet. Projekterne er delt op i tre forskningssøjler for at sikre tilstrækkeligt store, dynamiske og tværfaglige forskningsmiljøer. Augustinus Fonden er den primære bidragsyder til projektet Nordlige Verdener.
»Hidtil har vi haft himmelråbende få arkæologiske fund af de før-inuitiske grave og andre rituelle anlæg, der kan hjælpe med forståelsen af, hvordan de før-inuitiske mennesker så på deres verden.«
»Her får bjørnefigurerne pludselig mange brikker til at falde på plads. Pludselig forstår vi de mange andre figurer af bjørnehoveder og hovedløse bjørne på en helt anden måde,« forklarer Martin Appelt.
Det, at de to bjørnefigurer fra ildstederne har tydelige udskæringer af skelettet uden på kroppen, bekræfter desuden en mistanke, arkæologerne har haft om, at Dorset-folket formentlig har parteret deres døde og lagt dem ud i landskabet eller sænket i havet for at ende som føde for dyr – ligesom man f.eks. ser i Nepal og Tibet i dag.
»Mistanken bliver stærkere af, at de få knogler, vi rent faktisk finder fra Dorset-kulturen, ikke er hele skeletter, men enkeltelementer: en kæbe, en lårbensknogle osv. Det antyder, at Dorset-folket har haft en helt anderledes måde at se på skeletter og kroppe, end vi har i dag, hvilket bjørnefigurernes udskæringer af udvendige skeletter underbygger.«
Ritualer går på tværs af tid og rum
Bjørnefigurerne fra Igloolik tvinger ifølge Martin Appelt arkæologerne til at tænke på en helt anden måde, end de normalt foretrækker.
»Vi arkæologer vil gerne arbejde ud fra hypotesen om, at man kan lave afgrænsninger for forskellige perioder i fortiden, og at der er en tydelig opdeling mellem tid og rum. Men figurerne afslører, at det ikke forholder sig sådan,« forklarer han.
»Nogle fænomener, f.eks. animisme og ritualerne med ildstederne og parteringen af de døde, transcenderer nemlig både over lang tid og over kæmpe afstande - derfor er man simpelthen nødt til at betragte dem ud fra skalaer på mange tusinde år, hvis de skal forstås og give mening.«
Fortiden kan ikke forstås ud fra traditionelle, snævre rammer
Martin Appelt forklarer, at når man kigger på de arkæologiske fund verden over, er der så mange overlap, hvor ritualer går på tværs af kulturer, tid og rum, at der ser ud til at være forbundne kar.
»Det er meget mærkeligt! Og mange arkæologer vil helt sikkert finde det urimeligt at tænke sådan som arkæolog. For hvordan kan ting være forbundet på den måde på tværs af forskellige kulturer og tidsperioder?« siger han.
»Jeg har ikke svaret. Der er jo ingen facitliste. Men jeg mener, at de to hovedløse bjørnefigurer viser, at det slet ikke holder at se på historien ud fra snævre rammer for tid, rum og traditioner,« slutter Martin Appelt.
Næste skridt for ham og Ulla Odgaard er at få skabt overblik over Meldgaards mange ting og publicere de vigtigste resultater videnskabeligt i forbindelse med Nationalmuseets initiativ, ’Nordlige Verdener’, som er Nationalmuseets hidtil største, tværgående forskningssatsning. (Se også faktaboks.)
\ Bopladser underbygger før-inuitternes nære forhold til dyrene
Før-inuitternes forestillinger om, at mennesker og dyr var nært forbundne, underbygges af en gennemgang, som Martin Appelt og hans kollega Ulla Odgaard fra Nationalmuseet har lavet af Jørgens Meldgaards arbejde med at udgrave bopladser.
Forskernes tolkning af, at de to bjørnefigurer fra Igloolik antyder, at før-inuitterne brugte ildsteder i forbindelse med religiøse ritualer, viser sig nemlig at spille sammen med den måde, før-inuitterne byggede og indrettede deres telte.
Før-inuitternes verdensbillede indgik i boligudformningen
For før-inuitterne var teltene ikke kun værn mod vind og vejr. Udformningen skulle også fastholde deres verdensbillede.
De mest velbevarede af de boliger, Jørgen Meldgaard fandt, var inddelt i tre ’rum’, hvor ildstedet var placeret i det midterste.
Mange af dem har en sten-markeret midtergang, der strækker sig fra teltets indgang til bagvæggen. Midtergangen har ikke været beregnet til at gå på, men snarere et element i boligens opbygning.
I det nordlige Sibirien og i samernes telte finder man stadig midtergange, som har en gudinde tilknyttet, der kan kontaktes gennem ildstedet. Her dyrker man guder som Moder Jord, Moder Vand og Moder Ild.
Derfor er det ifølge Ulla Odgaard nærliggende at tolke de to ildsteder fra Igloolik som rituelle anlæg og måske et sted at kontakte en Moder Ild.
Sæler og andre dyr skulle føle sig velkomne
I gulvet under et af de udgravede anlæg - et større fælleshus på Qaersut bopladsen - fandt Jørgen Meldgaard fire kranier af remmesæl.
Kranierne lå to og to. Det ene par ’kiggede’ mod syd og det andet par mod øst. Et lignende fund blev gjort på Alarnerk bopladsen.
Placeringen af kranierne er rituel og kan tolkes ud fra de inuitiske fortællinger, der beskriver sæler og andre byttedyr som gæster hos menneskene. Dyrene skulle ifølge myterne føle sig velkomne i menneskenes verden og have lyst til at komme på ’besøg’.
Fund af knogler markerer religiøst ritual
I en lav grushøj ved Alarnerk fandt Jørgen Meldgaard en blanding af dyre- og menneskeknogler. Ulla Odgaard bedømmer ud fra Meldgårds udgravninger og tegninger, at man kan dele opbygningen af denne høj op i tre episoder, der alle har været en del af samme ritual.
- Nederst lå nogle omhyggeligt placerede knogler og tænder af hvalros med kæbe og ribben lagt i mønster. På nogle flade stenfliser med spor efter et ildsted lå nogle flintredskaber samt en lårbensknogle fra et menneske. Herpå lå et lag grus uden fund.
- I det mellemste lag, ovenpå gruset, lå endnu et ildsted med et tyndt lag okker, et harpunhoved med et udskåret menneskeansigt samt en barnekæbe.
- Øverst lå et lag med ildskørnede sten samt knogler af hvalros, sæl og rensdyr.
Fundene antyder markering af slægtskab mellem dyr og mennesker
Sammensætningen af dyre- og menneskeknogler samt de mange spor af ild tyder på en rituel markering af dyrs og menneskers slægtskab.
Barnekæben og harpunhovederne peger på en handling om et barn og jagt, og fundene kan derfor ses som en slags symbolsk udførelse af en fortælling om menneskenes relation til dyrene.
Arkæologiske fund kan paralleliseres med historisk myte
Den kobling fik Nationalmuseets forskere til at indse, at man kan drage paralleller mellem anlægget og en historisk Alaska-eskimoisk myte.
»Myten fortæller om en lille dreng, som bliver ofret og sendt ned for at leve blandt sælerne, hvor han lærer, hvordan sælerne ser på menneskene. Efter en periode dør han og bliver genfødt hos menneskene, hvor han så kan fortælle, hvordan det er at være sæl. I virkeligheden er det en moralsk fortælling om, hvordan man bør opføre sig og behandle dyrene, når man jager,« siger Ulla Odgaard.
Fund af flere ildsteder ved højen tyder på, at man løbende er vendt tilbage og har brugt højen som et sted, hvor man kunne afholde rituelle fester.
Ud fra udgravningen og myterne tolker Ulla Odgaard derfor højen som et rituelt anlæg, hvor før-inuitterne har ’opført’ en religiøs fortælling om barnet og jagtdyrene.
Tolkningen bringer forskerne ud på gyngende grund
Formålet med højen var måske at skabe et helligt sted, hvor man år efter år kunne vende tilbage og gennemleve en rituel transformation for at vende styrket tilbage til livet. Og gennem gentagelsen skabe en fælles hukommelse og religion i en kultur uden skriftsprog.
Med denne tolkning af højen og de tre episoder er arkæologerne om ikke ude på gyngende grund, så på ukendt territorium.
»Vi ved naturligvis ikke, om vores tolkning af højen og fundene rammer helt rigtigt. Der er jo ingen facitliste. Men det ligger os på sinde, at prøve at trænge ind til menneskene bag de her anlæg og forsøge at finde ud af, hvad de egentlig tænkte. Så måske sidder der et klogt hoved et sted, der kan byde ind og give os nogle input. Måske ringer der en lille klokke hos en psykolog, antropolog eller religionsforsker med forstand på de her ting, der vil med os på rejsen ind i fortidige tankeverdener og kan hjælpe os et skridt videre,« opfordrer Martin Appelt.
