100 kilometer oppe i luften rasede en stor ildkugle mod Jorden i aftes, 4. september. En ufarlig asteroide på formodentlig én gange én meter havde kurs mod vores planet.
Et meget sjældent syn, som nogle heldige filippinere kunne overvære og optage på deres kamera. Ildkuglen var nemlig synlig for borgerne i den nordlige del af Filippinerne.
Asteroiden med retning mod os er dog ikke nogen sjældenhed. Asteroider på omkring en meter i diameter vil ramme en gang hver anden uge.
Det skriver CNN Science i en artikel.
Faren var forsvindende lille, eftersom ildkuglen for længst var brændt op i atmosfæren, inden den kunne nå at gøre skade på mennesker, dyr eller infrastruktur.
NASA havde på deres hjemmeside gjort opmærksom på, hvor og hvornår man kunne spotte den brændende asteroide på himlen. I stedet for at frygte asteroiden, opfordrede NASA og ESA filippinerne til at tage kameraet frem og holde øje med den store ildkugle på himlen.
Asteroiden ved navn 2024 RW1 er dog alligevel lidt unik og en god nyhed for forskere. Det er nemlig niende gang forskere succesfuldt har kunnet forudsige et asteroidenedslag, inden det rammer Jordens atmosfære.
En god nyhed, fordi det giver nationale beredskabsstyrelser længere tid at få nyheden om et asteroidenedslag på deres område og til at alarmere befolkningen.
»Det virkelig positive ved det her er, at overvågningsteleskoperne nu er gode nok til at spotte de her ting, når de er på vej ind, og kan give os en lille advarsel,« siger Alan Fitzsimmons, der er professor på Queen’s University Belfast i UK, til New Scientist.
Vi har tidligere skrevet om, at der mangler beredskab i Danmark, som skal registrere og advare, hvis en asteroide har kurs mod os.

































