En asteroide på størrelse med en bil kom meget tæt på Jorden, da den fløj forbi den 11. april 2024.
Faktisk så tæt at linjen på NASAs banekort for asteroiden går lige igennem vores klode. Men asteroiden er ganske ufarlig for os.
Tidligere på ugen opdagede astronomer den cirka to en halv til fem meter store asteroide 2024 GJ2, som blev vurderet til at ville svæve forbi Jorden usædvanligt tæt på.

Ifølge astronomernes beregninger ville den passere Jorden med en afstand på 18.700 kilometer, men havde dens kredsløb ført den endnu tættere på os og ind i vores atmosfære, ville asteroiden være brændt op, inden den havde nået Jorden, skriver Space.com.
Det harmløse klippestykke fra rummet anslås først at komme i nærheden af os igen i 2093, altså om 69 år. Og her viser Den Europæiske Rumorganisations (ESA) Near-Earth Objects Coordination Center, at den ikke ser ud til at ville komme helt så tæt på, som tilfældet var denne gang.
Asteroide 2024 GJ2 er én af næsten 35.000 asteroider, som NASA på nuværende tidspunkt har kategoriseret som jordnære. Sommetider rammer de Jorden, og hvor ofte det sker, kan du finde ud af i artiklen her.
smb































