Forskere har fundet hidtil ukendte vira i verdenshavene, som muligvis kan gøre os klogere på oprindelsen af herpes.
De nyfundne mikrober er navngivet ‘mikrovirus’ - eller ‘mirus’, hvilket betyder ‘mærkelig’ på latin.
I et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Nature, konkluderer forskerne, at disse mikrovirus hører til en stor familie af vira, kaldet Duplodnaviria, der også inkluderer herpesvirussen, som inficerer mennesker og dyr.
Dertil indeholder de nyfundne vira også et stort antal gener fra en anden gruppe vira, kaldet Varidnaviria, og det mærkelige overlap har givet anledning til at tro, at ‘mirusvirus’ er en hybrid mellem de to fjernt beslægtede virusgrupper.
»Dette betyder, at der er en fælles evolutionær historie mellem herpes, som kun inficerer dyr, og mirusvira, der findes overalt i oceanet, hvor de inficerer encellede organismer,« fortæller Tom Delmont, biolog og en af forskerne bag studiet, ifølge Live Science.
Han tilføjer, at fordi mirusvira inficerer plankton, peger den nye opdagelse på, at herpes kan have sin oprindelse i plankton.
For at finde virusserne gennemgik holdet data fra Tara Ocean-ekspeditionen, som indsamlede næsten 35.000 prøver af havvand, der indeholdt vira, alger og plankton mellem 2009 og 2013.
»Arbejdet med disse data er som at undersøge et stort område med sand med en metaldetektor og lede efter en skat,« fortæller Tom Delmont.
»Vi fandt en evolutionær skat.«
Mirusvirus repræsenterer en ny front for forskning i mikrobielt liv i vores oceaner, og der er mange flere opdagelser i vente, lover Tom Delmont.
jg
































