En ny dille er ved at sprede sig i Sydney.
Hver tømningsdag, når skraldevognene patruljerer gaderne i byens forstæder, og beboerne flittigt stiller deres skraldespande ud til vejkanten, sidder kakaduerne lige så flittigt og venter.
De kløgtige papegøjefugle har nemlig lært at åbne skraldespandene for at lede efter madrester, og den know-how er hurtigt ved at sprede sig til resten af byens kakaduer.
Det viser et nyt studie i tidsskriftet Science, som har kortlagt kakadue-dillens spredning, skriver AP News.

Da forskerne bag studiet i 2018 spurgte ind til fænomenet hos beboere i nærområdet, var de skraldende kakaduer kun blevet observeret i tre forstæder. Ved udgangen af 2019 var det tal 44.
I begyndelsen var der tvivl om, hvorvidt kakaduerne rent faktisk lærte hinanden det, eller om det var noget hver kakadue fandt ud af på egen hånd, men ved at kortlægge indberetningerne kunne de se, at fænomenet begyndte i de sydlige forstæder og spredte sig udaf derfra som ringe i vandet.
De hyppigste skraldere var hanfugle, som er større end hunnerne og har lettere ved at løfte lågene, og adfærden var mest udbredt blandt de dominerende hanner, som har flere sociale forbindelser og dermed har flere muligheder for at lære fra andre individer.
Selvom det virker som det simpleste i verden at åbne en skraldespand, kræver det faktisk en dybere forståelse for lågets åbningsmekanisme og—selvfølgelig—at der er mad indeni. Særligt når fuglen skal fastholde sit greb om låget med næbbet og løfte det, mens den går langs kanten af skraldespanden, indtil tyngdekraften kan klare resten.
cll


































