Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Skotske arkæologer opdager nyt 'Stonehenge' – lokale har kendt det i årevis

arkæologer stenalder skotland

Stenaldercirklen blev nyligt opdaget af arkæologer, men har længe været kendt af lokalbefolkningen. Foto: Neil Ackerman

Annonce:

OBS: Efter denne artikel blev udgivet, er det kommet frem, at monumentet slet ikke er fra stenalderen, men blev bygget af en landmand i 1990'erne. Læs mere i artiklen: Forhistorisk skotsk monument er falsk – blev bygget af landmand i 1990’erne.

Skotske arkæologer har netop opdaget en stenaldercirkel af stående sten. Det viser sig dog, at lokale landmænd længe har kendt til den sjældne konstellation.

Det skriver Live Science.

Det var først, da en lokal beboer forsøgte at finde oplysninger om den mystiske stencirkel, at en arkæolog blev opmærksom på fundet.

Som følge heraf besøgte arkæologer fra Aberdeenshire Council of Historic Environment stedet og undersøgte stenene.

»Det bliver virkelig ikke meget bedre end dette. Mange af de lignende stencirkler, som folk har kendt til i meget lang tid, har kun to eller tre sten tilbage – at finde en komplet cirkel er helt usædvanligt,« siger Neil Ackerman, ansat ved Aberdeenshire Councils arkæologiske team.

Det forhistoriske stenmonument (på engelsk: ’stonehenge’) antages at være mellem 3.500 og 4.500 år gammel og består af 10 kæmpe sten à 1 meters højde.

Annonce:

De store sten står i en cirkel på knap 8 meter i diameter nær landsbyen Alford (cirka 40 kilometer vest for Aberdeen).

Monumentet er et eksempel på en stenalderstil, der er unik for Skotland og Irland. Det karakteristiske ved denne stil er, at der ligger én stor sten på siden mellem to opretstående sten i den sydvestlige del af cirklen – ofte beskrevet som en ’lænestol’.

Man ved ikke, hvorfor ’lænestolen’ var orienteret mod den sydvestlige del af cirklen.

Nogle forskere mener, at denne orientering afspejler placeringen af ​​midvintersolnedgangen, hvilket formentlig har været en vigtig dato for stenalderens landbrugsfolk.

Monumenter som dette, der blev konstrueret i forbindelse med forhistoriske begravelser, er formentlig det sidste komplette cirkelmonument af sten, arkæologer kommer til at finde, siger Neil Ackerman.

Den videnskabelige artikel om fundet er endnu ikke publiceret.

viw