Antarktis har mistet mere havis end størrelsen på Grønland – hvad sker der?
Data fra Antarktis har i mange år forvirret forskerne, og i år er de tilmed bekymrende. Hvad sker der med iskappen på klodens sydlige pol?
Data fra Antarktis har i mange år forvirret forskerne, og i år er de tilmed bekymrende. Hvad sker der med iskappen på klodens sydlige pol?

Dødbringende hedebølger, voldsomme skovbrande og rekordhøje globale temperaturer hærger kloden.
Men langt fra flammerne - på klodens allersydligste spids - sker der noget lige så chokerende.
Det er vinter i Antarktis; en tid, hvor området af flydende havis, der omkranser kontinentet, burde vokse med stor hastighed. Men i år er det sket i slowmotion.
Efter at havisen nåede en rekordlav minimumsudbredelse i sommerperioden, er der nu skabt et område af åbent hav med et areal større end Grønland.
Hvis området med den 'forsvundne' havis var et land, ville det være det 10. største i verden.

Set i lyset af mere umiddelbare klimaproblemer, kan man have lyst til at spørge, hvorfor den antarktiske havis overhovedet betyder noget.
Men flydende havis er en afgørende brik i det store klima-puslespil.
Hvis der ikke var havis, ville de globale temperaturer være højere, fordi isens skinnende hvide overflade fungerer som et spejl, der reflekterer Solens energi tilbage til rummet.
Den afkøler Antarktis – og dermed også kloden.
Antarktis' havis spiller også en særlig vigtig rolle i at kontrollere havstrømmene og kan fungere som en buffer, der afværger, at flydende ishylder og gletsjere kollapser og får det globale havniveau til at stige.
Kort sagt, tabet af antarktisk havis betyder noget for hele kloden.
Hvert år bliver den antarktiske havis forvandlet: Fra minimumsudbredelsen i sommerperioden i februar bliver området mere end seksdoblet i løbet af vinterfrysningen, som topper i september.
En indlysende måde at overvåge, hvordan det står til med den antarktiske havis, er at spore udbredelsens top- og lavpunkter.
Optegnelserne begyndte i 1979, og indtil 2015 steg den årlige gennemsnitlige udbredelse af frosset hav omkring Antarktis en smule.

Men den antarktiske havis har ændret sig dramatisk i de seneste syv år.
Efter et rekordhøjt niveau to år tidligere faldt mængden af havis dramatisk i slutningen af 2016 til et rekordminimum i februar 2017.
Det blev efterfulgt af på hinanden følgende år med lav udbredelse, hvor sommerrekorden på den sydlige halvkugle igen blev slået i februar 2022 - og senest med en ny rekordlav udbredelse på 1,79 millioner kvadratkilometer registreret i 2023.
Et fald på næsten 10 procent fra sidste års sommerrekord.
Siden februar 2023 har langsom vækst betydet, at havisen sakker længere og længere bagud, fra hvor den egentlig burde være for årstiden, og i juli 2023 var observationerne virkelig bemærkelsesværdige.
Det har været svært for forskerne at forstå både den antarktiske havis, samt klimaforandringernes effekt, fordi så mange faktorer spiller ind.
Vindmønstre, storme, havstrømme og luft- og havtemperaturer påvirker alle, hvor meget af havet omkring Antarktis der er dækket af is. Og faktorerne trækker ofte i forskellige retninger.
Det betyder, at det kan være svært at koble den arktiske havis' adfærd i et bestemt år, eller over flere år, til én enkelt faktor.

Det er denne kompleksitet, der var skyld i den forvirrende stigning i mængden af arktisk havis observeret mellem 1979 og 2015, og det er selv samme kompleksitet, der gør det så svært at forstå de nuværende forhold.
Før 2015 udlignede modsatrettede tendenser i havisens vækst i forskellige regioner på det store kontinent for det meste hinanden.
Det bemærkelsesværdige ved 2023 er, at disse regionale forskelle i dag stort set ikke er til stede.
Årets rekordlave sommerminimum og rekordlangsomme nedfrysning er forbløffende, fordi det falder så langt uden for det interval, vi ud fra tidligere års data forventer.
Antarktis' havis varierer meget fra år til år, men selv efter antarktisk standard er dette et godt stykke uden for normen.
En del eksperter, som har forsøgt at sætte et tal på, hvor sjældent det ville være uden klimaforandringerne, nåede frem til, at det er en hændelse, vi kan forvente at se 'én gang på 7,5 millioner år'.
Selvom den nuværende situation helt sikkert slår alle rekorder, går vores data ikke ret langt tilbage. Det gør det svært at sige, at noget er helt sikkert.
I betragtning af, hvor komplekst systemet er, kan vi ikke endegyldigt sige, om de seneste 40 år (den periode, hvorfra vi har satellit-observationer) er en nøjagtig afspejling af den antarktiske havis' 'naturlige' adfærd.
Faktisk er der god grund til at tro, at det ikke er tilfældet, hvilket blot gør det endnu sværere at sige, præcis hvor usædvanlige årets fund er.
Men selvom vi måske ikke er i stand til at sætte et nøjagtigt tal på hændelserne, ved vi, at de er sjældne.
Sammenlignet med den arktiske havis, hvor der kan laves en robust kobling mellem den bratte tilbagegang og de stigende temperaturer, har Antarktis' havis vist sig at være mere mystisk.
Som reaktion på drivhusgasudledningen har modellerne længe forudsagt et fald i Antarktis' havis. Den forudsigelse var tidligere i modstrid med dataene.
Når havet og atmosfæren bliver varmere, kan vi forvente, at havisen, der er klemt mellem de to, vil skrumpe, men som forskerne har observeret, er havisen i Antarktis mere kompliceret end som så.
Modellerne forekommer upålidelige i dette tilfælde, hvilket betyder, at vi stadig ikke ved, hvordan indskrænkningen af den antarktiske havis vil komme til at se ud.
Selvom syv dage er lang tid i politik, er syv år kort tid, når det kommer til klima.
Det er for tidligt at sige endegyldigt, om det seneste dramatiske fald i udbredelsen af antarktisk havis blot er et lille udslag, eller om det er første tegn på en længerevarende reduktion som konsekvens af klimaforandringerne, hvilket i dag forekommer mere sandsynligt.
Uanset den antarktiske havis' adfærd spiller polarområderne en afgørende rolle i klimasystemet - og de ændrer sig for øjnene af os.
Antarktis er ikke kun for pingviner: Det, der sker, har betydning for os alle.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.