Forskere vil lave depot til bevarelse af arter… på Månen!

Det går hurtigt tilbage for Jordens biodiversitet, og i skyggen af truslen mod planetens arter ville det være rart med en nødplan, hvis de vigtigste arter for planetens økosystemer uddør.

Dén plan vil amerikanske forskere sikre ved at etablere et biodepot, og lægge det et sted, der nærmest virker som det mest besværlige: Månen.

Depotet skal først og fremmest lagre prøver fra arter, der er essentielle for vigtige økosystemer på Jorden, som Månens naturlige kulde kan holde nedfrosne uden brug for strøm og konstant vedligehold.

Prøverne ville også være i sikker afstand af forhold på Jorden, der kunne true dem.

Den største ulempe ved sådan et depot ville til gengæld være omkostningerne ved at etablere det på Månen, påpeger både en dansk forsker og forskerne bag forslaget.

»I sidste ende skal sådan et projekt gøre det helt klart, hvilke arter man vil bruge ressourcer på at bevare og hvorfor,« påpeger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker på DTU Space, der har læst indlægget fra de amerikanske forskere for Videnskab.dk.

Månen byder på mange fordele som depot

Forslaget er netop blevet fremført i en artikel i den videnskabelige journal BioScience, hvor forskerne gennemgår fordele og ulemper ved det - indtil videre - hypotetiske projekt.

Forskerne kommer fra en bred vifte af felter, fra ingeniørkundskab til veterinærbiologi, og var meget inspirerede af Svalbard Global Seed Vault, et lager af frø til adskillige arter afgrøder, der bliver holdt på køl i de lave temperaturer på Svalbard.

Hele pointen er altså, at depotet på Månen skal være ‘passivt’. Det betyder at det ikke vil forbruge noget strøm at holde celleprøverne kølige, da Månens forhold udgør lidt af et køleskab.

»Der er dele af Månen der ligger permanent i skygge og derfor har en temperatur nede på minus 196 grader Celsius, svarende til flydende kvælstof,« forklarer Mary Hagedorn, seniorforsker i kryobiologi på Smithsonian Institute og medforfatter til den videnskabelige artikel, til Videnskab.dk.

Prøverne skal bestå af en type celler kaldet fibroblaster.

De udgør størstedelen af cellerne i kroppens bindevæv. Men vigtigst er det den eneste anden celletype udover stamceller, der kan regenerere væv og organer.

Dét gør celletypen ideel til kloning eller til at reproducere dele af selv uddøde arter. Samtidig er fibroblaster nemmere at få fat i end stamceller.

»De er nemmere at bevare, modsat for eksempel sperm og æg fra vidt forskellige arter. Og så kan man hente dem fra dyr uden at gøre skade på dyrene,« forklarer Mary Hagedorn.

Månen befinder sig så langt fra Jorden, men selvom det mildest talt er noget af en tur derop, kan det også være godt for celleprøverne.

Depotet ville for eksempel være godt beskyttet mod naturkatastrofer og klimaforandringer, og strømafbrydelser ville ikke påvirke det.

Social ustabilitet som krige ville heller ikke være et problem, som det var for Ukraines nationale frøbank, da den blev bombarderet under Ruslands invasion af landet.

Forholdene på Månen kan også udfordre bevaringen af prøverne

Forskerne har også kigget på de mere upraktiske forhold ved et biodepot på Månen.

Selvom depotet ikke ville koste meget i vedligehold, ville det kræve mange ressourcer og et stærkt internationalt samarbejde a la den Internationale Rumstation at etablere.

»Vi må huske, at ingen har etableret infrastruktur på Månen endnu, så det i sig selv er et stort projekt, uanset hvad man vil anlægge,« siger Michael Linden-Vørnle.

Fordi celleprøverne altid ville være en rumrejse væk, ville man aldrig have helt nem adgang til dem. Og det er ikke alle Månens forhold, der ville være ideelle, når det gælder bevarelsen af prøverne.

Her tænker forskerne især på partikelstråling fra for eksempel Solen, der kunne ødelægge prøverne. På selve depotet kunne man forebygge det ved at anlægge depotet under Månens overflade, hvor strålingen ikke kan nå hen.

Men stråling er også en fare på selve turen til endestationen på Månen, og det kræver udvikling af en specialiseret indpakning til transport af cellematerialet.

»Oveni det er der situationen med Månens tyngdekraften, der kun er ⅙ af Jordens. Vi ved faktisk ikke meget om, hvordan det kunne påvirke celleprøverne over lang tid,« siger Michael Linden-Vørnle.

Projektet er først lige blevet foreslået, og forskerne bag det søger nu yderligere midler til forskning i, hvordan det bedst kan lade sig gøre.

Men på grund af udfordringer og omkostninger ville det også være vigtigt at nøje vælge, hvilke arter der skulle bevares på depotet.

»Det er essentielt for dem, der vil gennemføre sådan et projekt, at gøre det klart, hvad de ønsker at opnå. Det er ikke nødvendigvis et mål i sig selv at bevare truede arter,« mener Michael Linden-Vørnle.

Projektet kunne prioritere arter, der opretholder liv på Jorden

Forskerne opstiller i artiklen nogle generelle træk ved arter, de mener bør prioriteres.

For eksempel er arter med stor betydning for deres miljø og mange andre arter vigtige. Det kunne for eksempel være insekter, der spreder pollen blandt planter.

»I USA har vores bestande af bestøvere store problemer. Og når bestøvere uddør, følger der både vilde planter og afgrøder med,« påpeger Mary Hagedorn.

Arter, der understøtter hele økosystemer koraller, eller arter af afgrøder og husdyr, der kunne være vigtige for koloniseringen af andre planeter, skal også tages i betragtning.

Men vigtigst er, at der er nok genetisk diversitet i arterne, der bevares. At en art er truet, er ikke en god nok grund i sig selv, hvis man spørger Mary Hagedorn.

»At prøve at bevare bestande med lav genetisk diversitet, såsom sortfodede ildere, ville ikke være bæredygtigt, for der er næsten ingen variation i bestanden,« påpeger hun:

»Men koraller, hvor vi har en fantastisk variation, der danner grobund for hele økosystemer og samtidig beskytter mod flodbølger og oversvømmelse? Dem ville jeg bestemt kalde bevaringsværdige.«

Forskerne udgør kun en lille gruppe nu, men håber, at forslaget kan tiltrække opmærksomhed fra flere samarbejdspartnere, der kan sikre projektets fremtidige udvikling.

»Vi er overbeviste om, at sådan et projekt ville komme menneskeheden til gode mange generationer frem,« siger Mary Hagedorn.