Ifølge et nyt studie fra University of Exeter i England laver alliker et særligt kald for at advare andre alliker, når de genkender et menneske, som før har udgjort en trussel for dem.
Studiet blev foretaget, ved at en mand, som var ukendt for allikerne, nærmede sig deres reder, mens der blev afspillet to forskellige optagelser.
- For den ene gruppe af fugle blev allikens advarsels-kald afspillet.
- Den anden gruppe af fugle lyttede til normal allikekvidren.
Da allikerne senere så manden, fløj fuglene i begge grupper tilbage til deres reder. Men de alliker, som havde hørt advarselskaldet og associerede manden med det, vendte i gennemsnit tilbage til deres reder dobbelt så hurtigt som dem, der associerede ham med et normalt kald.
Forskerne bag studiet undersøgte i alt 34 fuglekasser.
LÆS OGSÅ: Utroligt kloge krager bruger redskaber til at skaffe føde
Ifølge Victoria Lee, der er ph.d.-studerende og hovedforsker på studiet, kan fugle i mange tilfælde drage fordel af mennesker. Men da vi også kan udgøre en trussel for dem, er det en god egenskab for dyrene at være i stand til at hjælpe hinanden med at skille fårene fra bukkene.
I rapporten lægger forskerne vægt på, at forskningen kan ses som bevis for, at dyr bruger social læring til at vurdere, om mennesker udgør en trussel.
»Det er vigtigt at forstå, hvordan social læring former dyrenes adfærd for at kunne forudse og formilde konsekvenserne af menneskers handlinger, og for at forstå, hvordan dyrenes kognitive evner spiller en rolle for deres tilpasning i omskiftelige miljøer,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Royal Society Open Science.
LÆS OGSÅ: Krager lever et federe liv med redskaber
LÆS OGSÅ: Fugle kender forskel på mennesker
jsj

































