Europa blev kastet ud i mørke og ramt af alvorlige fejlslagne høstår og hungersnød i årene 536 og 1258 efter vores tidsregning som følge af enorme vulkanudbrud.
For de fleste vækker vulkanudbrud billeder af dødelige lavastrømme og kvælende askeregn.
Vesuvs udbrud, som ramte indbyggerne i Pompeji i år 79 efter vores tidsregning, gør stadig indtryk i dag, men vulkanudbrud har langt mere vidtrækkende konsekvenser, end vi ofte er klar over, og det fremgår tydeligt af historiske beretninger.
Store vulkanudbrud sender gasser og askepartikler op i atmosfæren.
Selvom selve asken falder til jorden inden for få uger, bliver aerosolerne spredt rundt om kloden, hvor de kan forblive svævende i atmosfæren i årevis.
Iskerner, som er lange cylindriske udboringer af gletsjere, afslører forhistoriske lag af aflejret materiale gennem hundredtusinder af år.
Historiske kilder viser, at vulkanudbrud kan skabe klimaforandringer og fremme hurtig spredning af sygdomme som pest.
De kan også påvirke vejrsystemer langt væk fra selve vulkanen.
»Det værste år at være i live«
Et enormt vulkanudbrud i år 536 efter vores tidsregning har fået historikere til at beskrive året som »det værste år at være i live«.
Den præcise placering er ukendt, men udbruddet kan have fundet sted på Island.
Europa, Mellemøsten og dele af Asien blev indhyllet i mørke i 18 måneder. Sommertemperaturerne faldt med mellem 1,5 °C og 2,5 °C, hvilket indledte et af de koldeste årtier i de seneste 2.000 år.
Procopius, som var en byzantinsk historiker, som levede i Rom, skrev, at »Solen udsendte sit lys uden glans, som Månen, gennem hele dette år, og den lignede i høj grad Solen under en formørkelse.«
Fra Konstantinopel berettede den byzantinske embedsmand og forfatter Johannes Lydos, at »Solen blev svagere ... i næsten et helt år«.
En anden samtidig forfatter, som menes at være Johannes af Efesos, skrev, at »Solen var mørk, og dens mørke varede i atten måneder; hver dag skinnede den omkring fire timer, og selv dette lys var kun en svag skygge.«
Krige, dødsfald, hungersnød og mangel på brød
Derefter fulgte afgrødesvigt.
Annalerne fra Ulster og Inisfallen, som er middelalderlige irske krøniker, som år for år nedskrev vigtige begivenheder som krige, dødsfald, hungersnød og naturfænomener, berettede om »brødmangel« i Irland i år 536 efter vores tidsregning.
Udbruddet i 536 blev efterfulgt af yderligere to udbrud, i 540 og 547 efter vores tidsregning. Disse blev efterfulgt af en længere periode med afkøling, kendt som Senantikkens Lille Istid.
Forskere har foreslået, at denne kolde periode bidrog til fremkomsten af den justinianske pest (541-549 efter vores tidsregning), som var et af de værste udbrud af byldepest i historien.
Det skyldtes blandt andet migration, fødevaremangel og import af korntransporter, der medførte smittede rotter og lopper.
»Der var ingen sommer om sommeren«
Udbruddet af Samalas-vulkanen i Indonesien i 1257 efter vores tidsregning regnes blandt de mest omfattende vulkanudbrud i de seneste to årtusinder.
Udbruddet efterlod dobbelt så store mængder svovlaflejringer i iskerner som Tambora-udbruddet i 1815, der er berømt for at have skabt året uden sommer i 1816.
Nordeuropa oplevede allerede store vanskeligheder på grund af kraftig regn og dårligt vejr.
Vulkanudbruddet forværrede situationen yderligere og førte til omfattende afgrødesvigt og hungersnød i 1258.
Jean d'Essey, biskop i Coutances i Normandiet, berettede, at »der var ingen sommer om sommeren. Vejret var meget regnfuldt og koldt ved høsttid, og hverken kornhøsten eller druehøsten var god.«
Den samtidige munk og krønikeskriver Richer af Senones i Frankrig skrev, at Solens varme knap nok nåede jordens overflade.
Han bemærkede, at »så stor en tæthed af skyer dækkede himlen gennem hele sommeren, at næsten ingen kunne afgøre, om det var sommer eller efterår.«
Konsekvenserne er særligt veldokumenterede i England.
Da den engelske benediktinermunk Matthew Paris opsummerede året 1257, beskrev han det som et »goldt og elendigt år«.
Han fortsatte: »Et stort antal mennesker døde af sult.«
Matthew Paris mente også, at året fremkaldte »kroniske sygdomme« og gjorde det næsten umuligt for »den allerede plagede at ånde frit«.
Han skrev videre, at England oplevede usædvanligt koldt vejr i april, maj og juni, hvilket forhindrede afgrøderne i at vokse.
»På grund af manglen på hvede døde et meget stort antal fattige mennesker; og døde kroppe blev fundet overalt, opsvulmede og blålige ... i svinestier, på møddinger og i de mudrede gader.«
Det store antal dødsfald i middelalderens England overbelastede ligsynsmændene, som normalt skulle gennemføre undersøgelser for at fastslå dødsårsagen.
Men der var så mange fattige mennesker, der »døde af sult«, at embedsmændene ikke kunne nå at behandle alle sagerne.
Kong Henrik III beordrede derfor i april, at sådanne undersøgelser skulle indstilles, når der ikke var mistanke om forbrydelse.
Burton-annalerne (Annals of Burton), som er en samtidig krønike skrevet af munke ved klosteret Burton Abbey i England, berettede ligeledes om et stort antal omstrejfere, som døde »af hunger og sult« på grund af tidens »knaphed«.
Mange søgte mod byer og købstæder i håb om at modtage almisser. London tiltrak mange af disse desperate fattige, hvilket forværrede situationen i byen.
Krønikerne om Londons borgmestre og sheriffer fortæller eksempelvis:
»I dette år slog høsten fejl; efter denne fejlslagne høst opstod en hungersnød af så stor et omfang, at folk fra landsbyerne søgte ind til byen efter mad; og da hungersnøden blev endnu værre, omkom mange tusinde mennesker; mange tusinde flere ville også være døde af sult, hvis der ikke netop var ankommet korn fra Tyskland.«
Tewkesbury-annalerne, en samtidig krønike skrevet af munkene ved Tewkesbury Abbey, anslog antallet af døde som følge af hungersnøden til 20.000.
Død og massebegravelser
Dødeligheden var så omfattende, at Matthew Paris skrev:
»Når der blev fundet flere lig, blev der gravet store og rummelige huller på kirkegårdene, og mange kroppe blev lagt i dem sammen.«
Disse »store og rummelige huller« er siden blevet fundet ved hospitalet St Mary Spital i London.
Udgravningerne ved Spitalfields indeholder omkring 2.300 skeletter fra 1250'erne, knyttet til både tørken i 1252 og hungersnøden i 1257-58.
Vulkanudbrud har globale konsekvenser og former menneskers liv langt ud over deres umiddelbare nærhed.
Vulkaner, selv på den anden side af Jorden, kunne kaste middelalderens Europa ud i mørke og ødelægge både afgrøder og menneskeliv. Det er en erfaring, som vi absolut ikke bør ignorere i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
