Et isbjerg, som går under navnet A-23A, der kælvede fra den antarktiske iskappe tilbage i 1986, er nu blevet cyanblåt, mens det hastigt er på vej mod at blive opløst.
Satellitter, der har overvåget A-23A i årtier, viser nu, at det massive isbjerg på meget kort tid er gået fra at være snehvidt til cyanblåt, eftersom smeltevand samler sig i hulrum på isbjergets overflade.
Det markerer, at isbjergets dage er talte, da smeltevandet formentlig accelererer A-23A’s opløsning.
Isbjerget er ellers et af de længstlevende isbjerge nogensinde, men det kan altså snart være forbi, fortæller den pensionerede forsker fra University of Maryland Baltimore County Chris Shuman til ScienceAlert:
»Jeg forventer bestemt ikke, at A-23A vil holde hele den australske sommer.«
Normalt kan isbjerge have forskellige farver af flere forskellige årsager. Mange er hvide som sne på grund af luftbobler, der er fanget inde i isen. Men som isen ældes, komprimeres den, hvilket presser luftboblerne ud og gør isen mere gennemsigtig.
Dermed kan materialer i isen gøre den grøn, mens ren is er mere blåligt.
Men A-23A har ikke den klassiske blå farve, isbjerge kan have.
Det skyldes, at isbjerget smelter hurtigt, mens det driver rundt i det varme sommervejr ved grænsen mellem det sydlige ocean og det sydlige Atlanterhav.
Efter at det kælvede tilbage i 1986, stødte det mod bunden af Weddellhavet ved Antarktis.
Her lå A-23A i cirka 30 år, inden det i 2023 rev sig løs og blev fanget i en havstrøm i flere måneder.
A-23A’s langvarige rejse har kostet på dens størrelse. I januar 2025 var isbjergets areal 3.640 kvadratkilometer, hvilket er lidt større end Fyn og svarer til 509.000 fodboldbaner.
I september 2025 var arealet blot 1.700 kvadratkilometer.
Og nu, i januar 2026, er arealet blot 1.182 kvadratkilometer, hvilket svarer til størrelsen på Aalborg Kommune – eller 165.000 fodboldbaner.
»Jeg er utrolig taknemmelig for, at vi har haft de satellitressourcer på plads, der har gjort det muligt for os at spore det (A-23A, red.) og dokumentere dets udvikling så tæt,« siger Chris Shuman og tilføjer:
»A-23A står over for samme skæbne som andre antarktiske bjergarter, men dets rejse har været bemærkelsesværdigt lang og begivenhedsrig. Det er svært at tro, at det ikke vil være blandt os meget længere.«
