4 scenarier: Sådan vil Jorden se ud, når det næste superkontinent bliver dannet
Jordens landmasse har adskillige gange været samlet i ét stort superkontinent. Hvordan vil det næste komme til at se ud? Og hvordan vil landmasserne samle sig igen?
superkontinent Jorden kontinentaldrift Atlanterhavet Stillehavet pladetektonik Pangæa Aurica Pangea Ultima Amasia Nordpolen cyklus jordkappe jordskorpe riftzone havcirkulation

Set med geologiske øjne eksisterer superkontinenterne ikke længe, og vi er i øjeblikket halvvejs gennem en cyklus. (Foto: NASA)

Jordskorpen - Jordens yderste, faste lag, som vi går ovenpå - består af brudstykker. Lidt som den æggeskal, man kan pille af et hårdkogt æg.

Stykkerne er de tektoniske plader, der bevæger sig med en hastighed på et par centimeter om året.

En gang imellem smelter de sammen og danner et superkontinent. Så river superkontinentet sig fra hinanden igen som følge af kontinentaldriften. Det sker cirka hvert 250. millioner år.

Pladerne spredes og bevæger sig væk fra hinanden, indtil de, 400 til 600 millioner år senere, endnu engang mødes.

Halvvejs igennem superkontinentcyklus

Det seneste superkontinent, Pangæa, blev dannet for cirka 350 millioner år siden. For cirka 180 millioner år siden rev Pangæa sig så igen fra hinanden.

Det er blevet foreslået, at det næste superkontinent vil blive dannet om 200 til 250 millioner år, så vi er i øjeblikket halvvejs igennem den løsrevne fase af den nuværende superkontinentcyklus.

Spørgsmålet er: Hvordan vil det næste superkontinent blive dannet - og hvorfor?

Der er fire grundlæggende scenarier for formationen af det næste superkontinent:

  1. Novopangea
  2. Pangea Ultima
  3. Aurica
  4. Amasia

Hvert scenarie er knyttet til måden Pangæa er splittet, og hvordan verdens kontinenter bevæger sig i dag.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Atlanten vokser, Stillehavet skrumper

Opsprækningen af Pangæa førte til dannelsen af Atlanterhavet, der stadig vokser og bliver bredere den dag i dag. Det betyder at Stillehavet bliver stadig smallere.

Stillehavet er hjem for Ildringen (‘The Ring of Fire’); en betegnelse for den kæde af vulkaner, der omkranser Stillehavet langs de asiatiske og amerikanske Stillehavskyster. 

Forkastningerne i området er dannet ved underskydninger af havbundsplader under de omkringliggende kontintalplader.

Atlanterhavet har derimod en en kolossal undersøisk bjergkæde, der strækker sig fra Grønlandshavet i nord til Antarktis i syd, men kun to subduktionszoner (meget dyb og seismisk aktiv pladetektonisk struktur, red.) - nemlig ved de vulkanske øbuer De Små Antiller (en øgruppe i Caribien) og Scotia Arc (mellem Sydamerika og Antarktis).

Den er dannet ved havbundsspredning på grænsen mellem oceanbundspladerne, som fjerner sig fra hinanden og herved får Atlanterhavet til at vokse.

1. Novopagea

Hvis vi går ud fra, at de nuværende forhold fortsætter, at Atlanterhavet bliver ved med at vokse, og Stillehavet forsat bliver smallere, står vi med et scenarie, hvor det næste superkontinent bliver dannet direkte modsat Pangæa.

Nord-, Central- og Sydamerika vil kollidere med Antarktis, der driver mod nord, for så at støde på Afrika-Eurasia, der allerede er smeltet sammen.

Dette nye mulige superkontinent er blevet navngivet Novopangea.

superkontinent Jorden kontinentaldrift Atlanterhavet Stillehavet pladetektonik Pangæa Aurica Pangea Ultima Amasia Nordpolen cyklus jordkappe jordskorpe riftzone havcirkulation

Superkontinentet Novopangea. (Illustration: The Conversation)

2. Pangea Ultima

Men Atlanterhavets vækst stopper muligvis. Måske vil det store ocean endda lukke sig i fremtiden. 

Subduktion i Atlanterhavet vil muligvis blive spredt langs Nord-, Central- og Sydamerikas kystlinje, hvilket vil føre til gendannelsen af Pangæa, i takt med at Nord-, Central- og Sydamerika, Europa og Afrika igen smelter sammen til et superkontinent kaldet Pangea Ultima

Det nye superkontinent vil ligge omgivet af et superstort Stillehav.

superkontinent Jorden kontinentaldrift Atlanterhavet Stillehavet pladetektonik Pangæa Aurica Pangea Ultima Amasia Nordpolen cyklus jordkappe jordskorpe riftzone havcirkulation

Superkontinentet Pangea Ultima. (Illustration: The Conversation)

3. Aurica

Hvis Atlanterhavet derimod udvikler nye subduktionzoner - hvilket allerede finder sted - vil både Stillehavet og Atlanterhavet lukke sig.

Det betyder, at et et nyt ocean vil blive dannet i stedet for.

I dette scenarie åbner den panasiatiske riftzone - der fra Indien skærer gennem Asien og hele vejen på til Arktis - sig op og danner et nyt ocean.

Det resulterer i et nyt superkontinent - Aurica.

Australien driver i nordlig retning og vil derfor ende i midten af det nye kontinent, i takt med at det østlige Asien og Nord-, Central- og Sydamerika lukker Stillehavet fra begge sider.

Den eurasiske og den afrikanske plade vil igen støde op mod Nord-, Central- og Sydamerika, i takt med at Atlanterhavet lukkes.

Superkontinentet Aurica. (Video: YouTube/American Geophysical Union (AGU))

4. Amasia

Det fjerde scenarie forudsiger en helt anden skæbne for Jorden.

Adskillige af de tektoniske plader er i øjeblikket på vej mod nord - heriblandt både Afrika og Australien.

Man mener, at det skyldes anomalier efterladt af Pangæa dybt nede i Jordens kappe.

Fordi landmasserne bevæger sig i nordlig retning, kan man forestille sig et scenarie, hvor kontinenterne, på nær Antarktis, bliver ved med at drive mod nord, så de til sidst mødes omkring Nordpolen i et superkontinent kaldet Amasia

I dette scenarie forbliver både Atlanterhavet og Stillehavet åbent.

superkontinent Jorden kontinentaldrift Atlanterhavet Stillehavet pladetektonik Pangæa Aurica Pangea Ultima Amasia Nordpolen cyklus jordkappe jordskorpe riftzone havcirkulation

Superkontinentet Amasia. (Illustration: The Conversation)

Sprænger videnskabens grænser

Ud af de fire scenarier tror vi, at Novopangea er det mest sandsynlige.

Det er en logisk udvikling af den nuværende kontinentaldrift, mens de tre øvrige scenarier alle går ud fra, at helt andre kræfter vil spille ind.

  • I Auricas tilfælde er det nye atlantiske subduktionszoner
  • I Pangea Ultimas tilfælde en ændring af Atlanterhavets åbening
  • I Amasias tilfælde er det anomalier efter Pangæa

Vi bliver tvunget til at skubbe grænsen for vores viden, når vi gransker Jordens tektoniske fremtid, og når vi gransker de processer, som former kloden over en meget lang tidsramme.

Det tvinger os til at overveje jordsystemerne som en helhed og rejser spørgsmål som: Hvordan vil det næste superkontinents klima blive? Hvordan vil havcirkulationen tilpasse sig? Hvordan vil liv udvikle og tilpasse sig? 

Det er spørgsmål, der sprænger videnskabens grænser, fordi de skubber til vores forestillingsevnes grænser.

Mattias Green modtager støtte fra Natural Enviornmental Research Council. Hannah Davies og Joao C. Duarte modtager støtte fra det portugisiske forskningsråd, FCT. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

 

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.