Underjordisk dyreverden er vigtig for livet over jorden
Nyt studie viser, at bakterier, orme og biller, som lever under jorden, spiller en vigtig rolle for både klima og planteliv - over jorden.

»Vi fandt ud af, at når vi tager klima med i beregningerne, kan biodiversitet under jorden være lige så vigtig som biodiversitet over jorden,« fortæller en af forskerne bag det nye studie. (Foto: Shutterstock)

»Vi fandt ud af, at når vi tager klima med i beregningerne, kan biodiversitet under jorden være lige så vigtig som biodiversitet over jorden,« fortæller en af forskerne bag det nye studie. (Foto: Shutterstock)

 

De er ofte hverken synlige eller særlig nuttede.

Men et nyt studie viser, at bakterier, orme, biller og andre organismer, som lever under jorden, spiller en vigtig rolle for livet oven over jorden.

Faktisk er deres betydning for økosystemet lige så vigtig, som biodiversiteten over jorden, konkluderer studiet.

»Folk har indset, at biodiversiteten er vigtig over jorden, men mange ved ikke, hvor vigtig den underjordiske biodiversitet er. Vi er nødt til at vende vores opmærksomhed mod disse underjordiske mikroorganismer, hvis vi bedre skal kunne forstå de økosystemer, som vi er afhængige af,« siger lektor Aimée Classen fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, som er en af forskerne bag studiet.

Jordens mikroorganismer får planter til at gro

Forskerne har undersøgt 60 områder med græsland i Kina og set på, hvor mange mikroorganismer der lever under jorden. Herefter har de set på en række funktioner i naturen, som antallet af underjordiske arter kan have betydning for.

Funktionerne kan for eksempel være opbevaring af kulstof eller at fodre planterne med næringsstoffer. I mange tidligere studier har man, ifølge Aimée Classen, kun fokuseret på en enkelt af de funktioner, økosystemet kan have: Eksempelvis hvor meget plantemateriale, der gror i et område.

»Økosystemer kan have adskillige funktioner, som alle er vigtige. De lagrer kulstof i jorden, hvilket har enorm betydning for klimaforandringer, men de frigiver og tilbageholder også næringsstoffer,« siger Aimée Classen.

Hun forklarer, at der er mange ting, som har betydning for, hvor godt økosystemet fungerer: eksempelvis nedbør, jordtypen eller plantelivet. Resultaterne viser, at 32 procent af variationen i økosystemets funktioner, kan forklares med, hvor stor artsrigdommen er under jorden.

Det meste af verdens biodiversitet lever under jorden, fortæller Aimée Classen. (Foto: Shutterstock)

»Vi fandt ud af, at når vi tager klima med i beregningerne, kan biodiversitet under jorden være lige så vigtig som biodiversitet over jorden, når det kommer til at forudsige mange vigtige funktioner i økosystemet,« forklarer Aimée Classen.

Det nye studie er publiceret i Nature Communications.

Kollega: Ikke sikkert, at biodiversiteten i jorden er nyttig

Rasmus Ejrnæs, som er seniorforsker ved Institut for Bioscience – Biodiversitet Aarhus Universitet, synes også, det er interessant, at forskerne ser på jordens levende organismer, som man normalt ikke har særlig meget fokus på.

»Det er sjældent, at man har undersøgt så mange ting i et studie. Datasættet er derfor meget værdifuldt,« siger han.

Han gør dog samtidig opmærksom på, at den sammenhæng, man kan se i studiet, ikke nødvendigvis viser, at biodiversiteten er nyttig:

»Studiet viser en sammenhæng mellem biodiversitet og økosystemets funktioner inden for de studerede græsområder. Det er dog ikke det samme som kausalitet. Det kunne også hænge sådan sammen, at nogle få arter forårsager den positive effekt, og det så er de positive effekter i sig selv, der skaber biodiversiteten. Der er tale om nogle meget komplekse sammenhænge her,« forklarer Rasmus Ejrnæs.

Aimée Classen er dog af den opfattelse, at resultaterne kan bruges i kommende beregninger, der handler om jordens økosystem:

»Hvis vi tager biodiversiteten i jorden med i de modeller, vi laver, kan vi bedre forudsige, hvordan økosystemer reagerer på for eksempel klimaforandringer,« siger Aimée Classen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.