Forskere finder larver, der lyser grønt i mørke
I Peru har forskere fundet en larve-art, der kan lyse grønt i mørket. Her kan du se et flot galleri med de lysende larver.

Det var noget af en overraskelse, naturfotograf Jeff Cremer fik, da han for få år tilbage gik en tur i naturen omkring Tambopata Research Center i Amazonen i Peru.

Her opdagede han nogle små lysende prikker i en massiv jordbunke.

Men da han kiggede nærmere, gik det op for ham, at lysene kom fra små levende orme, der var cirka 1,3 centimeter store.

Jeff Cremer kontaktede en gruppe entomologer - forskere, som beskæftiger sig med insekter - og de konstaterede hurtigt, at de aldrig havde set denne larvetype før. De mente dog, at de lysende larver måtte være et forstadie til en type bille, kaldet en smælde (se faktaboks).

De lysende larver er måske i familie med ildfluer

Selvom forskerne ikke ved, hvilken specifik art der er tale om, mistænker de larverne fra Peru for at være i familie med den brasilianske ildflue.

Ildfluerne laver høje termitboer, som også lyser op i mørket, når insekterne samles.

Du kan se et galleri med de mystiske, lysende alien-smældere øverst i artiklen.

Et kighul til fordøjelsessystemet

Forskerne mener, at ormene lyser grønt for at lokke små insekter som myrer til sig.

De venter med gabet vidt åbent, og så snart myren eller insektet nærmer sig, lukker de hurtigt munden i. På denne måde adskiller de usædvanlige larver sig fra de fleste gængse larver og biller, da de oftest fortærer planter.

Når larverne lyser op, bliver deres fordøjelsessystem synligt.

Forskere mener, at de fleste insekter, der kan lyse af sig selv, producerer et bestemt pigment i deres kirtler, der hedder luciferin. Når pigmentet reagerer med oxygen, bliver der skabt lys.

Forskerne kender kun til 200 insektarter, som kan lyse af sig selv.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.