Professor Daniel Shechtman får årets Nobelpris i kemi for sin opdagelse af kvasikrystaller i 1982.
Da han opdagede kvasikrystallerne i sit elektronmikroskop, den dag for næsten 30 år siden, var hans første reaktion at sætte tre spørgsmålstegn på sin notesblok.
»Der kan ikke eksistere sådan et væsen,« sagde han til sig selv. Men det kunne der - endda et meget vigtigt væsen.
»Opdagelsen af kvasikrystaller har fundamentalt ændret på kemikernes forståelse af fast masse, « hedder det i begrundelsen for uddelingen af den prestigefyldte pris.
Kvasikrystaller revolutionerede kemien
Professor Emil Makovicky fra Københavns Universitets Institut for Geografi og Geologi glæder sig over, at en krystallograf har vundet Nobelprisen i kemi.
»Daniel Shechtmans opdagelse var en revolution for den kemiske tankegang. Kvasistrukturer havde ingen set i et materiale før. Strukturerne var kun set i de islamiske kunstners dekorering af Alhambra, som var forud for deres tid på det område. I dag ser vi blandt andet resulatet af Daniel Shechtmans opdagelse i moderne fodbolde. Femkanterne i fodboldene er også opbygget i kvasistrukturer,« udtaler han.
Her på redaktionen har vi erkendt, at kvasikrystaller ikke lige kan forklares på få linier, og derfor har vi lagt en lille video på artiklen: Introduktion til kvasikrystaller. Så kan du dykke ned i den videnskab, der udløser en nobelpris i kemi.
Et andet bud på en god forklaring kommer fra kemiforskere på University of Nottingham.





























