Når vi kigger på Månen, er et af de mest slående træk på overfladen de mørke områder.
Dette sletteområde, der har navnet Oceanus Procellarum ('Stormenes ocean'), er anderledes end omgivelserne.
Astronomerne har indtil for nyligt troet, at sletten er blevet skabt af et enormt nedslag, der har fået et område på 3.200 kilometer i diameter til at smelte, og at det satte sig, som vi nu ser det, da det størknede igen.
Nye data fra NASAs GRAIL-mission viser dog, at Månen har haft en langt mere dynamisk historie end hidtil troet.
GRAIL-missionens to rumsonder Ebb og Flow (Ebbe og Flod) har målt de små forskelle, der findes i tyngdekraften på Månens overflade. Alt, der har en masse, har også en tyngdekraft, og ved at måle hvor stor tyngdekraften er over hele Månens overflade, kan GRAIL-missionen sige noget om, hvordan massen er fordelt. Målingerne blev sidenhen til et kort, som du kan se her i artiklen.
Store mængder lava sivede engang ud af Månens overflade
GRAIL har vist, at Oceanus Procellarum er omringet af en mærkelig firkantet form, der ligger under Månens overflade. Denne form kan ikke være dannet ved et nedslag, så det er nogle helt andre hændelser i Månens fortid, der har ført til dannelsen af disse former.
Forskerne bag GRAIL-missionen forslår, at denne firkant er blevet skabt, da Månens overflade har strukket sig og revnet, ligesom når de tektoniske plader bevæger sig og skaber jordskæv her på Jorden. Revnerne har lukket store mængder lava ud, og lavaen er så flydt ud over sletten, der engang var en dal. Det har skabt det mørke område, vi kender i dag.
Forskerne estimerer, at lavastrømmen stoppede for 3,5 milliarder år siden. Disse sprækker kendes godt fra andre steder i solsystemet, heriblandt Jorden og Venus. Men at de også findes på Månen, vidner altså om en meget mere dynamisk måne end førhen troet – og forskerne må nu til at skrive Månens historie om.
