Skovflåter bærer på bakterien bag den farlige sygdom borrelia, nærmere betegnet Lymes borreliose, men tyske forskere har for nylig gjort en overraskende opdagelse: Husdyr som køer, får og geder kan beskytte os mod sygdommen.
Det viser sig, at drøvtyggere både gør landskabet delvist 'flåt-fjendsk' og samtidig renser flåterne for bakterier.
»Hvis en inficeret skovflåt tager et måltid blod fra en drøvtygger mister den infektionen,« siger flåt-eksperten Dania Richter ved Teknisk Universitet Braunschweig, Tyskland, som har stået bag forskningen.
Drøvtyggere er med et fint ord 'zoo-profylaktiske', og dr. Richter siger, at det, sammen med en generel tendens i Europa for mere traditionel landskabspleje med græssende dyr på åbne arealer, kan være med til at dæmme op for borreliose.
Borrelia-bakterien specialiserer sig
Ifølge Dania Richter har man allerede sidst i 1980'erne opdaget, at skovflåter på vildt som for eksempel rådyr sjældent indeholder borrelia-bakterien.
For nylig har blandt andet dr. Richter vist, at skovflåter på drøvtyggende husdyr som kvæg, får og geder også er fri for borrelia-bakterier.
Det viser sig at hænge sammen med flåtens og bakteriens forskellige værtskrav: Hvor bakterien lidt forenklet er specialist, der kun lever i blodet hos gnavere og fugle, er skovflåten, Ixodes ricinus, generalist og stort set altædende.
De fleste forbinder borreliose med bakterien Borrelia burgdorferi, men faktisk findes der i Europa mindst syv forskellige borrelia-bakterier, som er specialiseret til forskellige værter som gnavere, fugle og firben.
Alle bakteriearterne 'transporteres' imidlertid rundt af den samme skovflåt og på den måde risikerer bakterie-arterne at lande i de 'forkerte' værter.
Idéen er så, at den bakterieart, som giver os mennesker sygdommen borreliose, kan være så uheldig at lande i en skovflåt, der, i stedet for at bide en mus, bider en hjort eller en ged, og så går bakterien til grunde.
På den måde kan man forestille sig, at landskaber med græssende kvæg eller geder kan fungere som en slags beskyttelseszone mod sygdommen.
12 gange så mange flåter i naturområdet
For at undersøge effekten nærmere har Dania Richter og kolleger gennem to år indsamlet skovflåter hver måned fra april til oktober i Tyskland.
Et af indsamlingsområderne omfatter to landskabstyper - den ene type har fået lov at passe sig selv i 30 år og gradvist springe i skov, mens nabolandskabet i samme periode har haft græssende geder og kvæg, som har holdt landskabet åbent.
Forskerne finder først, at der er omtrent 12 gange så mange skovflåter i naturområdet som i det åbne landskab.
Det er ikke så overraskende, fordi skovflåterne trives bedre i et skyggefuldt område end i et tørt åbent område, men det viser, at geder og kvæg aktivt ændrer landskabet sådan, at der er færre flåter og dermed lavere risiko.
Virkeligt interessant bliver det, når de undersøger flåterne for infektion af bakterier vha. DNA-kortlægning. Her finder de, at blot 4 procent af flåterne er inficerede på området med geder og kvæg, mens fire gange så mange (16 procent) er inficerede i naturområdet.
»Det giver os en dobbelt effekt, hvor geder og kvæg både forandrer landskabet og samtidig ikke er den rette vært for bakterien,« siger Dania Richter.
Det giver os en dobbelt effekt, hvor geder og kvæg både forandrer landskabet og samtidig ikke er den rette vært for bakterien
Dania Richter, Teknisk Universitet Braunschweig
Når forskerne kombinerer de to faktorer kan de beregne den teoretiske risiko for at blive bidt af en inficeret flåt til at være 56 gange mindre i området med græssende geder og kvæg.
Således vil en person, der går i det åbne landskab i to timer i teorien blive bidt af én inficeret flåt mens han efter to timer i naturområdet vil blive bidt af 56 inficerede skovflåter.
»Lej en ged«
Det er et gennemsnit over hele sæsonen, og forskerne har ikke haft mulighed for systematisk at undersøge, hvordan effekten varierer med antal græssende dyr eller henover sæsonen, hvor man ved, at flåternes aktivitet varierer.
Ikke desto mindre giver det en indikation af, at man kan bruge drøvtyggere som en slags naturligt værn mod risikoen for at få borreliose.
»Jeg brugte på et tidspunkt vendingen 'lej en ged',« siger Dania Richter og fortæller, at folk nogle steder i Tyskland går sammen om nogle geder for at pleje et område uden at skulle bruge maskiner eller arbejdskraft og det samtidig kan virke beskyttende mod borreliose.
Herhjemme er lektor og flåt-ekspert Per Moestrup Jensen ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet med på idéen.
»At naturpleje formentlig vil have en reduktion i flåtbid holder efter min bedste mening,« siger han og peger både på studier fra USA og England og sine egne erfaringer, som understøtter det.
»Når jeg har været ude at fange flåter på Vestamager, giver det ganske pænt, lige ind til de sætter køerne ud. Så sker der det, at køerne er aktive så mange timer, at de simpelthen støvsuger alle flåterne, og jeg er stort set ude af stand til at finde flåter andet end på dyrene.«
Risiko for andre flåtbårne sygdomme
Ikke desto mindre er han forbeholden overfor, hvor godt landskabspleje med geder og får vil virke i praksis.
»Der er mange faktorer i spil, og det kan godt være, at det kan reducere risikoen for flåtbårne sygdomme, men det er meget vanskeligt at sige, og måske risikerer man at få helt andre sygdomme ind i stedet,« siger Per Moestrup Jensen.
Han peger for eksempel på anaplasmose og babesiose, som begge er flåtbårne sygdomme og trives fint i drøvtyggere.
Dania Richter medgiver, at det er et meget komplekst samspil, og at man ikke kender de præcise mekanismer.
»Men græsning ser ikke ud til at skade os, det ser derimod ud til at hjælpe,« siger hun.
»Hvis man tænker tre generationer tilbage, brugte folk landskabet på en anden måde, og det kan være, at vores måde at pleje landskabet har øget flåternes og deres værtsdyrs leveområder.«
På sigt er drømmen at forstå alle detaljerne i, hvordan sygdommen overføres effektivt i naturen, så man ved, hvor man skal sætte ind.
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor drøvtyggernes blod fjerner borrelia-bakterierne fra flåterne, men hvis det lykkes at aflure hemmeligheden »Kan vi måske kopiere mekanismen og få en slags vaccine,« siger Dania Richter.
