Internationalt klimaforsknings-samarbejde med dansk deltagelse har nået en milepæl.
For første gang nogen sinde har forskere kortlagt, hvordan klimaet har ændret sig både regionalt og globalt gennem de seneste 1.400 år.
Tidligere studier har ofte begrænset sig til at være regionale og eksempelvis kun undersøgt Nordatlantens klimatiske fortid.
Det nye studie har derimod kigget på hele verden opdelt i syv kontinentale regioner. Det gør det muligt for forskerne at kigge på både globale trends og regionale forskelle i klimaændringer.
Vigtigt bidrag til fremtidens klimamodeller
Resultaterne viser blandt andet, at den globale temperatur faldt med næsten 0,5 grad fra for 1.400 år siden indtil for 100 år siden, hvor temperaturen steg igen.
Men resultaterne viser også, at klimatiske begivenheder som ’den lille istid’ fra det 16. til det 19. århundrede og middelalderens varmeperiode fra det 10. til det 13. århundrede ikke var globale begivenheder, der fandt sted samtidig over hele kloden, men blot regionale klimaudsving i blandt andet Europa.
»Styrken i vores undersøgelse er, at vi har skabt et billede af, hvordan klimaet har ændret sig globalt over en meget lang periode. Samtidig kan vi gå ind i vores data og se, hvordan klimaet har ændret sig forskelligt rundt om på kloden.«
»Det er første gang, at vi har kunnet gøre det, og det er et vigtigt bidrag til at teste klimamodellerne, der skal prøve at forudsige, hvordan fremtidens vejr og klima kommer til at se ud,« fortæller den danske bidragyder til det nye studie, lektor ved Niels Bohr Institutet, Center for Is og Klima, Bo Møllesøe Vinther.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.
Data fra 511 tidligere undersøgelser
I studiet har forskerne samlet data fra 511 tidligere og nye undersøgelser af de forskellige regioners (Arktis, Antarktis, Europa, Asien, Australien, Nordamerika og Sydamerika) klimatiske fortid.
Data inkluderede undersøgelser af årringe i træer, iskerneboringer, pollenaflejringer, sedimentkerner fra søer og havet, koraller mm. Alle disse data kan forskerne bruge til at analysere, hvordan temperaturen har ændret sig gennem årene.
Ud fra de indsamlede data lavede forskerne en kalender over de forskellige regioners temperaturændringer over de seneste 1.400 år.
Samlet giver det en temperaturstigning, der betyder, at kloden nu er varmere, end den har været på noget tidspunkt gennem de sidste 1.400 år.
Bo Møllesøe Vinther
Her var der både en samlet trend globalt, men også regionale forskelle.
»Vi kunne se, at den gennemsnitlige globale temperatur var faldet med næsten 0,5 grad over hele perioden frem til omkring år 1900, hvor den stiger kraftigt igen, hovedsageligt på grund af menneskets udledning af drivhusgasser. Vi kunne også se, at temperaturfaldet ikke tidsmæssigt faldt sammen mellem alle regionerne, hvor nogle faldt mere på givne tidspunkter end andre. Eksempelvis var det meget koldt i Sydamerika omkring år 1.000, hvilket ikke gjaldt resten af verden,« forklarer Bo Møllesøe Vinther.
Den lille istid var regional
Forskere har tidligere troet , at klimafænomenet kaldet ’den lille istid’, der betød kolde vintre i Europa fra det 16. til det 19. århundrede, var et globalt fænomen.
Men det afviser de nye resultater.
Både den lille istid og middelalderens varmeperiode er regionale klimafænomener, der ikke forekom samtidigt på hele Jorden. Antarktis var eksempelvis relativ varm i slutningen af 1600-tallet, og i Sydamerika var 1700-tallet et mildt århundrede, mens perioden omkring år 1.000 var kold.
»Det helt nye i vores studie er, at vi nu kan fortælle en masse om fortidens temperaturer uden for Europa og Nordamerika. De fleste studier er lavet på fortidens vejr omkring Nordatlanten, men vi kan se, at klimaet her ikke repræsenterer hele kloden,« siger Bo Møllesøe Vinther.
Kloden på sit varmeste i 1.400 år
Bo Møllesøe Vinthers bidrag til forskningssamarbejdet har været ekspertise og studier af iskerner fra Grønland og Antarktis. Ud fra iskernerne kan forskerne på Niels Bohr Institutet aflæse de sidste mange tusinde års vulkanske aktivitet.
Når vulkaner er i udbrud, sender de store mængder svovl op luften. Svovlen fra de største udbrud når så højt som til stratosfæren i 30 til 40 kilometers højde, hvor det reflekterer sollyset, så Jordens overflade får færre af Solens varme stråler. Derved kan vulkanudbrud være med til at køle Jorden.
Når svovlen igen falder til Jorden, danner det lag i iskernerne, som forskerne kan analysere.
»I iskernerne kan vi se, at der fra omkring det 12. århundrede til det 19. århundrede er meget vulkansk aktivitet på Jorden. Det passer meget godt med den globale afkøling.«
»Fra for cirka 100 år siden falder vulkanaktiviteten, samtidig med, at vi begynder at sende store mængder drivhusgas ud i atmosfæren. Samlet giver det en temperaturstigning, der betyder, at kloden nu er varmere, end den har været på noget tidspunkt gennem de sidste 1.400 år,« siger Bo Møllesøe Vinther.
