Undersøgelsen, som er foretaget af professor Wolfgang Knorr fra University of Bristol, viser, at forholdet mellem luftbåren og absorberet CO2 har stået næsten stille siden 1850.
Dette til trods for, at CO2-udledningerne er steget fra omkring to milliarder ton i 1850 til dagens 35 milliarder ton om året.
Undersøgelsen går dermed på tværs af årevis med forskning, som viser, at jordens og havets evne til at absorbere CO2 vil falde, efterhånden som udledningerne stiger.
Undersøgelsen er publiceret i det seneste nummer af tidsskriftet Geophysical Research Letters.
Usikkerhed omkring dataene
Ifølge en pressemeddelelse fra University of Bristol er undersøgelsen ekstremt vigtig, fordi de udledningsmål, der skal forhandles om på klimatopmødet i København i december, er baseret på, at Jorden er i færd med ikke at kunne klare at optage mere CO2.
Knorr ønsker dog ikke, at vi skal fortsætte med at lukke CO2 ud og satse på, at naturen kan rydde op.
»Som i alle andre undersøgelser er der også her usikkerhed omkring dataene. I stedet for at sætte vores lid til, at naturen skal optage vores affaldskulstof, bør vi få finde frem til, hvorfor den absorberede mængde ikke er forandret,« siger han i en pressemeddelelse.
Uenighed om drivhuseffekt og kulstofkredsløb
Ole Henrik Ellestad er tidligere professor i petrokemi ved Universitetet i Oslo og har været direktør for 'Området for naturvidenskab og teknologi' i Norges Forskningsråd.
Han mener, at det kun er FN's klimapanel IPCC, som fremstiller det, som om der er enighed om kuldioxidets kredsløb.
»Der er uenighed omkring ganske mange elementer i IPCC's CO2-hypotese, både når det gælder selve drivhuseffekten og hvordan CO2-cirkulationen i atmosfære, hav og geologiske former fungerer,« siger Ole Henrik Ellestad til forskning.no.
Han siger, at man også ved, at CO2's opholdstid i luften er 5-7 år, men at man ved mindre om dynamikken i havets forskellige lag og med sedimenterne. Selv måling af surhed i havet er i sin startfase med solide, kvalitetssikrede metoder.
Selvom der forskes mere omkring problemstillingerne, vil det tage tid at etablere sikker viden, siger han.
»Det skulle ikke forbavse mig, hvis der gradvis vil komme tal, som viser, at CO2 i atmosfæren er mere bestemt af havet end af mennesker.«
Direkte forkert
Odd Helge Otterå arbejder med klimamodeller ved Bjerknes-centeret for klimaforskning i Norge. Han mener, det er direkte forkert, at der er uenighed omkring drivhuseffekten.
»Et stort flertal af klimaforskere over hele verden støtter IPCC's konklusioner om menneskeskabte klimaforandringer,« siger han.
Odd Helge Otterå mener også, det er forkert at sige, at man kun ved lidt om fordelingen af CO2 i havet, selvom der er usikkerhed knyttet til det.
»Vi ved efterhånden ganske meget om fordelingen af CO2 i havet, blandt andet gennem forskningsprojektet CARBOOCEAN. Gennem systematiske og udstrakte målinger af CO2 i verdenshavene, samt brug af klimamodeller, som inkluderer kulstofcyklussen både på land og i havet, har vi fået et langt tydeligere billede af, hvordan CO2 fordeler sig i havet og på land,« mener han.
Data, ikke modeller
Ifølge en pressemeddelelse fra University of Bristol er styrken ved Knorrs undersøgelse den, at den ikke er baseret på beregninger foretaget med komplicerede klimamodeller, men på målinger og statistiske data.
Professor Knorr har blandt andet taget målinger af isen i Antarktis.
Ole Henrik Ellestad mener også, at de gode data har en fordel frem for simuleringer. Han siger klimamodeller, som dem der anvendes af IPCC, i næsten alle tilfælde indeholder en række begrænsninger og muligheder for menneskelige tolkninger.
»Modeller skal vurderes, og IPCC's modeller er semi-empiriske med approksimationer, fundamentale mangler og elementer af forskernes egne input, som er med til at bestemme resultatet,« siger han.
Alligevel mener Ellestad, at de klimamodeller, som IPCC anvender, er de bedste, man indtil nu har frembragt. Problemet er, at man kommer frem til konklusioner, der ikke er grundlag for.
Misvisende kritik
Otterå fra Bjerknes-centeret siger, at Ellestad giver indtryk af, at dem der opstiller klimamodellerne, tilpasser disse modeller for at give et bestemt resultat. Det, mener han, er misvisende.
»Kernen i enhver klimamodel er matematiske ligninger, som baserer sig på universelle fysiske principper og naturlove, som for eksempel bevarelsen af masse og energi, samt Newtons love,« siger Odd Helge Otterå.
Han giver alligevel Ellestad ret i, at dele af klimamodellerne kun er semi-empiriske og mener, det skyldes, at mange processer har en geografisk udstrækning, som er langt mindre end størrelsen på udregningsboksene i modellen.
Eksempler er skyer i atmosfæren og forskellige former for blanding i havet og atmosfæren.
»Disse processer skal der også tages hensyn til, og mange af dem vil til en vis grad være empirisk baserede. Nogle processer er velkendte, mens andre er mere ukendte.«
»Hvor godt sådanne processer er skildret i modellen er ofte afgørende for, hvor realistisk klimamodellen er. En vigtig del af arbejdet med at forbedre klimamodellerne går derfor ud på at forstå, hvordan sådanne små processer påvirker vort klima.«
»Selvsagt er der usikkerheder og faktorer, vi ikke forstår fuldt ud, men resultaterne fra klimamodellerne er mere end vilkårlige gætterier. De baserer sig på universelle fysiske love og mange årtiers forskning fra forskere over hele verden. Et bedre alternativ til at spå om fremtidens klima findes ikke, så vidt jeg ved,« mener Odd Helge Otterå.
Usikkerhed omkring kulstofcyklussen
Otterå fortæller også, at der fortsat er ganske stor usikkerhed mht. sensitivitet i kulstofcyklussen, både når det gælder hav og land.
For eksempel indikerer de fleste modeller, at vegetationen på land vil fortsætte med at optage CO2 også i et varmere klima, mens nogle modeller faktisk indikerer, at den kan blive en CO2-kilde.
»Det er en vigtig udfordring at nedbringe usikkerheden omkring dette, og det vil blive adresseret i den næste generation af klimamodeller.«
»Knorrs undersøgelse peger blandt andet på vigtigheden af bedre og mere nøjagtige estimeringer på udledninger som følge af ændringer af land-arealer som for eksempel afskovning. Det er specielt vigtig at tage hensyn til, når man ønsker at sige noget om klimaet på regional skala i klimamodellerne,« afslutter Otterå.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
