En vraltende, fed fugl som ikke kan flyve væk, når nogen forsøger at fange den. For fortidsmennesker må et sådant bytte have været det nærmeste, man kan komme til en gratis frokost.
Sådan set kan livet have været ganske ok for de mennesker, som satte sig i både og rejste over havet til øerne i Stillehavet. Det er den sidste del af planeten, som vi mennesker har befolket.
De nærmeste områder, det vil sige øerne omkring Samoa og Fiji, blev koloniseret for cirka 3500 år siden. De mest afsidesliggende øer, deriblandt Hawaii, fandt vi først for omtrent 800 år siden.
Madskålen stod klar, og mellem den første kolonisering af øerne og europæernes ankomst i 1700-tallet, formåede menneskene at gøre stor skade på den lokale fuglefauna:
Beregninger baseret på fossilrester fra 41 stillehavsøer viser, at cirka 1000 fuglearter blev udryddet i perioden.
Det er helt to tredjedele af alle arter, som eksisterede i området, og svarer til 10 procent af alle verdens nulevende fugle.
Værst gik det ud over store, landbundne fugle, som for eksempel de mange moaer.
Hvordan beregne det, du ikke ved noget om?
Forskerne fra Australien, Storbritannien og USA har foretaget et heftigt regnestykke i det nye studie fra PNAS. De har nemlig forsøgt at finde ud af, hvor mange arter, vi ikke har fundet fossiler af.
Det er ikke sådan, at alle arter bevares som fossiler, og alle stillehavsøer er desuden ikke lige godt kortlagte af videnskaben. Dermed giver regnestykket ”nulevende arter minus uddøde arter, som vi har fossilrester efter” ikke et godt resultat.
Biologerne Richard Duncan, Alison Boyer og Tim Blackburn har angrebet problemet fra en ny vinkel:
De har sammensat oplysninger om, hvor mange arter, man faktisk har fundet på de forskellige øer, hvor meget forskningsarbejde, der er blevet foretaget, og desuden oplysninger om de enkelte øers særpræg.
På nogle øer var arterne bedre udrustet til at overleve menneskenes indtog, for eksempel ved at de var små nok til at gemme sig, eller talrige nok til at tåle jagten. Andre øer kan ganske simpelt have huset få fugle til at begynde med, fordi adgangen til mad ikke gav plads til så mange arter eller fordi øen er lillebitte.
Op til 93 procent af arterne forsvandt
Alle disse variabler er sat sammen i en kompliceret matematisk model, som beregner, hvad sandsynligheden er for, at en art har levet på en ø, men ikke er blevet bevaret eller opdaget.
Det estimat er lagt oveni de kendte arter, og dermed er forskerne kommet frem til et overslag, som de mener, er så præcist som muligt – i hvert fald indtil nogen tager turen ud til øerne for at granske dem for knogler med en tandbørste:
Mindst 983 landbundne fugle, som ikke er i spurvefamilien, vandrede på heden, da Stillehavet blev befolket.
Forskerne har ikke set på estimater for spurvefugle – den mest talrige fuglefamilie, vi har – eller for havfugle, men det er ikke usandsynligt, at også de led under menneskets jagtbehov. Dermed er den totale udryddelsesrate antageligvis højere i virkeligheden, end det, som dette studie i tidsskriftet PNAS viser.
Nogle øer blev hårdere ramt af menneskets indtog end andre.
For eksempel ser det ud til, at 93 procent af alle landfuglene, som levede på Ua Huka, en ø i Fransk Polynesien, mødte sit endeligt på bådfarernes spyd- og pilspidser.
Flyvefugle havde bedre odds
En del træk var specielt risikofyldte at have i mødet med mennesker:
Fugle, som ikke kunne flyve, havde en 33 gange så stor risiko for at blive udryddet, som en flyvende fugl, og en art, som kun fandtes på én enkelt ø, havde 24 gange så stor risiko for at havne i historiens glemmebog.
De fleste rikser – en fuglefamilie med det latinske navn Gallirallus – som havnede på stillehavsøerne, mistede efterhånden evnen til at flyve. I dag er cirka halvdelen af arterne uddøde.
Forskerne har forsøgt at kontrollere deres model så godt som muligt op mod virkeligheden, og de fandt hjælp til det i New Zealand. Ikke fra landets forskere, men fra øen selv – New Zealand er nemlig blandt de bedst kortlagte øer i området, når det handler om fugledød.
Da de samme variabler for Nordøen og Sydøen i New Zealand blev lagt ind i modellen, kom forskerne med udryddelsesrater på henholdvis 23 og 22 procent.
Faktiske feltundersøgelser på de veldokumenterede øer har vist, at 26 procent af nordøfuglene og 28 procent af fjerkræ på Sydøen, blev udryddet før europæerne dukkede op.
Forskerne kaldet det et tæt match med modellen, og skriver, at New Zealand-eksperimentet giver god støtte til resten af deres resultater.
Truslerne fortsætter den dag i dag
Folk var altså ikke specielt bevidste om biologisk mangfoldighed og at værne om naturen i hine hårde dage.
Europæernes ankomst gjorde heller ikke hverdagen nemmere. Forskerne beskriver den modernes verdens indtog på stillehavsøerne som en masseudryddelsesbølge nummer to.
Jagten på de vraltende landfugle fortsatte ufortrødent, og endnu en ny bunke af fugle er forsvundet fra de spredte øer siden dengang.
Truslerne mod fuglene fortsætter for øvrigt den dag i dag.
Blandt andet er de fem kiwiarter som findes, New Zealands nationalfugle, alle enten sårbare, udryddelsestruede eller kritisk udryddelsestruede.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
