Aralsøens historie er interessant – så sent som for 600-700 år siden var den lige så lille, hvis ikke mindre, end den er i dag.
Aralsøen kom ovenpå igen og blev derefter verdens fjerdestørste sø, men nu viser nye satellitbilleder fra NASA, at det største bækken, for første gang i den historie vi kender til, er totalt tørret ud.
Og løsningen kommer formentlig ikke af sig selv denne gang.
I dag er folk mere end nogensinde afhængige af kunstvanding fra floder, der egentlig skulle munde ud i søen, og påvirkningen fra overrislingen blandes med en anden ny faktor: klimaforandringer.
Klemt inde mellem Kasakhstan og Usbekistan er Aralsøen egentlig en sø, men en salt og lukket en af slagsen. Den er salt, fordi fordampningen af vand fra søens overflade er større end mængden af vand, der strømmer til fra floder. Den er lukket, fordi der ikke er nogen udstrømmende flod.
Det gør Aralsøen meget følsom over for ændringer i vandbalancen, som er forårsaget af klima eller mennesker.
Et pragteksempel på konsekvenserne af ugennemtænkt økonomisk politik
Søen har længe været en kendt sag i miljøkatastrofeverdenen, et pragteksempel på den ødelæggende effekt, som dårligt gennemtænkt økonomisk politik kan have på miljøet.
Intensiv kunstvanding af bomuldsplantager i Sovjet Unionens vestlige ørkener hindrede vand i at nå frem til Aralsøen, hvilket fører til de drastisk lave niveauer, som vi ser i dag. Dette medførte endvidere, at det ekstremt salte vand slog en masse beplantning og dyr ihjel.
I den tidlige sovjettid var Aralsøen og dens ydre vådområder en vigtig resurse for fiskeriindustrien, landbrug og pelsfangst. Men i 1950'erne steg omfanget af kunstvandingsarealer, som blev brugt til 'hvidt guld' (bomuld), dramatisk fra fire til otte millioner hektarer, og Usbekistan var ved at blive en af verdens største bomuldsproducenter.
For at imødekomme bomulds umættelige efterspørgsel på vand blev Karakum-kanalen bygget ud af ørkenens sand, og eftersom den ikke var isoleret, forekom der enorme mængder vandtab.
I slutningen af 1960'erne blev mængden af fordampningsvand fra Aralsøen større end mængden af vand, der kom til søen, så vandniveauerne faldt dramatisk i 1970'erne og 1980'erne. Mere end 75 procent af overfladearealet og mere end 90 procent af søens volumen er gået tabt.
I 1987-1988 delte søen sig i to, og Den Store og Den Lille Aralsø opstod. Der er blevet gjort internationale anstrengelser for at beskytte Den Lille Aralsø gennem dæmningskonstruktioner, og det har betydet, at niveauet faktisk ér steget. Den Store Aralsø skrumpede fortsat ind og delte sig senere i to bassiner, en dyb, mindre vestlig Stor Aral og en mere overfladisk, men vidstrakt østlig Stor Aral. Og det er denne sidstnævnte, som NASA-billeder viser er helt tørret ud..
Giftige stoffer blæses op i atmosfæren
Miljøets indflydelse på udtørringen af Aralsøen har været altødelæggende. Hundredtusindvis at mennesker er blevet tvangsforflyttet og hundredvis af arter er forsvundet.
Giftige metaller og landbrugskemikalier (herbicider, pesticider, sprøjtegift), som er blevet brugt til at forebygge mod sygdomme og skadedyr ved de reducerede bomuldsmarker, har fundet vej til søen via dens floder.
Men da Aralsøen er en lukket sø, blev de forurenende stoffer aldrig vasket ud, og de sank i stedet ind i bundsedimenterne.
Nu bliver disse bundsedimenter blotlagt for luften, de blæses op i atmosfæren som gift, salte støvstorme, som kan sprede sig mange hundrede kilometer og forårsage flere dødsfald og kroniske sygdomme, særligt blandt de unge.
Historiske monumenter kommer til syne
Men de lavere vandniveauer har også blotlagt historiske, gamle kunstvandingssystemer og mausoleer omgivet af bopladser (nogle forbliver endnu under vand), som er bygget i den sene middelalder. Det betyder, at vandstanden må have været lavere i visse dele af Aralsøen i det 13. og 14. Århundrede.
Vi er stadig ikke sikre på, hvad der præcis forårsagede så ekstrem tilbagegang, men et køligere og tørrere klima spillede en rolle. Mongolinvasionen af Centralasien i det 13. Århundrede medførte også, at Amu Dar'ya, en af de to store floder, der tilførte vand til Aralsøen, blev afledt til Det Kaspiske Hav.
Det er tydeligt, at mennesker var en af de store faktorer i Aralsøens tidligere tørkeperiode.
Ved slutningen af det 16. Århundrede begyndte Aralsøen at blive fyldt op igen, til dels fordi overrislede kanaler betød, at Amu Dar'ya atter førte vand til søen.
Hvem er den største synder?
Et af de store spørgsmål, som står tilbage i dag, er derfor, hvor meget af søens nuværende tilbagegang der skyldes intensiv overrisling, og hvor meget der måske skyldes klimaforandringer i løbet af de seneste 50 år.
Nylige studier anslår, at kun 14 procent af Aralsøens svind siden 1960'erne skyldtes klimaforandringer med kunstvanding som klart den største synder.
Forskere, der undersøger, hvad der som det næste vil ske med Aralsøens niveauer med den globale opvarmning de næste par årtier, har kombineret adskillige forudsigelsesmodeller og forventer, at netto vandtabet vil stige i takt med, at mere fordampning fører til mindre flodtilstrømning.
Men hvis overrisling af floderne fortsætter, vil netto vandtabet være endnu større, da flodtilstrømningen i bund og grund vil ophøre.
Klimaforandringer er muligvis et af verdens største problemer, men for meget overrisling er i det mindste muligt at omvende med de rigtige politiske forandringer. Men de to største problemer udgør tilsammen en katastrofal kombination. For en stor del af Aralsøen ser fremtiden ikke lys ud.
Anson Mackay har modtaget støtte fra INTAS mellem 2003-2005 for forskning af forandringer i vandniveauet i Aralsøen i de seneste årtusinder. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation
Artiklen er oversat af Anna Bestle.
