X-Files er forbillede for moderne TV-mystik

Nu vender X-Files tilbage på tv-stationen Fox med de to FBI-detektiver Mulder som den troende, Scully som videnskabskvinden og med den nye tagline: 'The truth is still out there'.

Det bliver dog i et nyt kortere mini-serie format.

Men den oprindelige X-Files tv-serie (1993-2002) var sammen med blandt andet Buffy the Vampire Slayer, Twin Peaks og West Wing en del af fortroppen til de nye komplekse serier allerede i begyndelsen af 1990'erne – ifølge tv-forskerne Jason Mittell og Jeffrey Sconce.

Jeffrey Sconce tager udgangspunkt i X-Files med sin karakteristik af den komplekse tv-series nye struktur som efterfølgende serier både har kopieret og forfinet – det ses for eksempel i The Wire og House of Cards.

X-Files bliver for Sconce (og Mittell) indbegrebet af, hvordan den nye komplekse tv-serie kombinerer det episodiske fortælling og føljetonstrukturen i en mere integreret form.

'Ugens monster' gjorde serien upopulær

I sin analyse af X-Files skelner Sconce mellem mytologien, som går på tværs af sæsoner som i sidste ende måske bliver endelig afklaret og 'monster of the week', hvor handlingen bliver afsluttet i de enkelte afsnit .

I X-Files er seriens ’enigma’ (gåde) at opklare og blotlægge regeringens konspiratoriske tiltag for at skjule sandheden fra offentligheden.

Hvor mytologien udfoldes over mange afsnit (og sæsoner), så er der i episoderne et såkaldt ’ugens monster’, det vil sige en afrundet historie eller en sag, som bliver lukket.

Mittell argumenterer for, at X-Files aftagende popularitet i de senere sæsoner, netop skyldes en splittelse mellem flere 'monster of the week'-episoder som ikke altid kunne passe ind i den overordnede mytologi.

X-Files dyrkede det spektakulære

Den komplekse tv-serie er også karakteriseret af det, Mittell kalder for ’operationel æstetik’ – det vil sige, når en serie i én eller flere episoder udfolder ’spektakulær storytelling’.

Det kan komme til udtryk, når serien bryder med sin normale stil og fortælling – så vi som tv-seere bliver ekstra opmærksomme og kan nyde ’det spektakulære’.

I X-Files ses det i et afsnit, som for eksempel Triangle, der indeholder en tidsrejse tilbage til 1939 via Bermuda-trekanten, og det bliver en afsluttet episode, hvor det der sker, ikke får afgørende konsekvenser i det videre forløb.

Mange af de nye komplekse serier er eksempler på hybrid-genrer, og det var X-Files også: Catherine Johnson (2001) kalder i udgangspunktet serien for en paranormal detektivserie (hvor der ikke altid findes en logisk løsning) kombineret med forskellige grader af horror, science fiction, thriller og komedie.

Tidstypisk paranoia kendetegner X-Files

X-Files var en meget populær serie, som i 1990'erne skildrede en usikker verden, en verden hvor det paranormale underminerer opfattelsen af både virkelighed og sandhed, påpeger Johnson.

Stilmæssigt blev denne dunkle tematik og uigennemsigtighed understreget i X-Files' visuelle udtryk.

Det er et forandret tv-landskab som den nye X-Files mini-serie skal opleves i – et landskab hvor mange af seriens oprindelige tematikker har fået nye network-tv-serie iklædninger som science fiction-dystopier med videnskaben som omdrejningspunkt, som det ses i Orphan Black, og krimier med forskellig grad af overvågnings- og regeringsparanoia, som i Person of Interest og The Blacklist.

X-Files’ centrale tematikker om overvågning og paranoia, koblet med modsætningen mellem tro og videnskab, er stadig emner, som optager seriefortællinger.

X-Files er forbillede

X-Files tilhører som nævnt fortroppen af komplekse tv-serier med et velproduceret æstetisk udtryk, brug af special effects og den normbrydende kombination af en serie-mytologi og ’ugens monster’.

I et tv-historisk perspektiv var X-Files med til at danne udgangspunktet for de komplekse tv-serier, der i dag har medvirket til en opgradering af tv-fortællingens kulturelle status.