Virkelighedens hobbitter spiste 'drager' til aftensmad

Småbitte mennesker, rotter så store som katte, elefanter i miniudgave og dragelignende øgler på over tre meter, Umiddelbart er der lagt i ovnen til en historie, lige så forunderlig som Tolkiens, på øren Flores. Men hvad var det egentlig for nogle mystiske væsener, der førhen levede på den indonesiske ø?

Ligesom fantasifolket hobbitterne lede mini-menneskerne på Flores i en underlig verden, som de delte med frygtindgydende drager. Eller i hvert fald det tætteste man kan komme på drager. Flores-folket delte deres ø med verdens største nulevende øgle, komodovaranen, der på engelsk går under navnet 'Komodo dragon'.

Men virkelighedens hobitter har været en smule mere frygtløse end Tolkiens. Tæt ved skeletterne af Homo floresiensis, sammen med knogler fra andre byttedyr, fandt forskerne brændte komodo-knogler. Så formentlig har de små fortidsmennesker haft 'drage' på menuen.

Minder Tolkiens hobbitter om virkelighedens?

i 1937 kunne folk for første gang læse historien og hobbitten Bilbo Sækker, der forlader hjemmets trygge rammer og rejser ud for at vinde sig en del af den gyldne skat, der er bevogtet af dragen Smaug.

Bilbos univers er også scenen for Tolkiens trilogi 'Ringenes Herre'. Men hvordan ser en hobbit egentlig ud? Forfatteren tegner billedet af sit fiktive hyggeelskende folkefærd sådan her:

»De er (eller var) en lille folk, omkring halvt så høje som os og mindre end de skæggede dværge. Hobbitter har ikke skæg. Der er kun lidt eller intet trolderi ved dem, undtagen af den ganske almindelige dagsligdags slags, der hjælper dem til at forsvinde... De har det med at være tykmavede, og de klæder sig i klare farver (først og fremmest grønt og gult), de går uden sko, fordi deres fødder af naturen har læderagtige såler og en tyk, varm, brun pels, som ligner håret på deres hoveder (det er krøllet); de har lange, smidige, brune fingre, rare ansigter, og de ler en dyb, smittende latter...«

Det var eventyrudgaven. Men hvad med virkelighedens hobbitter? Den lille nyopdagede sidegran på det menneskelige stamtræ. Havde de noget tilfælles med Tolkiens hobbitter, eller er sammenligningen helt forkert? Og ved vi overhovedet nok om den lille menneskeart til at finde ud af det?

I anledning af premieren på storfilmen 'Hobbitten' stikker Videnskab.dk, sammen med ph. d. Felix Riede, der er lektor i forhistorisk arkæologi på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, spaden i jorden og prøver at grave et svar frem.

Hobbitter er halvt så høje som os

Når emnet er hobbitter, kommer man ikke uden om at snakke højde. Felix Riede forklarer, at vi endnu ikke har knogler fra så mange individer af Flores-mennesket, at vi kan være sikre på gennemsnitshøjden.

Det mest komplette individ vi har af den lille menneskeart, er en voksen hun (kvinde) på omkring 106 centimeter. Med det mål er hun på højde med en moderne fireårig, og en smule, men ikke meget, større end Tolkiens hobbitter.

Hjernen hos Flores-mennesket var i øvrigt på størrelse med en grapefrugt - cirka en tredjedel så stor som hjernen hos det moderne menneske.

Fødderne passer ikke helt i størrelse

Et andet kendetegn ved hobbitter er deres fødder, som har læderagtige såler og godt med behåring. Felix Riede forklarer, at det er svært at sige noget om hår på fødderne hos de små Flores-folk, men at vi godt kan sige noget om deres fødder generelt.

Han fortæller om et studie, der viser, at fødderne hos Homo floresiensis er anderledes end fødderne hos vores egen art:

»Analyser af deres fodform viser, at specielt deres storetå var noget anderledes end Homo sapiens'. Men den lignede heller ikke helt Tolkiens hobitters. Homo floresiensis' storetå var kort, mens dens fødder som sådan var ret lange. Dens bevægelsesapperat var ikke umiddelbart tilpasset det hurtige løb, sådan som Homo erectus' og Homo sapiens' er.«

Lus fortæller noget om virkelighedens hobbit

Vi ved ikke, om Flores-folkets hår var krøllet og brunt, sådan som Tolkien fortæller, at hobitternes er det.

Fortidsmenneskers behåring er nemlig ikke noget, forskerne ved meget om:

»Om behåring kan vi ikke sige særlig meget, men man mener at Homo floresiensis nedstammer fra Homo erectus, og hvis det er tilfældet, så vil den lille nok ikke være helt behåret, for Homo erectus havde formentlig allerede mistet det meste af pelsen som en tilpasning til livet på de varme savanner«, siger Felix Riede.

Forskeren fortæller videre, at der findes en enkelt, omend lidt spekulativ, ledetråd, der kan pege os i retning af viden om Flores-menneskets hårpragt.

»Der er et studie, jeg godt kan lide, hvor man har lavet en genetisk undersøgelse af de to typer lus, der findes på mennesker. Den ene type sidder kun på hovedet, den anden kan kun leve på kroppen.«

»Ideen bag studiet er, at kropslusen kun kan overleve, når der er tøj. Ud fra den ide har man undersøgt kropslusens mitokondrieller DNA, og via det molekylogiske ur regnet sig tilbage i tid og fundet ud af, hvor længe kropslusen har været en ubuden gæst hos mennesker.«

»På den måde prøver man at finde ud af, hvornår man begyndte at gå med tøj. Forskerne er nået frem til, at mennesket har slæbt rundt sine kroplus omkring 70.000 år, dog med en del tusind års usikkerhed.«

Normalt daterer forskerne Homo floresiensis til at have levet på Flores fra mindst 95.000 år siden og frem til for 17.000 år siden. Og selvom nyere analyser peger i retning af, at menneskearten kom til Flores tidligere, end man først troede, betyder forskernes årstål for de små Flores-mennesker, at de sandsynligvis har levet i (u)skøn samhørighed med kropslus.

Tvunget ud i spekulation, får det Felix Riede til at sætte sine penge på en begrænset hårvækst på kroppen hos Homo floresiensis.

Gik virkelighedens hobbit med tøj?

Felix Riede forklarer, at fraværet af pels og muligheden for kropslus ikke er et entydigt bevis for, at de små Flores-mennesker gik med tøj.

»Tøj er en svær én. Selv moderne mennesker i traditionelle samfund i tropiske lande har, af logiske, årsager, ikke ret meget tøj på. Uanset hvad, har vi intet bevaret i forbindelse med Homo floresiensis.«

»Data fra andre dele af kloden tyder på, at vi generelt har undervurderet de tidlige menneskers evne til at fremstille tøj, men disse data er langt fra Flores i både rum og tid. Heller ikke om farverne kan vi sige noget.«

Alligevel er Felix Riede med på legen og fortæller, at hvis, og kun hvis, Homo floresiensis gik med tøj, ville det sandsynligvis været lavet af skind, læder og plantemateriale. Særligt vævede udgaver af det sidste, plantemateriale, finder forskerne tidligere og tidligere beviser for rundt omkring i verden, men fra steder der er en hel del køligere end Flores.

Hobitter har lange smidige fingre

Heldigvis er det nemmere at sige noget om fingerfærdigheder hos fortidsmennesker, end det er at sige noget om deres tøjvalg.

Tolkiens hobbitter har lange smidige fingre, og fundet af nogle relativt avancerede stenredskaber i forbindelse med miniputterne på Flores viser, at den gamle menneskeart heller ikke var helt ueffen til at bruge hænderne.

Alligevel er det mest interessante for Felix Riede, hvad redskaberne viser i forhold til småfolkets hjerner.

»Nogle er overraskede over, at en hominid med en så lille hjerne kan fremstille sofistikerede redskaber, men måske viser det bare, at man ikke behøver en kæmpe hjerne for at fremstille redskaber. I dag går man ud fra, at hjernevolumen hænger sammen med ting som gruppestørrelse og social konkurrence, snarere end med jagt eller redskabslavning.«

»Man skal også huske, at vi kun har sten bevaret, og ikke noget af den organiske del af Flores-menneskernes teknologi, som nok har været afgørende og muligvis meget mere omfattende. Med de begrænsede efterladenskaber er det svært at vurdere, hvor sofistikeret deres teknologi egentlig var.«

Hobbitter ler en dyb, smittende latter

Fantasiens godmodige hobbitter er rare folk med en behagelig, dyb latter.

Om virkelighedens bud på en hobbit havde en dyb eller en høj latter, er ikke til at sige, men grine, det har de kunnet.

»Det er sjovt, at de fleste rekonstruktioner af fortidens menneskearter ser meget alvorlige ud, for anatomisk er der intet i vejen for, at for eksempel Flores-mennesket har kunnet le, og måske endda til en vis grad, tale.«

»Homo florensis nedstammer sandsynligvis fra Homo erectus, og med mindre den har mistet nogle egenskaber i løbet af dens egen evolution, har individerne formentlig evnet at kommunikere på et ret komplekst niveau,« siger Felix Riede og kommer med en opsamling på historien om det lille indonesiske menneske, der for så mange leder tankerne hen på Tolkiens fortryllende fortællinger.

Myter kan bygge på konkrete begivenheder

»Det er nærliggende at bruge hobbitten som en beskrivelse for noget, vi ikke har et konkret billede på. Det er en måde at gøre det, vi ikke kender eller ikke kan fatte, forståeligt.«

»Nogle forskere mener, at mange gamle myter rent faktisk tager udgangspunkt i konkrete begivenheder, der bliver genfortalt på en måde, der gør dem nemmere at huske, og som gør dem forstålige for medlemmer af den pågældende kultur.«

»For eksempel kan man forestille sig et fænomen som et vulkanudbrud, noget som fortidens mennesker måske ikke kunne forstå de geologiske processer bag. Det er så blevet fortolket eller genfortalt og sammenlignet med noget, man kendte. Måske var nogle dengang også så langt væk fra selve vulkanen, at de ikke kunne se sammenhængen mellem effekterne og kilden. Men mennesker vil gerne forklare alting; vores hjerne kræver, at tingene hænger sammen i en eller anden form for logik.«

Reaktion på hobbit-fund siger noget om, hvordan videnskab dyrkes

Ifølge Felix Riede gør menneskets trang til at forklare det ukendte opmærksomheden omkring fundet af Homo florensis endnu mere tankevækkende.

Da man første gang fandt knogler fra Flores-mennesket, blev det opfattet som kontroversielt.

Flere forskere forsøgte at bortforklare de små skeletter som individer af Homo sapiens, der led af en sjælden sygdom, der resulterede i dværgvækst. Man troede, at nu havde man styr på det menneskelige stamtræ, og så fandt man pludselig noget nyt, noget ukendt, noget man ikke havde regnet med.

Hvis man står over for noget ukendt, noget der er svært at forklare, kan analogiernes kendte verden, også i dag, være et tilflugtssted, forklarer Felix Riede og slutter med kommentaren:

»Man kan spørge sig selv, om ikke den store opmærksomhed omkring fundet af det lille Flores-mennesker siger mere om, hvordan videnskab udøves, end det siger om videnskab i sig selv.«