For omkring 2.000 år siden, i det, der nu er staten Illinois i det nordlige USA, begravede en gruppe indfødte amerikanere noget højst usædvanligt.
I midten af en ring af 22 skeletter lå et spædbarn begravet, og lige ved siden af - en los. En lille killing af arten rødlos, som bar en halskæde af muslingeskaller og bjørnetænder skåret ud af ben.
Det er den eneste kendte begravelse af et dyr i sådanne gravsteder, og den eneste kendte begravelse af en vildkat i arkæologisk historie, skriver forskerne i studiet, der også mener, at fundet kan kaste lys over, hvordan hunde, katte og andre dyr blev gjort tamme. Men det er ikke kun forskerne bag studiet, der er begejstrede.
»Det er overraskende, forunderligt og ekstremt specielt,« siger Melinda Zeder, der er zooarkæolog ved Smithsonian Institution's National Museum of Natural History i Washington, D.C, og som ikke var en del af studiet, til Sciencemag.
Hun tilføjer dog, at det er uklart, om befolkningen ville tæmme lossen og behandlede den som et kæledyr, eller om de tilførte den en spirituel betydning.
Lossen blev fundet i 80'erne
Lossen blev fundet, da man i 1980'erne udgravede 1 ud af 14 høje på en skrænt med udsigt over Illinois River omkring 80 kilometer nord for St. Louis.
Landsbybeboerne, der byggede gravene, har formentlig været del af 'Hopewell-kulturen' - handelsmænd og jæger-samlere, der levede i spredte landsbyer med så få som 25 mennesker i hver.
De lavede dyre-inspireret kunst, som odderformede skåle og keramik indgraveret med fugle, og så havde de tamme hunde i deres landsbyer.
»Jeg vidste med det samme, at det ikke var en hund«
Arkæologerne havde meget travlt med udgravningen på grund af et begyndende motorvejsprojekt, og da de fandt lossen, gik de ud fra, at det var en hund, og de lagde skelettet i en æske, som de markerede 'Hvalp - begravelse', og den endte på arkivet på Illinois State Museum.
Først flere årtier senere blev kassen åbnet igen, da ph.d.-studerende ved University of Durham i Storbritannien, Angela Perri, var i gang med et projekt om hundebegravelser - hun fik sig noget af et chok.
»Da jeg så kraniet, var jeg med det samme klar over, at det ikke var en hundehvalp. Det var en kat af en art,« siger Angela Perri, der i dag er zooarkæolog ved Max Planck Instituttet for evolutionær antropologi i Leipzig i Tyskland, til ScienceMag.
Højst usædvanligt at begrave dyr blandt mennesker
Hopewell-folket havde hunde i deres landsbyer, men de blev begravet netop i byerne og ikke i de samme store gravhøje som mennesker. Disse høje var placeret uden for byerne, og flere landsbyer begravede deres døde det samme sted.
»De små landsbyer gik sammen om at begrave deres døde i disse grave. Det var en måde, hvor man kunne markere, at området tilhørte deres fælles forfædre,« siger Kenneth Farnsworth, der forsker i netop Hopewell-kulturen på Illinois State Archaelogical Survey i Champaign i Illinois, og som er medforfatter til studiet.
Derfor blev han også forbløffet, da han hørte om lossen.
»Det rystede mig i min grundvold. Jeg har aldrig set noget lignende i næsten 70 udgravede høje,« siger han til ScienceMag.
Da højene var beregnede til mennesker, mener han, at nogen må have brudt reglerne for at få lossen begravet der.
»En vigtig person må have overbevist andre i samfundet om, at det skulle ske. Jeg ville give hvad som helst for at vide hvorfor.«
Det var ikke et offerritual - men hvad var det så?
Da Angela Perri analyserede benene, fandt hun ud af, at det var en los af arten rødlos, også kaldet Lynx Rufus, som lever i hele Amerika. Skelettet tilhørte en killing, der har været mellem 4 og 7 måneder gammel, da den døde. Skelettet var komplet, og der var ingen skader, som indikerede, at dyret ikke var blevet ofret.
Da hun så de oprindelige billeder fra udgravningen, kunne hun se, at rødlossen var blevet forsigtigt placeret i graven.
»Det så respektfuldt ud. Dens poter var placeret samlet. Den var tydeligvis ikke bare blevet kastet ned i hullet,« siger hun til ScienceMag.
Angela Perri, der har udgivet opdagelsen sammen med Kenneth Farnsworth og en tredje kollega i tidsskriftet Midcontinental Journal of Archaeology, har en mistanke om, hvordan lossen er endt i graven. For hende er halskæden udslagsgivende. Hun mener, at den har fungeret som et halsbånd, og at lossen har været et vellidt kæledyr.
»Den pomp og pragt ved begravelsen tyder på, at dyret har haft en helt speciel plads i livet hos disse mennesker. De så et potentiale i dette dyr uden for den vilde dyreverden,« siger Angela Perri til ScienceMag.
Ifølge Perri tyder killingens unge alder også på, at beboerne har taget den ind fra den vilde natur, måske som forældreløs, og forsøgt at opfostre den. Rødlossen er den mindste af de fire losarter, den er kun omkring dobbelt så stor som en huskat, og arten er kendt for at være forholdsvis nem at gøre tam.
»Det er det tætteste, du kan komme på at finde tegn på tæmning i arkæologisk historie,« siger Perri, der mener, at fundet åbner et vindue ind til, hvordan andre dyr, som hunde eller kvæg, er blevet bragt ind i menneskesamfund og gjort tamme.
Lossen kunne også have haft en spirituel betydning
Zooarkæolog Melinda Zeder, der ikke er en del af studiet, mener også, at lossen kan have været et kæledyr.
»Tæmning af et enkelt dyr kan være et skridt på vejen til domesticering,« siger hun, men advarer mod at komme til at give et enkelt fund for stor betydning.
»Det er et enkelt fund i en meget speciel kontekst. At begynde at tale om domesticeringen af vilde dyr er måske at strække den for meget. Hvis Hopewell-befolkningen virkelig så lossen som et kæledyr, ville de nok have begravet den samme sted som deres hunde.«
I stedet mener hun, at lossen også kan have tjent et andet formål. Hun mistænker, at rødlossen har haft en symbolsk betydning. Måske har den repræsenteret en åndelig forbindelse til det vilde og er derfor endt i graven?
Jean-Denis Vigne, zooarkæolog ved National Museum of Natural History i Paris, fortæller Sciencemag, at indianere i Sydamerika er kendt for at have et specielt forhold til den vilde natur. Han synes, at fundet minder ham om de jæger-samler-samfund i Sydamerika, som bragte unge aber og andre vilde dyr ind i deres hjem, opdrættede og sommetider ammede dem, som en måde at takke naturen for mange byttedyr og afgrøder.
Alligevel har han aldrig hørt om mennesker, der begravede disse dyr.
»Der er meget, som stadig mangler at blive opklaret,« siger han.
Desværre er det ikke muligt at lave mere arbejde på rødlossen i øjeblikket. Museet, hvor knoglerne opbevares, står overfor at lukke ned på grund af budgetændringer i staten, og Perri fortæller, at hun ikke længere kan tilgå prøverne. Offentlige grupper samt de ansatte på museet kæmper for at stoppe lukningen, siger hun til ScienceMag.
