Nordiske vikinger bosatte sig i stor stil i England i det 9. og 10. århundrede, og nu peger sprogforskning på, at antallet af nordiske bosættere har været endnu større, end tidligere undersøgelser har påvist med udgangspunkt i DNA.
\ Historien kort
- Der er igen fyret op under debatten om, hvor stort antallet af nordiske bosættere i England var.
- Den nordiske indflydelse på engelske sted- og personnavne vidner om flere bosættere end først antaget.
- Det er dog vanskeligt at skelne dansk og norsk indflydelse fra hinanden.
Senest har en artikel, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Antiquity, beskrevet, at op mod 35.000 danske vikinger muligvis bosatte sig i England i løbet af denne periode.
Bosættelsen har haft en markant effekt på det engelske sprog, særligt på sted- og personnavne, og denne indflydelse er det centrale bevisgrundlag for antallet af bosættere, ifølge sprogforskere.
De har dog vanskeligt ved at skelne den danske indflydelse fra den norske, fordi sprogene er så ens, og det er derfor stadig uvist, hvor mange danske vikinger, der drog til England.
\ Læs mere
Låneord for 'skib' og 'kniv' vidner om nordisk aktivitet
\ Beviser i tale og på skrift
Sproget, som de nordiske bosættere talte, kaldes typisk 'oldnordisk' (engelsk 'Old Norse').
Oldnordisk eller 'norrøne sprog' bruges også om de sprog, som blev talt og skrevet på Island og i Norge i perioden cirka 800-1300, og som for eksempel sagaer, edda- og skjaldekvad er skrevet på.
I England har man fundet inskriptioner i nordiske runer, der viser, at man i vikingetiden har gjort brug af såkaldt oldnordisk. Teksterne fortæller os, i hvilke sammenhænge sproget blev brugt, men ikke hvor mange, der talte det i vikingetidens England.
Til gengæld kan nutidens engelske ord med oldnordisk afstamning give et indtryk af den nordiske indflydelse, blandt andet med hensyn til, hvor mange nordiske bosættere, der var i England.
Da de nordiske bosættere kom til England stødte de utvivlsomt på personer, der talte såkaldt oldengelsk.
Oldengelsk og oldnordisk, som bosætterne selv talte, var nært beslægtede sprog med mange ens eller lignende ord.
Eksempelvis er det nutidige ord ‘hus’ på oldengelsk 'hūs'' og på oldnordisk ‘hús' . Det betyder, at en basal kommunikation mellem vikingebosætterne og angelsakserne sandsynligvis har været mulig.
Vi finder også oldnordiske låneord - ord som ét sprog optager fra et andet sprog, men som i modsætning til et fremmedord ikke altid føles fremmedartet - i de oldengelske tekster.
Der findes dog kun cirka 150 låneord i alt, og de er overvejende særlige termer for objekter eller begreber, der ofte associeres med de nordiske bosættere og deres aktiviteter.
Eksempelvis det oldengelske 'lagu', der betyder lov, og som relaterer til lovmæssige forhold, eller 'hūsbōnda', 'house-holder’, som er en social status.
Andre eksempler, som det oldengelske ‘cnear’, der betyder et lille skib, og ‘cnīf’, som betyder kniv, beskriver objekter, der muligvis kan associeres med nordiske aktiviteter i England.
Senere, fra begyndelsen af det 11. århundrede til det 15 århundrede, lånte det engelske sprog, middelengelsk som det hedder i den periode, af det oldfranske. Men i dette tilfælde ved forskere, at det ikke involverede et stort antal oldfransk-talende personer, der drog til England og bosatte sig.
De personer, der kom, var få, men de havde en høj social status, og det bringer spørgsmålet på banen, om det samme kan have været gældende for indflydelsen fra de nordiske bosættere.
Involverede den nordiske bosættelse i England kun et begrænset antal høj-status bosættere?
Hverdagsord indikerer omfattende kontakt
\ Vanskeligt at skelne mellem dansk og norsk
Det er ikke til at skelne, om de fleste af datidens ord og personnavne var af dansk eller norsk oldnordisk oprindelse.
Visse ord lader til at være mere almindelige i Danmark, eksempelvis det oldnordiske býr (gård, bosættelse) og þorp (sekundær bosættelse). Disse ord fandtes dog også på norsk.
Navne som Danby og Normanby/Normanton lader til at referere til bosættelser med henholdvis danskere eller nordmænd.
Det er dog muligt, at disse etniske betegnelser ofte blev benyttet til at indikere en hvilken som helst nordisk bosættelse.
Der er to grunde til, at svaret er et rungende 'nej'.
Det ses for det første i manuskripter på oldengelsk fra Wessex i det sydvestlige England, der var et område, der ikke oplevede mange nordiske bosættere. Kun ganske få skandinaviske ord blev integreret i regionens dialekt, vest-saksisk.
For det andet inkluderer låneordene ikke blot særlige ord, men dækker også et grundlæggende ordforråd i moderne engelsk med ord som 'æg' og 'himmel', pronomenerne 'de', 'dem' og 'deres', og almindelige verber som 'tage' og præpositioner som 'indtil'.
Den slags låneord, kan man netop forvente, når der har været omfattende kontakt mellem de to sprogs talere.
De kan ikke forklares gennem kontakt med kun få, men betydningsfulde, talere.
Byer blev opkaldt efter nordiske kvinder
De mange oldnordiske stednavne udvider bevismængden, der taler for en udstrakt brug af oldnordisk i England.
De fleste stednavne i England var oprindeligt beskrivelser af de steder, de refererede til.
Eksempelvis stammer de mange 'Kirkby' eller 'Kirby' fra et gammelt oldnordisk sammensat ord, der betyder 'kirke-bondegård' eller 'kirke-bosættelse'.
Helperby i det nordlige Yorkshire stammer fra et nordisk, sammensat ord dannet af det kvindelige navne Hjalp og det oldnordiske 'býr', der betyder 'gård' eller 'bosættelse'. Måske var kvinden, bosættelsen er navngivet efter, ejer af en landejendom.
Antallet og variationerne af stednavnene, der enten er helt eller delvist nordiske, er vigtig evidens, der understøtter teorien om, at oldnordisk i vid udstrækning blev talt i England.
Stednavne blev først registreret efter vikingetiden
De fleste stednavne blev ikke registreret før år 1086 før vor tidsregning, da den engelske jordebog 'Domesday Book' blev færdiggjort, altså et par årtier efter at de nordiske bosætter begyndte at ankomme i England. Bogen skulle skabe struktur og overblik over landets byer, tyve år efter Vilhelm 1. Erobreren og normannernes erobring af England.
For hvert engelsk gods er optegnet, hvem der besad det ved erobringen, og selvom 'Domesday Book' indeholder en noget usammenhængende beskrivelse af byerne, hvor blandt andet London og Winchester mangler, så var hensigten at institutionalisere normannernes indførelse af det feudale jordbesiddelsessystem og skabe et grundlag for administrationen af det normanniske militære skattesystem.
Vi kan altså ikke være helt sikre på, hvornår mange af stednavnene, der indeholder oldnordiske ord, blev dannet.
Måske blev nogle af dem introduceret af oldnordisk-talende samfund, mens andre måske blev navngivet med ord lånt fra de nordiske sprog, længe efter at oldnordisk ikke længere blev talt.
Det forklarer måske stednavne som Maplebeck i Nottinghamshire, der kombinerer det oldengelske ord for 'ahorntræ' og det oldnordiske ord for 'bæk'.
Kun en håndfuld lignende studier eksisterer, og de demonstrer, at ordforrådet, der havde oldnordisk oprindelse, og som blev brugt til at beskrive landskabet i det østlige England i den sene middelalder, var på niveau med eller endda overgik det oldengelske i dele af England.
\ Læs mere
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Nordiske personnavne blev indført i England
Stednavne og forskellige kilder afslører brugen af oldnordiske personnavne i England.
Begge evidenstyper indikerer, at et bredt udvalg af oldnordiske navne blev benyttet i England i middelalderen.
Et studie fra 2002 omhandlende personnavne, der blev brugt på denne tid, afslørede, at brugen af oldnordiske navne i Englands østlige grevskaber Yorkshire, Lincolnshire og Nottinghamshire overgik brugen af oldengelske navne.
Selvom nordiske navne brugt i denne periode, ikke nødvendigvis var navne på personer, der kom fra de nordiske lande, viser navnevariationen, at man i det nordlige og østlige England havde grundig kendskab til nordiske personnavne.
Denne viden reflekterer eksistensen af et omfattende samfund, der benyttede oldnordiske navne og ikke bare navngivningen af enkeltpersoner efter prominente nordiske personer.
\ Lingvistiske spor peger mod talrige vikingebosættelser
Selvom en del lingvistisk evidens sandsynligvis peger mod specifikt danske bosættere, kan det ikke tages som utvetydig evidens.
Lingvistisk evidens for de udbredte nordiske låneord både i løbet af og efter vikingetiden, samt hyppigheden af skandinaviske sted- og personnavne i middelalderens England, kan ikke forklares gennem et lille antal prestigefyldte nordiske bosættere.
Samlet set kan den omfattende oldnordiske indflydelse på det engelske sprog og på sted- og personnavne kun forklares gennem mange oldnordiske taleres vikingebosættelser i England.
Desværre afslører den lingvistiske evidensmængde ikke, hvor mange bosættere kom fra Danmark.
