Vidner hører ofte forkert

Det er ikke hver gang, at en forbryder efterlader sig fingeraftryk eller dna-spor efter sin udåd, og når det skorter på håndgribelige beviser, må politiet tage fat i de vidner, der har været til stede.

Et voldtægtsoffer kan blive bedt om at udpege sin overfaldsmand ud fra stemmen, eller det kan ske, at en bankdame skal identificere en maskeret røver.

På den måde kan ørenvidnernes udsagn blive vigtige brikker i en efterforskning, men det kan være farligt at stole for meget på vidnerne.

»Når det gælder om at genkende stemmer, så er vores erindring ikke så pålidelig, som vi tror. Vi skaber nogle gange vores helt egen virkelighed,« fortæller Mette Hjortshøj Sørensen fra Aarhus Universitet.

Upålidelige ører

Mette Hjortshøj Sørensen er fonetiker og forsker i taleridentifikation. I øjeblikket arbejder hun på sin ph.d., hvor hun blandt andet undersøger, hvor pålideligt det er, når ørenvidner skal identificere en stemme.

Hun har blandt andet opsat et forsøg, hvor deltagerne lytter til en fremmed stemme, og efter en uge skal de komme tilbage og forsøge at vælge den rigtige stemme ud af seks forskellige muligheder i en såkaldt ‘voice-line-up’.

»Faktisk var forsøgspersonerne ret dårlige. De kunne kun genkende stemmen omkring 57 procent af gangene, når der var tale om normale, gennemsnitlige stemmer. Med usædvanlige stemmer var det 75 procent af gangene, men selv her kunne en forbryder let gå fri. Og bemærkelsesværdigt nok, så skete det ofte, at personerne følte sig helt sikre, når de tog fejl,« siger Mette Hjorthøj Sørensen.

Vi er altså dårligere, end vi tror, når det gælder om at genkende stemmer, men hvad er det, der går galt?

Vi husker ikke helheden

Mette Hjortshøj drager en parallel til vores visuelle hukommelse, som også kan spille os nogle puds. Et studie fra 1990 viste, hvordan øjenvidner blev dårligere til at genkende et ansigt, hvis de først blev sat til at beskrive det – såkaldt verbal overskygning.

»Det ser ud til, at de ved at beskrive et ansigt kunne ændre deres egen erindring om, hvad de havde set. Hukommelsen bliver omprogrammeret, mens de taler om ansigtet,« siger hun.

Ifølge Mette Hjortshøj er det fordi, vi ikke altid husker ansigtet – eller stemmen – som en helhed, men i stedet noterer os særlige kendetegn.

»Hvis man har noteret sig, at en person har en stor næse, og bagefter skal finde ham i en line-up, så vil nogle være tilbøjelige til simpelthen at vælge personen med den største næse. Ligesådan, hvis en bankrøver har haft en hæs stemme, så vil man måske vælge den mest hæse stemme i en voice-line-up,« siger hun.

Sværere i virkeligheden

Mette Hjortshøj Sørensens forsøg viser ikke bare, at folk ofte tager fejl af stemmer, de viser også, at deltagerne alligevel ofte er overbevist om, at de har ret.

»Et vidne er måske ikke opmærksom på, hvor let det er at tage fejl. Meget få mennesker – og det inkluderer lingvister – kender til den forskning, der viser, at vi ikke er så gode til at kende selv familiære stemmer eller accenter, som vi gerne vil tro,« forklarer Dominic Watt, som forsker i kriminalteknisk fonetik ved University of York

Han påpeger også, at når det gælder virkelige forbrydelser og forbrydere, så er der endnu flere ting, der kan forstyrre vores genkendelse af en stemme.

»Ørenvidners pålidelighed er afhængig af mange forskellige faktorer. Det akustiske miljø, for eksempel, og varigheden af den tale, man har hørt. Det afhænger også af om man kender stemmen i forvejen, og om der er tale om aktiv eller passiv eksponering,« siger Dominic Watt, som selv har hjulpet politiet i kriminalsager.

»Vi kan let blive snydt, for eksempel hvis en person taler med to forskellige dialekter. Så har vi svært ved at genkende stemmen,« siger Dominic Watt.

Danskere bliver lettere snydt

Det bekræftes af et andet af Mette Hjortshøj Sørensens forsøg, hvor hun undersøgte, hvad det er, vi lytter efter, når vi skal identificere en stemme.

I hendes forsøg deltog personer, der talte dansk, personer, der ikke talte dansk, og personer med dansk som andetsprog, og de blev alle bedt om at identificere danske stemmer.

Ikke-danskerne og de tosprogede lyttede især efter stemmens kvalitet og grundtone, mens danskerne i højere grad sammenlignede stemmerne ud fra udtale og dialekt.

»Danskerne var umiddelbart bedst til genkende en stemme. Men de var også lettere at snyde, for hvis en person lavede sin dialekt om, så havde danskerne meget svært ved at genkende stemmen,« siger Mette Hjortshøj Sørensen.

De helt håbløse

I Danmark er der ikke nogen retningslinjer for hvordan man bruger ørenvidner i efterforskningen, og ifølge Mette Hjortshøj Sørensen, så er det ikke noget, politiet arbejder med på en systematisk måde.

Hun er den eneste forsker i Danmark, der beskæftiger sig med kriminalteknisk fonetik, og hun håber, at hendes forskning blandt andet kan bruges til at skabe bedre brug af ørenvidner i praksis.

Eksempelvis vil hun gerne være med til at lave en international test, som kan bruges til at frasortere de mest upålidelige vidner.

»Der er en gruppe af deltagerne, måske 10-20 procent, som er helt håbløse i alle forsøg,« forklarer Mette Hjortshøj Sørensen.

Hun lavede et forsøg, hvor deltagerne blev præsenteret for to stemmer ad gangen, og skulle angive, hvor meget de lignede hinanden. Mange af stemmeparrene blev gentaget, og nogle af forsøgsdeltagerne var helt inkonsekvente i deres vurdering af de samme stemmepar.

»Det ser ud til, at der er en gruppe, som enten slet ikke kan koncentrere sig, eller ikke forstår opgaven. Det ville være meget hjælpsomt, hvis man kunne lave en test, så de blev sorteret fra i politiarbejdet.«