Vi fortæller hinanden historier. Vi læser romaner, bruger tid på at se skuespil og så videre. Litteratur er noget vi bruger tid på. Men hvorfor? Er det ren underholdning eller lærer vi noget?
Og hvorfor går vi op i, om indholdet af et litterært værk er sandt, som man for eksempel så det i forbindelse med udgivelserne af erindringsromanerne ‘Det bliver sagt’ (2001) af Kristian Ditlev Jensen og ‘Den som blinker er bange for døden’ (2006) af Knud Romer.
Der er en oldgammel diskussion i filosofien om litteraturens status og om det rette forhold mellem filosofi og litteratur, såsom romaner, teaterstykker, digte og mytiske fortællinger.
Viden og opbyggelse i litteraturen
Et omdrejningspunkt i skærmydslen er, om litteratur bidrager med viden og, hvis det er tilfældet, hvilken form for viden?
De empiriske videnskaber bidrager med viden om verden, som den faktisk er, det vi faktisk ser, tænker og ved; filosofien søger på sin side at afklare betingelserne for vores forståelse af verden, forudsætningerne for det vi ser, tænker og ved.
Men litteraturen fremskriver i stedet det fiktive; det vi kunne se, tænke eller vide – hvad er pointen med det? Hvad lærer vi af at engagere os i noget, som godt nok kunne finde sted, men som ikke har og sikkert aldrig vil finde sted?
Litteratur ifølge den græske tradition
Grækerne var enige om at beskrive er den sproglige kunsts, dramaets og litteraturens, grundlæggende form som ‘mimesis’, der betyder efterligningen af og lighed med verden.
Det vil sige litteraturen stedet siger ikke, at noget kunne være tilfældet, men den viser, hvordan det kunne være.
Platon om litteratur
I én forstand kulminerer diskussionen om litteratur hos den græske filosof Platon (429-347 f.kr.). Der er filosoffer før Platon, der er kritiske over for litteraturens status som erkendelseskilde, men ingen så gennemført som Platon er i sit hovedværk ‘Staten’.
Platon søger at nå frem til en beskrivelse af den optimale opbygning af en stat. I den forbindelse reflekterer han over, hvilken rolle litteraturen spiller i den idéelle stat. Eller rettere: Da værket Staten er en dramatiseret dialog, lader Platon sin hovedperson Sokrates reflektere over litteraturens rolle med små indspark fra en række tilhørere.
Sokrates fastsætter entydigt, at det relevante kriterium at dømme litteraturen ud fra, er sandhed. Hvis mimesis er en repræsentation af verden, hævder Sokrates, må vi dømme den efter de samme kriterier, som vi anvender i forhold til andre repræsentationer, nemlig om de fremstiller noget som er sandt.
Hvad kan vi lære af litteraturen?
Sokrates’ strenge krav til litteraturen hænger sammen med en bestemt opfattelse af viden, som også præsenteres i Staten. Ifølge denne kan viden ikke baseres på erfaring alene, for erfaringen kan være fejlagtig og har brug for at blive korrigeret af fornuften.
Men litteraturen er ikke engang ægte erfaring, påpeger Sokrates. Den er blot en efterligning af erfaring og må som sådan være endnu mere fejlbehæftet og vildledende end erfaringen selv. Bevæbnet med denne argumentation sender Platon sin tilsyneladende stand in, Sokrates, i krig.
Sokrates går direkte til sagens kerne, nemlig spørgsmålet om, hvad vi kan lære af litteraturen. I den første undersøgelse af dette spørgsmål vender han sig mod muligheden af at få viden om guderne, enten i litteraturen eller gennem fornuften.
Litteraturens sande natur
I dramaer og historier fremstilles guderne ofte som lastefulde, stridige, intrigante og løgnagtige, men, påpeger Sokrates, alle disse karaktertræk er i strid med selve idéen om det guddommelige, for den guddommelige må have fuld viden om fortiden, vil ikke frygte fjender og har derfor ingen brug for at snyde eller vildlede os.
Det er altså åbenlyst, hævder Sokrates, at vi ikke kan stole på digterne, når de fortæller os om guderne. Endnu værre går det ifølge Sokrates, når digterne skriver om mennesker og deres handlinger, for her fokuserer de på mennesket som følelsesmæssigt engageret i og fanget af begivenhedernes gang, og ikke på det karakterfaste menneske, som lader sine følelser vejlede og mildne af fornuften.
Det vil sige; digterne fremstiller det konfliktfyldte menneske, som på grund af sine følelser er fanget i sin umiddelbare erfaring, og ikke menneskets mulighed for at korrigere denne ved hjælp af fornuften. Dette afslører ifølge Sokrates litteraturens sande natur:
»We have, then, a fair case against the poet. His creations are poor things by the standard of truth and reality, and his appeal is not to the highest part of the soul, but to one which is equally inferior.« (Staten, s. 13#).
Platons litteratur
Umiddelbart virker det, som om Platon via Sokrates når frem til en klar, men også meget kritisk, konklusion: Litteraturen er mangelfuld viden, og selvom den effektivt kan påvirke mennesker, så har den heller ingen etisk værdi. For hvis den frit får lov til at udfolde sig, opbygger den ikke mennesket.
Den understøtter derimod blot vores irrationelle tendens til at lade os styre af vores følelser. Derfor skal litteraturen underlægges strenge krav om sandhed og opbyggelighed, som kommer fra fornuften, eller fornuftens personificering; den sokratiske filosof.
Men, vil den opmærksomme læser her indvende, der synes at være noget fundamentalt utroværdigt ved Platons udfald mod litteraturen og digterne.
Selvmodsigelse
På den ene side undergraver hans ideal om sandhed den dramatiske forms selvstændige berettigelse som kilde til erkendelse. På den anden side fremstiller Platon sin pointe gennem en dramatisering af en fiktiv samtale.
Det synes ganske enkelt at være selvmodsigende, når Platon søger at afvise den dramatiske forms erkendelsespotentiale i dramatisk form. (Man kan kalde denne form for selvmodsigelse for ‘performativ inkonsistens’, fordi der er en modsætning mellem, hvad Platon siger, og hvad Platon gør.)
Vi kan selvfølgelig antage, at Platon simpelthen ikke ser det selvmodsigende i det, han forsøger at gøre. Men vi kan også overveje at muligheden af, at Platon vil mere og andet end fremføre de synspunkter, som han lægger i munden på Sokrates.
Sokrates siger, at litteraturen skal underlægges fornuften, men gennem dialogen Statens langsomme udvikling af spørgsmål viser Platon os, at også fornuften er underlagt visse betingelser. Nemlig at vi indser, at der er spørgsmål, vi skal have besvaret. Vi vender os slet ikke mod fornuften, før vi har erkendt, at vi ikke nødvendigvis allerede kender svaret på alle spørgsmål.
Hulelignelsen – den værste uvidenhed
Vi finder det samme tema i Platons berømte Hulelignelse, som Sokrates forklarer i Staten. Den handler om en flok fanger, der har været lænket fast dybt inde i en hule siden deres barndom.
De sidder således, at deres øjne er rettet fast mod bagvæggen, og det eneste de kan se, er de skygger på bagvæggen af hulen, som opstår, når man bag om ryggen på dem bærer figurer forbi et stort bål. Fangerne er helt optagede af skyggelivet på bagvæggen, som er den eneste virkelighed, de kender.
Sokrates forestiller sig nu, at en af fangerne bliver frigivet og tvunget til at rejse sig og vende sig om. Fangens øjne vil blive blændet af lyset fra bålet, og selvom han nu kan se figurerne, vil de se mindre virkelige ud end deres skygger på bagvæggen.
Forudsætningen for nysgerrighed
Hvis han bliver trukket ud af hulen til sollyset, går det på samme måde; han bliver blændet af sollyset og kan intet se. Først langsomt vil hans øjne vænne sig til lyset, så han langsomt kan se først skygger, så ting og til allersidst solen.
Hulelignelsen viser os, at den værste form for uvidenhed er den, som stiller sig tilfreds med det, som egentlig blot er skygger på en væg. Men hulelignelsen er, som hele Staten, en litterær konstruktion.
Så pointen er, at samtidig med at Platon gennem Sokrates siger, at fornuften og filosofien er kilden til sand viden og dermed svar på vores spørgsmål, så viser han os en anden ligeså vigtig pointe.
Nemlig at litteraturen er kilden til en anden form for viden; den selvindsigt i vores manglende viden, som er forudsætningen for, at vi overhovedet begynder at stille spørgsmålene. I denne forstand er filosofien måske i virkeligheden endnu mere afhængig af litteraturen, end litteraturen er af filosofien.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
