Et centralt spørgsmål i den filosofiske diskussion om litteraturen status er, om litteraturen bidrager med viden. Og hvis den gør, hvilken form for viden?
LÆS OGSÅ: Viden og litteratur I: Platons drama
Flere og flere filosoffer får øjnene op for, at der i hvert fald er ét sted i filosofien, hvor en sådan erfaring af det mulige er interessant, nemlig i forhold til moralske spørgsmål.
Moralsk tænkning involverer i essentiel forstand overvejelser om, hvordan bestemte valg, handlinger, karaktertræk påvirker andre og os selv.
Man kan næsten sige, at der er et fiktivt element i moralsk tænkning.
Men filosoffer diskuterer stadig, hvad en sådan litterær erfaringsbaseret viden består i, og hvilke krav den skal leve op til, for den siges at være en etisk viden.
Aristoteles og litterær erfaring
Ideen om litterær erfaring rækker helt tilbage til den græske filosof Aristoteles (384-322 f.kr.), som med sin 'Poetik' dedikerer et helt filosofisk værk til den fiktive litteratur.
Aristoteles definerer litteraturens som en mimetisk fremstilling af vores handlingsliv. Det vil sige litteraturen giver den os en form for erfaring af, hvad det er at være menneske.
Og selvom denne erfaring godt nok er både fiktiv og idealiseret - idet mennesket oftest fremstilles som enten værre eller bedre end normalt - kan den fremme vores forståelse af det gode og det gode liv.
Arbejdsdeling mellem litteraturen og filosofien
Det betyder for Aristoteles, at man kan inddele litteratur efter, hvordan den beskriver det handlende menneske. Den litteratur, der udstiller mennesker med alle deres fejl, laster og mangler - som komedien - er ikke nær så værdifuld for os, som den litteratur, hvor vi præsenteres for mennesker, som søger at gøre deres bedste, måske endda under næsten umulige omstændigheder - som tragedien.
Aristoteles hævder altså, at vi skal møde litteraturen med etiske kriterier og bedømme den efter dens evne til at vise menneskets potentiale for det gode og dermed fungere opbyggeligt. Men han anerkender samtidig, at litteraturens og filosofiens områder er forskellige.
At litteraturen kan vise det, som filosofien kun kan tale om, nemlig hvad det er at være et godt eller slet menneske, hvad det er at handle ondt eller slet. I denne forstand er Aristoteles fortaler for en arbejdsdeling mellem filosofien og litteraturen; de er to sideordnede og essentielt forskellige kilder til viden om det gode.
Hvad er moralfilosofi?
En del nutidige moralfilosoffer har som sagt genoptaget denne idé om litteraturen som muligt, moralsk erfaringsrum. Men de er uenige om, hvilke kriterier litteratur skal leve op til for at levere relevant moralsk erfaring.
Et typisk svar på, hvad en sådan erfaringsbaseret viden består i, formuleres af filosoffen D.D. Raphael, som arbejder med at integrere indsigter fra litteratur i moralfilosofi. Blandt hans eksempler på, hvordan læsningen af litteratur kan hjælpe os til at skærpe vores blik for moralfilosofiske eksempler, er Henry Fieldings roman Tom Jones.
I Tom Jones personificerer en del af figurerne forskellige moralfilosofiske positioner. For eksempel står hr. Square som repræsentant for en rationalistisk tro på fornuft og abstrakte principper, i modsætning til figuren Squire Allworthy, som handler ud fra naturlige, altruistiske følelser.
Skal kunne oversættes til morafilosofisk argumentation
Gennem sådanne greb, hævder Raphael, kan litteraturen give os moralfilosofisk indsigt ved at hjælpe os med at indse den etiske betydning af begreber, som ikke tidligere er blevet anset for centrale i moralfilosofien. Eller ved at fremhæve styrker og svagheder ved bestemte filosofisk positioner, for eksempel som i Tom Jones ved at lade disse personificere af bestemte personer.
Men Raphael fastholder samtidig, at det ikke er al litteratur, som lever op til de krav, vi bør stille for at kalde noget for moralfilosofi. De indsigter, vi får fra litteraturen, må udtrykke en rationel form for overtalelse, der må kunne udtrykkes i eksplicit og velordnet argumentation.
Hvis man ikke kan oversætte indsigter fra litteraturen til moralfilosofisk argumentation, så kan vi ikke vide, at der ikke er tale om ren moralisering eller ligefrem litterær manipulation med vores forståelse af etik.
Raphael insisterer dermed også på, at litteratur ikke tilbyder en selvstændig og unik indsigt i forhold til moralfilosofi; den er en mulig og til tider meget effektiv måde at fremstille moralfilosofiske indsigter på, men er kun forløber for en egentligt moralfilosofisk viden.
Litteratur og erfaring
Andre filosoffer prøver i stedet at bygge videre på Aristoteles' idé om erfaringsbaseret viden. De peger på, at der findes viden, som er knyttet til bestemte erfaringer og dermed til et bestemt perspektiv. Det vil sige vi kun kan forstå en sådan viden, vi samtidig forstår, hvad det er at indtage dette perspektiv.
Man kan for eksempel påpege, at der er en speciel viden, som man erhverver sig, hvis man skal passe sin dødssyge mor. Denne viden kan være forskellig alt efter ens livssituation og forholdet til ens mor.
Denne viden kan så ikke umiddelbart videregives til andre uden en forståelse af en persons konkrete udgangspunkt og selve oplevelsen af at have en mor, som er syg, pludselig fuldstændigt afhængig af en, og som man elsker eller hader eller noget helt tredje.
Viden at, hvordan og hvad
Man kan skelne mellem 'viden-at' noget er tilfældet, for eksempel at katten sidder på måtten, 'viden-hvordan' man gør noget bestemt; for eksempel hvordan man lapper sin cykel eller ælter dej, og 'viden-hvad' det er at være eller opleve noget bestemt.
Ideen er, at en sådan viden-hvad udvider vores forståelse af og viden om andre mennesker, og at det er denne form for viden som litteraturen kan give.
Litteraturen tilbyder dermed muligheden for at udforske en partikulær moralsk forståelse af moralske situationer, der er formet af den enkeltes livsopfattelse, perception, forestillingsevne, måde at kommunikere på, følelser og reaktioner - en mulighed som er den nødvendige baggrund for en veludviklet moralsk forståelse af virkeligheden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
