I skrivende stund er Venstre et splittet parti - et parti, hvor to fløje er trukket stadig skarpere op imod hinanden, og den ene kommunalforening efter den anden melder ud, at de ikke ønsker Lars Løkke Rasmussen som formand længere.
Det er til en vis grad land- og udkantskommunerne, der melder sig på banen som modstandere af Løkke, mens de massive venstrekommuner i Nordsjælland og i Herning har meldt ud til fordel for Løkke.
Dette er blevet kaldt opgøret mellem det gamle og det nye Venstre - en beskrivelse, som med vilje eller ej, også skaber billedet af et døende Venstre, der kæmper en sidste og inderlig kamp mod et livsstærkt og moderne Venstre.
Det 'gamle Venstre' er det decentrale Venstre
En sådan opstilling af det gamle og det nye skjuler imidlertid for, at dette også er et skisma, der kan ses på flere områder hele vejen igennem Venstres næsten 150 år historie.
Det kan forekomme utænkeligt i en verden, hvor vi bilder hinanden ind, at alting altid er under forandring, at der findes eksisterende strukturer, der er så gamle, men jeg vil alligevel hævde, at det er sådan.
Det 'gamle Venstre' er det decentrale Venstre. Det var det, der blev etableret i 1870. Det var bondepartiet, der samlede sig i sparekasser, landboforeninger, brugsforeninger og vælgerforeninger, men som ikke havde en central ledelse.
Det var denne bevægelse, der med en række profiler, men uden udpræget central ledelse udkæmpede forfatningskampen med det noget mere organiserede Højre. De, der i dag forbinder sig med denne bevægelse, er ikke kun bønder - i så fald var det en meget lille bevægelse.
Det er mennesker, hvor lokalsamfundet og det lokale engagement betyder meget og er rygraden i det folkestyre, som Venstre opfatter sig selv som skaber af.
Der er skandaler i partiets historie
De største kriser i partiets historie har netop også været de skandaler, hvor en profil har forbrudt sig mod dette lokale kollektive engagement og udstillet magt- eller pengelyst, som i udgangspunktet ikke kunne forenes med den nøjsomhed og ansvarsfølelse, der var påkrævet i det lokale foreningsliv.
Skandalerne ligger langt tilbage i tiden, men de er der: En mørk skygge hvilede således over venstrehøvdingen I.A. Hansen, da han døde i 1877 sigtet for underslæb. Ligeledes var også den tidligere justitsminister P.A. Albertis gang fra barberen og til Københavns Domhus, hvor han meldte sig selv for bedrageri over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, tung og smertefuld.
Disse sager er skammelige kapitler i Venstres historie - netop fordi de så entydigt er i strid med grundlæggende af de værdier, som historien har gjort til Venstre-organisationens udgangspunkt.
Konflikten handler ikke så meget om Lars Løkke
Ingen af de nuværende beskyldninger går på, at Lars Løkke skulle have begået ulovligheder, men det er heller ikke det mest relevante i denne sammenhæng.
Der er en kulturkløft mellem det 'gamle' Venstres bondeindstilling og det 'nye' Venstres bysmart-attitude - i øvrigt ikke ulig den kløft, som flere gange forårsagede konflikt mellem det moderate og det radikale Venstre, indtil de radikale brød ud i 1905.
Det er centraliseringen, professionaliseringen, den tilsyneladende ekstravagante livsstil og i sidste ende den stadig større afstand, der her virkelig er problemet, og som provokerer de nøjsomme og lokalt engagerede "gamle" venstrefolk.
Pointen er, at dette er en konflikt, der måske ikke så meget handler om for eller imod Lars Løkke, men om grundlæggende værdier i Danmarks ældste parti - og oven i købet et parti, hvor mange værdier er bevaret intakt.
Dette er ikke så meget et skridt fra gammelt til nyt, da skismaet er næsten så gammelt som Venstre selv, men et spørgsmål om, hvilke værdier der skal tegne Venstre, og i sidste ende også, hvilke værdier der får lov til at danne grund for opretholdelsen af det danske folkestyre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
