Venstre: Nedlæg Det Frie Forskningsråd
Det Frie Forskningsråd får topkarakterer i en ny ekstern evaluering bestilt af Folketinget. Alligevel vil Venstre have rådet nedlagt. Videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen (R) er uenig.

Venstres forskningsordfører Esben Lunde Larsen er stadig modstander af Det Frie Forskningsråd. Rådets opgaver kan lige så godt blive varetaget af Danmarks Grundforskningsfond og universiteterne, mener han. (Foto: Venstre)

Forskere, der får bevillinger fra Det Frie Forskningsråd (DFF), er blandt de mest citerede i verden, og rådet spiller en vigtig rolle i et overvejende velfungerende dansk forskningsrådssystem, konkluderer et eksternt internationalt panel i en netop offentliggjort evaluering.

Evalueringen blev bestilt af Folketinget, efter at blandt andre partiet Venstre i 2013 foreslog, at DFF skulle afskaffes.   

»Det Frie Forskningsråd, som finansierer forskningsaktiviteter, som baserer sig på forskernes egne projekter, skal nedlægges som selvstændigt råd og fusioneres med Danmarks Grundforskningsfond under dette navn,« skrev partiets forskningsordfører Esben Lunde Larsen dengang i en kronik i Berlingske Tidende.

Venstre vil stadig afskaffe DFF 

Og Venstre har ikke ændret holdning efter den nye evaluering: DFF bør afskaffes, mener partiet stadig:

»I Venstre står vi fast på, at DFF og Grundforskningsfonden bør slås sammen, for vi er optaget af så stor enstrengethed i vores system som muligt. DFF varetager nogle opgaver som for eksempel talentudvikling, som vi synes, er mere velegnet til at blive varetaget af universiteterne,« siger Venstres forskningsordfører Esben Lunde Larsen.

»Det, som Grundforskningsfondens centre gør, gør de fremragende, blandt andet er vi i Venstre begejstret for deres mange erhvervssamarbejder. Derfor mener vi, at det ville være gavnligt at fusionere de to råd,« fortsætter han som en reaktion på den nye evalueringsrapport, der netop er fremlagt på en konference.

Universiteterne kan talentudvikle

En af DFF's opgaver er at fremme og støtte unge forskertalenters egne initiativer og ideer, men den opgave kan universiteterne lige så godt klare, argumenterer Esben Lunde Larsen:

»Universiteterne er den naturlige base for talentudvikling. Den opgave skal ikke ligge afkoblet i et forskningsråd. Universiteterne har allerede talentudviklingsprogrammer, som vi gerne vil fremme endnu mere,« fortsætter han.

Man får svar på de spørgsmål, man stiller

Venstres skepsis er uændret, selvom den netop afsluttede evaluering konkluderer, at DFF spiller en afgørende rolle for, at danske forskere også fremover kan blande sig med verdenseliten.

Evalueringsrapporten er baseret på:

Fakta

Den nye evaluering, som er lavet af et panel, der består af topforskere fra Europa og Nordamerika, anbefaler eksplicit, at DFF består som et selvstændigt råd og ikke bliver fusioneret med Grundforskningsfonden.

Grundforskningsfonden støtter ligesom DFF uafhængig og fri grundforskning, men modsat DFF giver fonden ikke bevillinger til enkelte forskeres initiativer, kun til store grundforskningscentre.

DFF støtter derimod små og mellemstore forskningsprojekter inden for alle fagområder og spiller ovenikøbet en særlig rolle for udviklingen af unge talenter.

De opgaver bør rådet blive ved med at varetage som en selvstændig organisation, konkluderer evalueringspanelet.

• interviews med over 100 forskningsleder og interessenter i forskningsverdenen

• omfattende analyser af det danske fondssystems organisering, samt

en bibliometrisk analyse af, hvor godt de DFF-finansierede forskere klarer sig internationalt

Men evalueringen er ikke nødvendigvis helt uvildig, mener Esben Lunde Larsen:

»Det er jo vigtigt at holde sig for øje, at man altid får svar i forhold til de spørgsmål, man stiller til en evaluering: Der er altid en forudsætning i det, man beder et panel om at undersøge.«

»Jeg anerkender evalueringen, og jeg er da glad for, at den er positiv, men vi ønsker stadig forandringer i forskningsfondssystemet, som vi gerne drøfter i konstruktiv dialog med miljøet,« siger forskningsordføreren.

Videnskabsminister: Evalueringen er uvildig

Videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen (R) afviser Esben Lunde Larsens kritik:

»Evalueringen er helt uvildig. Den er lavet af et uafhængigt og internationalt anerkendt panel, som bliver brugt af forskningsinstitutioner i hele verden. Nogle gange giver panelet sønderlemmende kritik, andre gange er dets konklusioner positive,« siger Sofie Carsten Nielsen.

»Jeg er sikker på, at man ikke på nogen måde vil kunne skjule det for panelet, hvis der er noget i systemet, som ikke fungerer ordentligt. Og jeg var lige så spændt på dets konklusioner, som alle andre,« fortsætter hun.

Ingen nye reformer i sigte 

Sidste år gennemførte regeringen en reform af forskningsfondssystemet, da Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation blev fusioneret og tilsammen blev til det, der i dag hedder Innovationsfonden.

Sofie Carsten Nielsen har ikke planer om at lave flere reformer foreløbig. Regeringen har desuden ingen planer om at nedlægge DFF, understreger hun:

»Evalueringen viser, at det danske fondssystem fungerer forbilledligt, og at DFF bør bestå, fordi rådet sikrer bredden i dansk forskning, samt at talentfulde grundforskere får midler til at udvikle deres idéer, så de senere kan bruges af industrien og i strategisk forskning,« påpeger Sofie Carsten Nielsen, som slet ikke forstår, at Venstre stadig vil af med rådet:

Selvom en ny evaluering konkluderer, at Det Frie Forskningsråd bør bestå som en selvstændig organisation, hvis dansk forskning skal bevare sin succes, er der stadig politikere, som mener, at rådet bør nedlægges. (Foto: Colourbox)

»Det er afgørende, at Danmark bevarer et råd, der dyrker fri og uafhængig forskning, viser den nye evaluering. Evalueringspanelet roser det danske fondssystem, netop fordi det er så bredt, så Venstres skepsis er besynderlig,« mener hun.

Dansk Folkeparti: Danmark har brug for DFF

Dansk Folkeparti har ligesom Venstre tidligere været skeptisk over for Det Frie Forskningsråd. Blandt andet har de to partier været enige om, at det var et fatalt fejltrin, da rådet oprettede et særligt program kaldet Ydun, som er målrettet kvindelige forskningsledere: Kvinder bør ikke få særlige vilkår, mente de to partier.

LÆS OGSÅ: Ydun-programmet: Kønsdiskrimination eller frigørelse af forskningspotentiale?

Efter den nye evaluering er Dansk Folkeparti venligere stemt over for DFF:

»Jeg og Dansk Folkeparti er rigtig glade for, at DFF får en god evaluering. Det er korrekt, at vi tidligere har været kritiske, men det handlede mest om DFF's dagsorden sidste år, da det startede Ydun-programmet, som forfordelte kvindelige forskere. Det, mente vi, var en forkert tilgang,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som er forskningsordfører i Dansk Folkeparti.

»Grundlæggende går Dansk Folkeparti ind for, at en stor del af forskningsmidlerne går til fri forskning, og vi mener, at Danmark har brug for et forskningsråd, der giver bevillinger til en bred vifte af projekter inden for alle fagområder. Vi mener ikke, at DFF bør fusioneres med Grundforskningsfonden. Det er en fordel at holde de to råd adskilt,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Panel: Danmark halter bagefter på ligestilling

Både Dansk Folkeparti og Venstre er stadig modstandere af Ydun og lignende programmer, som skal fremme ligestilling i dansk forskning. Den nye evaluering roser dog DFF for at have oprettet programmet.

Evalueringspanelet opfordrer endda DFF til at gøre endnu mere, for at flere kvinder kommer helt til tops i forskningsverdenen.

Kønsfordelingen er nemlig stadig alt for skæv, konkluderer panelet:

»Når man ser på andelen af kvinder, som arbejder i forskningsverdenen, halter Danmark bagefter de øvrige nordiske lande og scorer også lavere end det europæiske gennemsnit på mange nøgleparametre,« står der blandt andet i rapporten.

Selvom næsten lige så mange kvinder som mænd laver en ph.d., var kun 16,9 procent af de danske professorer kvinder i 2012.    

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.